Længden af aftalt løbetid, henstand, rente.
| Sagsnummer: | 344/1992 |
| Dato: | 18-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Gert Bo Gram, Kirsten Nielsen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - løbetid
|
| Ledetekst: | Længden af aftalt løbetid, henstand, rente. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Ved gældsbrev af 6. februar 1986 ydede indklagedes Søndergade afdeling, Århus, klagerne et billån på 235.000 kr. Af gældsbrevet fremgik, at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.650 kr., første gang den 28. februar 1986. Renten var ikke angivet i gældsbrevet, men det var oplyst, at rente og provision til enhver tid blev fastsat af indklagede. Af en samtidig udfyldt intern låneansøgning fremlagt af indklagede fremgår, at lånets rente ved etableringen var 14% p.a., og løbetiden er anført til 9,5 år. Det var i gældsbrevets særlige bestemmelser anført:
"[Indklagede] forbeholder sig ret til ved nedsættelse eller forhøjelse af renten at ændre ydelsen tilsvarende."
I marts 1990 fremsendte afdelingen tilbud til klagerne om ydelsesbortfald i tre måneder, hvilket klagerne accepterede ved at returnere et svarkort den 10. marts 1990. På dette svarkort var restgælden anført til 189.369,45 kr.
Den 7. februar 1991 ydede indklagede klagerne et nyt lån på 200.000 kr. delvis til indfrielse af det eksisterende lån med 194.964,51 kr. Lånet blev ydet med en månedlig ydelse på 3.650 kr. og til en rente på 14,5%. Lånets løbetid var i lånedokumentet angivet til 89 måneder. Den 4. september 1991 blev lånets rentesats nedsat til 12,5% p.a.
Efter at klagerne og indklagede har afholdt møder vedrørende lånets løbetid, tilbød indklagede ved skrivelse af 21. maj 1992 en nedsættelse af renten med 0,5% p.a. under forudsætning af, at klagerne overførte såvel løn- som budgetkonto til indklagede. Indklagede har under klagesagen oplyst, at dette tilbud vil være gældende til 14 dage efter Ankenævnets afgørelse.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at klagerne er frigjort fra forpligtelserne i henhold til gældsbrevet, når de har afviklet på lånet i 6-7 år.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de i forbindelse med ydelsen af lånet i 1986 fik oplyst, at lånet ville være afviklet i løbet af 6-7 år. Klagerne noterede sig derfor, at lånet ville være færdigafviklet ca. 1992. Omkring årsskiftet 1990/91 blev klagerne opmærksomme på, at dette ikke ville være muligt, og i denne forbindelse fik de oplyst, at lånet forrentedes med 17% p.a., og at løbetiden ville blive ca. dobbelt så lang som oprindeligt aftalt. Klagerne har ikke selv anmodet indklagede om ydelsesfritagelse eller om, at lånet forhøjedes i forbindelse med omlægningen i 1991. Klagerne er ikke regnskabskyndige og har derfor ikke været opmærksomme på, at såvel ydelsesfritagelsen som omlægningen ville betyde en forlængelse af lånets løbetid.
Indklagede har anført, at den ekspederende medarbejder ikke husker de konkrete omstændigheder omkring det oprindelige lån, men afviser med baggrund i løbetidsoplysningen i låneansøgningen at skulle have tilsikret klageren en løbetid på 6-7 år. Hverken det oprindelige lån eller det efterfølgende lån er ydet med fast rente, og det må have stået klart for klagerne, at den oprindeligt beregnede løbetid kunne ændre sig i forbindelse med renteændringer eller andre ændringer i gældsforholdet. Renteændringer fra lånets etablering, ydelsesbortfaldet i 1990, samt forhøjelsen af lånet i 1991 har bevirket, at lånet med den nuværende rente får en beregnet løbetid på ialt 11 år og 10 måneder. Klagerne har løbende kunnet følge afviklingen af lånet, og de har således på de årlige kontooversigter kunnet konstatere, at lånet ikke blev nedbragt i det omfang, som de havde forventning om. Klagerne har endvidere ved ydelsesbortfaldet i marts 1990 modtaget særlig oplysning om lånets restgæld, der på daværende tidspunkt udgjorde 189.369,45 kr. Klagerne kan ikke på dette tidspunkt have haft en berettiget forventning om, at lånet kun havde en restløbetid på ca. 2-3 år. Ved etablering af det nye lån i 1991 fik klagerne særlige oplysninger om lånets restløbetid, som var angivet til 7 år og 5 måneder. Ifølge det oprindelige gældsbrev har indklagede haft ret til at ændre den fastsatte ydelse, men ikke pligt hertil, hvorfor klagerne ikke har haft krav på en automatisk regulering af ydelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
I den interne låneansøgning udfærdiget i forbindelse med etableringen af det oprindelige lån i februar 1986 er løbetiden angivet til 9 1/2 år, og det findes ikke godtgjort, at klagerne i modstrid hermed har fået oplyst en løbetid på 6-7 år. Klagerne måtte endvidere indse, at løbetiden kunne blive forlænget som følge af renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen, ligesom klagerne måtte være klar over, at såvel bortfaldet af tre ydelser i 1990 som låneforhøjelsen i forbindelse med låneomlægningen i 1991 ville medføre en forlængelse af løbetiden. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at tage klagernes påstand til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.