Rådgivning vedrørende etablering af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår.
| Sagsnummer: | 89/2004 |
| Dato: | 09-07-2004 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Karen Frøsig, Niels Bolt Jørgensen, Poul Erik Tobiasen, Morten Westergaard |
| Klageemne: |
Udlån - særlige indfrielsesvilkår
Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår |
| Ledetekst: | Rådgivning vedrørende etablering af fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår. |
| Indklagede: | BG Bank (Danske Bank) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører indklagedes rådgivning i forbindelse med klagernes optagelse af et fastforrentet lån med særlige indfrielsesvilkår.
Sagens omstændigheder.
I maj 1998 ydede indklagede klagerne, der er ægtefæller og som er født i henholdsvis 1933 og 1934, et boliglån på 300.000 kr. med en fast rente på 6,1% årligt (årlig nominel rente 6.241%). Renten var fast i et år. Lånet blev sikret ved et ejerpantebrev i klagernes ejendom.
I forbindelse med anskaffelse af en anden bil havde klagerne et finansieringsbehov på omkring 59.000 kr. I denne forbindelse blev klagernes boliglån i oktober 1999 forhøjet til 359.000 kr., idet der blev aftalt en fast rente på 8,55% (årlig nominel rente på 8,82806 %) for en periode på 10 år.
Af gældsbrevet på 359.000 kr. fremgår blandt andet:
"Opsigelse
Debitor kan indfri lånet helt eller delvis uden varsel. Efter rentesikringsperioden kan [indklagede] opsige lånet med et varsel på tre måneder. Ved opsigelsen fra [indklagedes] side er debitor berettiget til en begrundelse.
Der gælder dog følgende særlige vilkår ved indfrielser i rentesikringsperioden:
Er referencerenten (jf. nedenfor) på indfrielsestidspunktet mindre end lånets årlige rente, kan lånet kun indfries til overkurs med et beløb, der er højere end den aktuelle restgæld. Merbetalingen er udtryk for det tab, som [indklagede] pådrages ved at indfrielsesbeløbet i den resterende del af rentesikringsperioden må genplaceres til en lavere rente (svarende til referencerenten) end den rente, som [indklagede] ville have opnået, såfremt lånet ikke var blevet indfriet.
Er referencerenten på indfrielsestidspunktet derimod større end lånets årlige rente, kan lånet indfries til underkurs med et beløb, der er mindre end den aktuelle restgæld. I denne situation vil [indklagede] kunne genplacere indfrielsesbeløbet til en højere rente end den rente, som [indklagede] ville have opnået, såfremt lånet ikke var blevet indfriet.
Indfrielsesbeløbet beregnes ved at tilbagediskontere lånets terminsbetalinger i den resterende del af rentesikringsperioden, tillagt den tilbagediskonterede værdi af lånets restgæld på tidspunktet for rentesikringsperiodens udløb. Restgælden på tidspunktet for rentesikringsperiodens udløb fremgår af ydelsesoversigten. Tilbagediskonteringen sker til indfrielsesdagen med en referencerente, der er summen af den effektive rente før skat gældende på indfrielsesdagen, på 6% af Dansk Stat stående lån 2009 (fondskode 991953), plus et tillæg på 1,20% point.
Eksempler på indfrielseskurser ved forskellige renteniveauer og restløbetider fremgår af punktet Eksempler på indfrielseskurs på lån med rentesikring.
Efter udløb af rentesikringsperioden kan restgælden indfries til kurs 100."
Ved skrivelse af 18. februar 2004 rettede klagernes datter på vegne af klagerne henvendelse vedrørende indklagedes rådgivning i forbindelse med etableringen af boliglånet. Datteren stillede spørgsmål ved indklagedes rådgivning over for forældrene med hensyn til en rentesikringsperiode på 10 år samt rentens størrelse på det senest etablerede lån set i forhold til, at Nationalbankens udlånsrente var faldet fra 4,25% i maj 1998 til 2,85% i oktober 1999. Hun anførte endvidere, at forældrenes samlede indlån hos indklagede i 1999 havde været ca. 66.000 kr. Datteren henviste til Forbrugerombudsmandens etiske retningslinjer, som hun fandt ikke var overholdt. Hun foreslog derfor indklagede at indfri boliglånet til kurs pari og omlægge det til et 30-årigt 5% kreditforeningslån, hvor indklagede skulle dække stiftelsesomkostningerne.
Ved skrivelse af 23. februar 2004 afviste indklagede klagen.
Parternes påstande
Klagerne har den 9. marts 2004 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at boliglånet kan indfries til kurs 100.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klagerne har anført, at indklagede ydede dårlig rådgivning i forbindelse med forhøjelsen af boliglånet i oktober 1999.
De forstår ikke, hvorfor indklagede rådede til at forhøje lånet, selvom de havde tilstrækkelige midler på indlånskonti til finansiering af bilkøbet. Alternativt ville en kassekredit kunne have været en løsning.
Indklagede burde ikke have tilrådet en 10-årig rentesikringsperiode henset til deres alder.
Boliglånets rente på 8,82806% er og var urimelig høj også set på baggrund, at Nationalbankens udlånsrente fra maj 1998 til oktober 1999 var faldet fra 4,25% til 2,85%. I maj 1998 var boliglånets rente 6,1%.
De finder ikke, at indklagede har overholdt Forbrugerombudsmandens retningslinier for etik i bankrådgivningen.
De var ikke i stand til at vurdere konsekvenserne ved etableringen af boliglånet, hvorved bemærkes, at den ene af dem havde været psykisk syg siden maj 1998.
Indklagede har anført, at klagerne i 1998 ønskede at omlægge belåningen af deres ejendom, i hvilken forbindelse man rådgav om de forskellige typer af lån, der kunne optages.
Klagerne valgte at optage et fastforrentet boliglån, idet klagerne havde et ejerpantebrev i deres ejendom. Klagerne kunne derved spare omkostninger ved optagelse af et boliglån frem for et realkreditlån, da der ikke skulle tinglyses et pantebrev.
Boliglånet med fast rente i et år havde den laveste ydelse set i forhold til et realkreditlån.
I forbindelse med klagernes udskiftning af en bil rådgav man klagerne til at forhøje boliglånet frem for at anvende den likvide beholdning. Baggrunden herfor var, at der ikke ville være midler på klagernes budgetkonto eller midler til almindeligt forbrug, såfremt indeståendet bliver anvendt til køb af bilen.
Renten på boliglånet etableret i oktober 1999 var indklagedes markedsrente på dette tidspunkt ved en rentesikring på 10 år.
Renten var ikke urimelig høj. Renten var højere, end hvis lånet havde været med variabel rente. Baggrunden er, at renteudviklingen flere år ud i fremtiden er usikker, da man ikke på lånetidspunktet kan være sikker på, at man i fremtiden vil kunne få midler stillet til rådighed til en rente svarende til renten på udlånstidspunktet.
Indfrielsesvilkårene kan ikke anses for urimelige. Det er sædvanligt, at der er knyttet særlige indfrielsesvilkår til lån med fast rente. Vilkårene fremgår klart og tydeligt af gældsbrevet.
Rentesikringsperiodens længde på 10 år var efter klagernes ønske. Klagerne ville sikre sig imod, at renten steg med deraf følgende ydelsesforhøjelse. Klagerne kunne have valgt en kortere rentesikringsperiode.
Rådgivningen af klagerne tog udgangspunkt i klagernes økonomiske forhold og ønsker, ligesom man rådgav klagerne om priser og vilkår på de forskellige produkter. De etiske retningslinier blev således overholdt. Ved møderne viste klagerne ikke tegn på, at de ikke forstod eller kunne overskue etableringen af lånet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at klagerne ved deres underskrift på gældsbrevet på bindende måde tiltrådte de særlige indfrielsesvilkår, som ikke er usædvanlige for lån med fast rente, og som fremgår tydeligt af gældsbrevet. Det er ikke godtgjort, at klagerne ikke var i stand til at vurdere konsekvenserne ved etableringen af lånet, herunder særligt spørgsmålet om betydningen af fastlåsningen af lånets rente.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte eller nedsætte lånets rente som følge af, at denne skulle være urimeligt høj.
Der er ikke godtgjort omstændigheder ved indklagedes rådgivning, som kan føre til, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar over for klagerne.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.