Bristede forudsætninger om hovedmandens frigørelse for yderligere gæld.
| Sagsnummer: | 116/1992 |
| Dato: | 25-09-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Niels Bolt Jørgensen, Lars Pedersen |
| Klageemne: |
Kaution - stiftelse
|
| Ledetekst: | Bristede forudsætninger om hovedmandens frigørelse for yderligere gæld. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I forbindelse med at klagerens datter og svigersøn i maj 1987 købte en ejendom, ydede indklagedes Thisted afdeling datteren og svigersønnen et boliglån på 80.000 kr. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.200 kr., første gang den 30. maj 1987.
I forbindelse med at datteren og svigersønnen separeredes foretog parterne en bodeling med skæringsdag den 1. august 1988. Ægtefællernes fælles gæld til indklagede bestod på daværende tidspunkt af restgælden på boliglånet, ialt 73.678,27 kr. samt en kassekredit på 32.649,32 kr. Ifølge bodelingsoverenskomsten skulle svigersønnen overtage boliglånet, medens kassekreditten skulle deles ligeligt mellem parterne.
I skrivelse af 11. oktober 1988 til svigersønnen meddelte dennes advokat, at han havde kontaktet indklagede, som havde erklæret sig indforstået med, at de to lån fordeltes som anført i bodelingsoverenskomsten. Det var imidlertid en betingelse, at der enten blev hjemtaget et nyt kreditforeningslån i forbindelse med afslutningen af en igangværende ombygning, og at provenuet heraf anvendtes til nedbringelse af boliglånet, eller at der blev stillet kaution.
Den 17. august 1989 forhøjedes datterens eksisterende lån i afdelingen med 20.029,45 kr. til ialt 28.430,63 kr. Provenuet anvendtes til indfrielse af halvdelen af den fælles kassekredit. Klageren havde på et tidligere tidspunkt kautioneret for dette lån og kautionerede tillige for forhøjelsen. Datteren blev imidlertid ikke frigivet som meddebitor på boliglånet, idet der hverken blev hjemtaget kreditforeningslån eller stillet kaution for lånet. I marts 1990 blev ejendommen bortsolgt på tvangsauktion, uden at indklagede opnåede dækning for sit tilgodehavende hos debitorerne.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at datteren er frigjort som meddebitor på boliglånet, subsidiært at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor hende.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hun afgav kautionserklæringen i august 1989 på betingelse af, at datteren herefter ikke hæftede for yderligere beløb. Indklagede har desuagtet gjort boliglånet gældende overfor datteren. Klageren finder derfor ikke, at betingelserne for kautionsforpligtelsen er opfyldt, og har anført, at det burde være åbenbart for indklagede, at hun ikke ville påtage sig kautionsforpligtelsen, såfremt datteren ikke derved opnåede at blive frigjort for sin hæftelse for boliglånet.
Indklagede har anført, at det var en betingelse for at frigøre datteren som meddebitor på boliglånet, at der enten blev kautioneret for restgælden på boliglånet, eller at dette blev nedbragt med provenuet af et nyt realkreditlån, der var under optagelse i huset. Datteren overtog sin del af restgælden på kassekreditten, ved at hendes eget engagement blev forhøjet, og klageren kautionerede for denne forhøjelse. Herved blev datteren frigjort for sin hæftelse for hele skylden på kassekreditten. Imidlertid ville datteren ikke tilskøde ejendommen til ægtefællen, før hun var blevet frigjort af indklagede som debitor for boliglånet, medens ægtefællen var tilbageholdende med at færdiggøre arbejdet på huset, der ville kunne udløse kreditforeningslånet, før han fik skøde på huset. Datteren blev derfor ikke frigjort som meddebitor, og i marts 1990 solgtes huset på tvangsauktion. Indklagede har under hele forløbet klart tilkendegivet, at man kun ville frigøre datteren som meddebitor på boliglånet, hvis der enten blev stillet kaution for dette, eller det blev nedbragt med provenuet fra et nyt kreditforeningslån, hvilket bl.a. fremgår af advokatens skrivelse af 11. oktober 1988.
Ankenævnets bemærkninger:
Det må lægges til grund, at indklagede ved forelæggelsen af bodelingsoverenskomsten som betingelse for at frigøre klagerens datter for forpligtelsen som meddebitor for boliglånet stillede krav om, at lånet enten blev nedbragt med provenuet af et nyt kreditforeningslån, eller at der blev stillet kaution for lånet. Det kan på denne baggrund ikke antages, at indklagede i forbindelse med, at klageren i 1989 påtog sig at kautionere for forhøjelsen af datterens lån, har tilkendegivet, at datteren herefter ikke alene ville være frigjort for sin solidariske hæftelse for kassekreditten, men også for sin hæftelse for boliglånet. Selvom dette fra klagerens side måtte have været en forudsætning for påtagelsen af kautionsforpligtelsen, er der ikke grundlag for at fastslå, at indklagede var eller burde have været bekendt hermed. Hverken klagerens principale eller subsidiære påstand kan herefter tages til følge.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.