Omlægning af den kautionssikrede kredit.
| Sagsnummer: | 589/1993 |
| Dato: | 18-05-1994 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Peter Stig Hansen, Birthe Larsen, Peter Møgelvang-Hansen, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - tidsbegrænsning
Kaution - omlægning af sikrede lån |
| Ledetekst: | Omlægning af den kautionssikrede kredit. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 19. juli 1989 underskrev klageren som selvskyldnerkautionist kassekreditkontrakt, hvorefter indklagedes Hasselager afdeling ydede en kredit på 100.000 kr. til en trediemand. Af kontrakten fremgik, at kreditten indestod uden nedbringelse indtil "1. august 1991, hvor afviklingen tages op til overvejelse."
Indklagede har oplyst, at man i afdelingen i sensommeren 1991 drøftede en eventuel afvikling af kassekreditten med debitor, men at debitor ikke så sig i stand hertil.
Ifølge indklagede rettede klageren omkring den 22. oktober 1992 telefonisk henvendelse til filialchefen i afdelingen, og det aftaltes, at kassekreditten skulle indfries med et nyt lån, for hvilket klageren skulle kautionere begrænset til 100.000 kr. mod, at indklagede frigjorde klageren for kautionsforpligtelsen for kassekreditten, hvis saldo da var ca. 135.000 kr. Det aftaltes herefter med debitor, at denne skulle komme i afdelingen omkring den 1. december for at underskrive lånedokument, og afdelingen udfærdigede til brug herfor den 1. december 1992 nyt lånedokument med tilhørende kautionsdokument foruden låneafregning. Debitor kom imidlertid først i afdelingen den 21. december 1992 og underskrev da lånedokumentet såvel som låneafregningen.
Den 13. januar 1993 fremsendtes gennem indklagedes Christiansbjerg afdeling, hvor klageren er kunde, kopi af kontooversigter for kassekreditten, lånedokumentet samt kautionsdokumentet. Klageren afviste at underskrive nyt kautionsdokument.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede bør anerkende, at klageren er frigjort for kautionsforpligtelsen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har til støtte for påstanden anført, at indklagede har misligholdt sine forpligtelser efter kassekreditkontrakten, idet klageren måtte forudsætte, at afvikling af kassekreditten blev påbegyndt den 1. august 1991, hvilket ikke skete. Indklagede har således tilsidesat bestemmelsen i bank- og sparekasselovens § 41, idet klageren ikke inden 6 måneder modtog underretning. Subsidiært gør klageren gældende, at indklagede med debitor den 21. december 1992 indgik endelig aftale om et lån på 147.000 kr., hvis provenu skulle indsættes på kassekreditten. Af låneafregningen fremgår, at nettoprovenuet på 141.549 kr. blev indsat på kassekreditten. Kassekreditten blev således indfriet. Først på et senere tidspunkt blev klageren anmodet om fornyet kaution, og han fik da kendskab til optagelsen af det nye lån. Klageren rettede ikke i oktober 1992 rettede henvendelse til indklagede.
Indklagede har anført, at klagerens kautionsforpligtelse for kassekreditten ikke var tidsbegrænset til den 1. august 1991; det var alene bestemt, at spørgsmålet om kredittens afvikling skulle tages op til overvejelse, og dette indebærer ikke en tidsbegrænsning af kassekredittens løbetid eller klagerens kautionsforpligtelse. Der fandt derfor ikke en misligholdelse sted af kassekreditten, og indklagede var ikke forpligtet til at give meddelelse efter bank- og sparekasselovens § 41. Mellem klageren, debitor og indklagede blev der indgået aftale om, at indklagede skulle yde debitor et lån på 147.000 kr. på betingelse af, at klageren kautionerede for dette lån for 100.000 kr. Dette fremgår af det udfærdigede lånedokument og er i overensstemmelse med det mellem klageren og afdelingen i oktober 1992 aftalte. Som følge af at klageren nægtede at underskrive kautionsdokumentet, blev det nye låns nettoprovenu overført til kassekreditten, som derfor ikke er indfriet. Klageren kan ikke støtte ret på indholdet af låneafregningen af 1. december 1992, da lånet på grund af klagerens nægtelse af at underskrive kautionserklæring ikke blev effektueret.
Ankenævnets bemærkninger:
Bestemmelsen i kassekreditten om, at kreditten skulle tages op til overvejelse den 1. august 1991, kan ikke anses for at indebære en tidsbegrænsning af kreditten eller af klagerens kautionsforpligtelse.
Da kassekreditten endvidere efter det oplyste ikke er indfriet, uanset indholdet af låneafregning af 1. december 1992 vedrørende det nybevilgede lån til kassekredittens debitor, finder Ankenævnet ikke grundlag for at tage klagerens påstand til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.