Kaution. Kassekredit. Underretning.
| Sagsnummer: | 523/1993 |
| Dato: | 10-03-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Bjørn Bogason, Peter Møgelvang-Hansen, Kirsten Nielsen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - underretning i henhold til BSL § 41
Kassekredit - øvrige spørgsmål |
| Ledetekst: | Kaution. Kassekredit. Underretning. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 9. marts 1989 underskrev klagerne som selvskyldnerkautionister på kreditkontrakt vedrørende en af indklagede til A ydet kassekredit på 50.000 kr. Af kontrakten fremgik, at kassekredittens afvikling skulle tages op den 1. januar 1991.
Ved skriftlige erklæringer fra klagerne af henholdsvis den 30. marts 1991 og 11. juni 1992 erklærede klagerne sig indforstået med, at kautionen blev forlænget til henholdsvis 1. januar 1992 og 1. januar 1993.
Ved skrivelse af 15. februar 1993 fra klagerne til indklagede meddelte klagerne samtykke til kautionens forlængelse til den 31. december 1993 under forudsætning af, at kautionsforpligtelsen blev afviklet med 1.500 kr. månedligt, første gang den 1. juli 1993.
Ved skrivelse dateret 17. februar 1992 (skal retteligt være 1993) bekræftede A afviklingen af gælden med 1.500 kr. månedligt fra 1. juli 1993.
Ved skrivelse af 21. juli 1993 til A meddelte indklagede, at A's engagement som følge af misligholdelse opsagdes til indfrielse. Af skrivelsen fremgik, at kopi var fremsendt til klagerne.
Den 10. august 1993 blev A's bo taget under konkursbehandling, og den 23. august 1993 anmodede indklagede klagerne om indfrielse af klagernes kautionsforpligtelse.
Indklagede har oplyst, at man den 29. januar 1993 bevilgede A et overtræk på 80.000 kr. indtil den 17. februar 1993. Den 16. februar 1993 blev overtrækket forlænget og forhøjet til 85.000 kr. gældende indtil 1. april 1993. Det fremgår af kontoudtog, at kassekreditten var i ubevilget overtræk fra slutningen af august 1992 indtil overtræksbevillingen den 29. januar 1993.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at indklagede ikke kan gøre kautionsforpligtelsen gældende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at indklagede ikke har opfyldt kontraktens bestemmelser om, at spørgsmålet om kredittens afvikling skulle tages op den 1. januar 1991, idet klagerne via A blev bedt om skriftligt at bekræfte kautionsforpligtelsen. Hertil kommer, at afviklingen med 1.500 kr. månedligt ikke er sket som forudsat af klagerne fra den 1. juli 1993. Indklagede har undladt at orientere klagerne om, at kreditten var overtrukket med betydelige beløb; klagerne finder derfor, at de på et forkert grundlag har givet tilsagn om en fortsat kaution.
Indklagede har anført, at bestemmelsen om, at kreditten skulle tages op til behandling den 1. januar 1991, ikke kan anses for at være en tidsbegrænsning af kreditten eller kautionsforpligtelsen. Klagerne har dog løbende efterfølgende bekræftet kautionen ved særskilte erklæringer og har således været bekendt med, at kreditten fortsatte efter den 1. januar 1991 og uden afvikling. Indklagede har i overensstemmelse med bank- og sparekasselovens § 41 i juli måned 1993 underrettet klagerne om A's manglende overholdelse af den indgåede afviklingsaftale. Klagernes kautionsforpligtelse omfatter ikke overtræk på kreditten, og indklagede har derfor ikke haft pligt til i medfør af § 41 at informere klagerne herom. Indklagede er uforstående overfor, at den ene af klagerne har givet udtryk for uvidenhed om overtrækket på kreditten, da hun var regnskabsfører for A indtil dennes konkurs. Som sådan drøftede hun overtrækket med indklagede.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i kassekreditkontrakten om, at kredittens maksimum skulle tages op til vurdering hvert år, første gang den 1. januar 1991, findes ikke at kunne indebære, at indklagede i medfør af bank- og sparekasselovens § 41 havde pligt til at underrette klagerne om kredittens fortsættelse, men det fremgår af sagen, at klagerne ved særskilte erklæringer gav tilladelse til, at kreditten fortsatte. Ankenævnet lægger imidlertid efter det oplyste til grund, at klagerne ikke modtog underretning om det ubevilgede overtræk, der fandt sted fra august 1992. Herefter findes indklagede at have tilsidesat bestemmelsen i § 41. En stillingtagen til, hvorvidt den manglende underretning har forringet klagernes regresmuligheder, findes imidlertid at ville forudsætte en bevisførelse, herunder i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.