Pengeinstituttets ansvar i forbindelse med administration af pantebreve.
| Sagsnummer: | 319 /1992 |
| Dato: | 05-02-1993 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Bjørn Bogason, Niels Bolt Jørgensen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Pantebreve - administreret af pengeinstitut
|
| Ledetekst: | Pengeinstituttets ansvar i forbindelse med administration af pantebreve. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I forbindelse med klagernes salg af en restaurant i 1987 udstedtes til klagerne tre løsørepantebreve med pant i restaurantens driftsinventar og driftsmateriel. Pantebrevenes pålydende er henholdsvis 400.000 kr., 275.000 kr. og 200.000 kr. Efter krav fra indklagede, med hvem klagerne havde et engagement, blev pantebrevene håndpantsat til sikkerhed for dette engagement, og således at ydelserne på pantebrevene indgik til indklagede til afvikling af engagementet.
Af pantebrevene fremgik, at debitorerne havde forkøbsret til pantebrevene, samt at disse skulle afvikles med månedlige ydelser hver den første i måneden.
Ved skrivelser af 13. februar 1991 til pantebrevsdebitorerne fremsatte indklagede påkrav vedrørende betaling af pantebrevsydelserne pr. 1. februar 1991. Påkravsskrivelserne er enslydende med undtagelse af ydelsernes størrelse. Af påkravsskrivelserne fremgår bl.a.:
"Vi erindrer Dem herved om, at ydelsen på ovennævnte pantebrev pr. 01.02.91 endnu ikke er betalt.
Restancen udgør kr. 2.333,35 / 3.208,33 / 4.666,67 hertil kommer morarente kr. 17,86 / 24,55 / 35,71 samt påkravsgebyr incl. moms kr. 100,00 / 100,00 / 100,00 i alt kr. 2.451,19 / 3.332,88 / 4.802,38
bedes indbetalt til banken senest 7 dage fra dato.
Såfremt beløbet ikke er indbetalt inden udløbet af denne frist, kan kreditor i henhold til tinglysningslovens § 42 A kræve pantebrevet indfriet."
Ydelserne pr. 1. marts 1991 blev ikke betalt, hvorfor indklagede den 13. marts 1991 fremsendte tre ligelydende påkravsskrivelser, som medtog såvel 1. februar-restancen som 1. marts-restancen. Den 18. marts 1991 betalte debitorerne herefter de forfaldne ydelser.
Ved skrivelse af 9. april 1991 fra klagernes advokat afkrævedes pantebrevsdebitorerne pantebrevenes restgæld under henvisning til, at pantebrevene var forfaldne.
Den 20. juni 1991 indgav klagernes advokat begæring om udlægsforretning for pantebrevenes restgæld på 747.152,51 kr. hos pantebrevsdebitorerne. Ved kendelse af 5. august 1991 afsagt af fogedretten i Herning bestemtes, at udlægsforretningen ikke kunne fremmes som følge af, at påkravsskrivelserne af 13. marts 1991 havde medtaget såvel februar ydelserne som marts ydelserne, og at pantebrevsdebitorernes betaling var sket inden for påkravsfristen. Klagerne pålagdes at betale 5.000 kr. i sagsomkostninger.
Den ene af pantebrevsdebitorerne har under fogedsagen forklaret:
"... at han engang i februar måned 1991 kontaktede [indklagede] med henblik på at finde en ordning vedrørende de tre pantebreve, eventuelt ved at købe pantebrevene op. Han kontaktede banken, som herefter skulle kontakte [klagerne], der boede i Italien. På grund af disse forhandlinger samt nogle likviditetsproblemer blev 1. februar-ydelserne ikke betalt til tiden. Forhandlingerne vedrørende overtagelse af pantebrevene gik lidt langsomt."
Klagerne påkærede kendelsen til Vestre Landsret, idet klagerne samtidig gennem deres advokat tog forbehold overfor indklagede om erstatning. Ved kendelse af 10. oktober 1991 stadfæstede landsretten fogedrettens afgørelse med følgende begrundelse:
"Ifølge tinglysningslovens § 42 a, stk. 2, kan en kreditor kun forlange et pantebrev i fast ejendom indfriet som følge af manglende betaling af renter og afdrag senest 7 dage efter, at skriftligt påkrav herom er afsendt eller fremsat. Påkravet skal udtrykkeligt angive, at kapitalen kan forlanges indfriet, hvis renter og afdrag ikke betales inden fristens udløb. Bestemmelsen kan ifølge stk. 3 ikke ved aftale fraviges til ugunst for debitor. Efter § 47, stk. 3, anvendes reglerne i § 42 a også på pantebreve, der giver underpant i løsøre.
Påkravet af 13. februar 1991 - hvis henvisning til "beløbet" efter en naturlig læsning må angå det beløb, der er opgivet under "i alt kr." - omfatter andre beløb end renter og afdrag, og opfylder således ikke betingelserne i tinglysningslovens § 47, stk. 3, jfr. § 42 a, stk. 2. Undladelse af at betale renter og afdrag indenfor den frist, der er fastsat i påkravet, medfører derfor ikke, at kreditor kan forlange kapitalen betalt."
Klagerne pålagdes ved kendelsen at betale 2.000 kr. i sagsomkostninger.
Klagerne har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale klagerne disses omkostninger i forbindelse med opsigelsen af pantebrevene og behandlingen ved fogedretten og Vestre Landsret samt overtage pantebrevene til kurs pari.
Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at Ankenævnet er kompetent til at behandle sagen, idet kundeforholdet siden 1987 har været et privat kundeforhold. Som følge af de af indklagede udfærdigede ugyldige påkravsskrivelser er klagerne påført tab i forbindelse med pantebrevenes opsigelse og fogedsag. Som følge af at pantebrevene har været misligholdt, vil de være svært omsættelige, da klagerne har pligt til at oplyse om den skete misligholdelse i tilfælde af pantebrevenes salg. Hertil kommer, at den ene af pantebrevsdebitorerne under fogedsagen forklarede, at indklagede opfordrede debitorerne til at foretage skridt til at forsøge at opnå at overtage pantebrevene til favørkurs, og indklagede har opfordret debitorerne til at misligholde pantebrevene.
Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen vedrører et erhvervsengagement, idet indklagede finansierede klagernes drift af restauranten, indtil denne solgtes i 1987. Klagen falder derfor uden for Ankenævnets kompetence, jvf. vedtægternes § 2, stk. 2. Subsidiært bør klagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1, da den til erstatningskravets vurdering nødvendige bevisførelse ikke kan finde sted for Ankenævnet.
Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at det er dokumenteret, at der har været afholdt positive udgifter i forbindelse med fogedsagen, men ikke at klagerne har lidt tab svarende til restgælden på pantebrevene. Det må i denne forbindelse være uden betydning, om der har været forhandlet med pantebrevsdebitorerne om overtagelse af pantebrevene til en bestemt kurs. Det bestrides endvidere, at indklagede har opfordret debitorerne til misligholdelse af pantebrevene.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder, at klagen vedrører et privat kundeforhold, uanset at de omhandlede pantebreve blev udstedt i forbindelse med salget af klagernes restaurant, og uanset at pantebrevene henligger til sikkerhed for klagernes oprindelige erhvervsengagement med indklagede. Ankenævnet anser sig herefter for kompetent til at behandle klagen.
Som følge af de af indklagede udfærdigede påkravsskrivelsers ordlyd har klagerne været afskåret fra at opsige gælden ifølge løsørepantebrevene til fuld indfrielse, hvorfor indklagede bør betale klagerne omkostningerne ved pantebrevenes opsigelse, fogedsagen og kæresagen for landsretten. I mangel af fuldstændige oplysninger om dette beløb fastsættes beløbet skønsmæssigt til 15.000 kr.
Med hensyn til sidste led i klagernes påstand om indklagedes overtagelse af pantebrevene til kurs pari finder Ankenævnet, at en stillingtagen hertil vil forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet, men bør finde sted for domstolene, hvorfor denne del af sagen afvises efter Ankenævnets vedtægters § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Indklagede betaler inden fire uger 15.000 kr. til klagerne. Ankenævnet kan ikke behandle klagen for så vidt angår klagernes krav om indklagedes overtagelse af løsørepantebrevene til kurs pari. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.