Spørgsmål om forhøjede ydelser var aftalt ved beregningen af løbetid.
| Sagsnummer: | 361 /1995 |
| Dato: | 02-04-1996 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Mette Reissmann, Erik Sevaldsen, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om forhøjede ydelser var aftalt ved beregningen af løbetid. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev oprettet i februar 1992 ydede indklagede klageren et lån på 13.550 kr. Af gældsbrevet fremgår:
"Jeg betaler lånet tilbage med kr. 300,00, første gang den 29. februar 1992. Tilbagebetaling sker månedligt i alt 48 gange. Dette svarer til en løbetid på 4 år og 0 måneder.
......
Rentesatsen er variabel, og øvrige omkostninger er variable.
Oplysninger om antal ydelser og løbetid er afgivet ud fra de rentesatser og kreditomkostninger, der gælder ved lånets stiftelse.
Ved renteforhøjelser skal ydelsen på lånet tilpasses således, at lånets løbetid ikke overstiger 5 år."
Indklagede har oplyst, at det ved en fejl ikke kom til at fremgå af gældsbrevet, at ydelsen de første 9 måneder var 600 kr. og herefter 300 kr. Ifølge klageren foreligger der ikke nogen fejl, idet hendes beslutning om at betale en månedlig ydelse på 600 kr. de første 9 måneder først blev truffet efter gældsbrevets udfærdigelse.
Af kontoudskrifter for lånet fremgår, at lånet er afviklet med 600 kr. månedligt fra den 29. februar til og med 31. oktober 1992; afviklingen fortsatte herefter med 300 kr. månedligt.
Ved skrivelse af 13. februar 1995 til indklagede meddelte klagerens ægtefælle, at der til dato var foretaget 45 betalinger à 300 kr. på lånet, hvorfor sidste betaling på lånet ville ske pr. 30. april 1995. I skrivelse af 14. s.m. meddelte indklagede, at restløbetiden på lånet ved uændret renteniveau ville andrage 11 måneder.
Under sagen har indklagede fremlagt internt kundevurderingsskema, hvoraf fremgår, at lånets ydelser skulle være "kr. 600,00 de første 9 mdr., derefter 300,00".
Efter yderligere korrespondance mellem parterne har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at lånet vil være afviklet ved betaling af 48 ydelser à 300 kr.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det af gældsbrevet fremgår, at tilbagebetaling skulle ske ved 48 ydelser à 300 kr. Af kontoudtog fremgår, at der er betalt 48 ydelser à 300 kr. frem til udgangen af april 1995, idet der de første 9 måneder betaltes 600 kr. Beslutningen om at betale forhøjet ydelse blev først truffet efter gældsbrevets udfærdigelse. Hun spurgte, om forhøjelsen skulle tilføjes i gældsbrevet, hvortil oplystes, at dette ikke var nødvendigt, da merbetalingen blot ville reducere løbetiden. Indholdet af indklagedes interne papirer bestrides derfor.
Indklagede har anført, at klageren er forpligtet til at tilbagebetale det ydede lån med tillæg af den aftalte rente. Indklagede har hverken direkte eller indirekte tilsikret klageren, at lånet ville være afviklet ved betaling af 48 ydelser à 300 kr. Der kan ikke være skabt nogen retsbeskyttet forventning hos klageren om, at lånet skulle være afviklet ved 48 ydelser à 300 kr. eller i alt 14.400 kr. En sådan ydelse ville ikke have kunnet afviklet lånet. Som følge af det skete rentefald siden lånets etablering er afviklingen af lånet sket hurtigere og med et lavere beløb end forventet ved etableringen. Klageren har derfor ikke lidt et tab. Fejlangivelsen i gældsbrevet om størrelsen af ydelserne er ikke en ansvarspådragende fejl og har ikke medført tab for klageren. Eventuelle fejl fra indklagedes side med hensyn til opgørelsen af størrelsen af de samlede kreditomkostninger kan alene have de i kreditaftalelovens § 23 anførte konsekvenser. Da lånet imidlertid vil være tilbagebetalt hurtigere end forventet og med en gennemsnitlig lavere rente end oprindelig aftalt, følger det af § 23, at klageren ikke har krav på nogen reduktion i kreditomkostningerne og dermed heller ikke en forkortelse af løbetiden.
Ankenævnets bemærkninger:
Ved Højesterets dom af 1. november 1995 er det fastslået, at en fejl begået af et pengeinstitut ved beregningen af ydelsen på et lån, som medfører, at lånets løbetid bliver længere end oplyst, ikke kan begrunde, at låntageren har krav på erstatning eller anden økonomisk kompensation, hverken efter almindelige erstatningsregler, på aftaleretligt grundlag eller ud fra synspunktet skuffede økonomiske forventninger. Det er herefter uden betydning, om indklagedes eller klagerens oplysning lægges til grund med hensyn til, hvad der ved etableringen af lånet måtte være aftalt om lånets ydelse. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Klagen tages ikke til følge.