Afgørelse

Personlig fordring. Nedsættelse, jf. retsplejelovens § 578.

Klageren ejede en ejerlejlighed, hvori der indestod lån til det indklagede realkreditinstitut. Der blev i maj 1994 afholdt tvangsauktion over ejerlejligheden med instituttet som rekvirent. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 243.008 kr. Ejerlejligheden, der pr. 1.januar 1993 var offentligt vurderet til 230.000 kr., blev på tvangsauktionen overtaget af en liebhaver for et bud på 61.000 kr. Instituttet gjorde dagen efter tvangsauktionen en personlig fordring på 182.008 kr. gældende mod klageren. Til beløbet skulle lægges 10 pct. rente p.a. fra auktionsdagen. Klagerens advokat anmodede i december 2003 instituttet om at acceptere en akkordordning som et led i en samlet ordning med samtlige klagerens kreditorer. Advokaten redegjorde for klagerens manglende betalingsevne og bad instituttet om at opgøre og dokumentere sit krav. Instituttet opgjorde herefter sit tilgodehavende til i alt 272.962 kr. inklusive fem års renter og fremsendte kopi af tvangsauktionssalgsopstilling m.v. til advokaten. Samtidig bad instituttet om budget over klagerens faste udgifter med henblik på en stillingtagen til akkordforslaget. Som reaktion herpå bad advokaten om en nærmere forklaring på dels sammenhængen mellem ejerlejlighedens ejendomsværdi på 230.000 kr., købsprisen 6 år tidligere på 360.000 kr. og tvangsauktionsbudet på 61.000 kr., dels om årsagen til, at instituttet ikke havde budt ind i sit lån. Instituttet orienterede i december 2003 advokaten om, at budsummen på 61.000 kr. var i samme prisleje som salgsprisen på nabolejligheden, der blev solgt kort før tvangsauktionen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, principalt at instituttet ikke kunne gøre en personlig fordring gældende mod ham, subsidiært at instituttet ikke kunne gøre en fordring af den krævede størrelse gældende. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at instituttet i forbindelse med tvangsauktionen havde tilsidesat nogen forpligtelser over for klageren, der kunne begrunde, at instituttets fordring mod klageren var bortfaldet eller skulle nedsættes. Nævnet bemærkede i den forbindelse, at det som udgangspunkt er skyldnerens egen opgave at varetage sine interesser på en tvangsauktion efter reglerne i retsplejelovens kapitel 51 om tvangsauktion over fast ejendom, herunder ved eventuelt at forlange ny auktion, jf. restplejelovens § 576. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.