Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar for, fejlagtig oplysning om datoen for hjemtagelsen af et ejerskiftelån.

Sagsnummer: 42/1999
Dato: 16-06-1999
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Leif Nielsen
Klageemne: Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar for, fejlagtig oplysning om datoen for hjemtagelsen af et ejerskiftelån.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig erstatningsansvar ved at have oplyst en fejlagtig dato for hjemtagelsen af et ejerskiftelån i forbindelse med klagerens køb af en fast ejendom.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale af 12. maj 1998 købte klageren en fast ejendom med overtagelse den 1. oktober 1998.

Købesummen skulle bl.a. berigtiges ved optagelse af et 30-årigt 6% obligationslån på 814.000 kr. i Nykredit. Lånet skulle søges af den medvirkende ejendomsmægler og hjemtages af sælgers pengeinstitut, P. Af købsaftalen fremgår i øvrigt bl.a.:

"Da køber har ønsket at ændre finansieringen af ejendommen, er parterne enige om, at da handlen er indgået til fast aftalt nominel pris, er risikoen for udsving i kursen på det anslåede ejerskiftelån alene købers, da sælgers provenu ændres derved. Kursen på det nye låns obligationer er p.t. 96,15, og såfremt denne kurs falder, er køber forpligtet til at betale sælgers mistede provenu op til kurs 96,15. Såfremt kursen stiger fra 96,15, betaler sælger merprovenuet til køber. Beløbene reguleres over refusionsopgørelsen. Køber opfordres til at kurssikre lånet snarest muligt."

Klageren undlod at kurssikre ejerskiftelånet.

Indklagede har oplyst, at man via klagerens samlever løbende opfordrede til kurssikring af ejerskiftelånet. Mandag den 21. september 1998 blev man kontaktet af P, idet det nu var sidste frist for at kurssikre. Da det ikke var muligt at kontakte klageren telefonisk, anmodede man ved skrivelse af samme dato klageren om at rette henvendelse til afdelingen.

Af indklagedes skrivelse til klageren af 21. september 1998 fremgår følgende:

"På grund af et kraftigt kursskred på de obligationer, som ligger til grund for dit ejerskiftelån, bedes du kontakte mig senest tirsdag den 22.9.98 kl. 14.00 for at træffe aftale om lånet skal kurssikres. Har jeg ikke hørt fra dig, bliver lånet hjemtaget af [P] med kursen den 29.9.98."

Ved skrivelse af 28. september 1998 fremsendte Nykredit meddelelse om udbetaling af lånet til P. Af udbetalingsbrevet fremgår, at lånet var "udbetalt til kurs 93,8500, der er den officielle kurs "alle handler", kl. 17.00 noteret på Københavns Fondsbørs den 25. september 1998 fratrukket 0,10 kurspoint."

Den 29. september 1998 var kursen på de til grund for lånet liggende obligationer 95,90.

Ved skrivelse af 6. november 1998 til indklagede stillede klageren via sin advokat krav om betaling af 16.687 kr., svarende til 2,05 kurspoint (95,90 ÷ 93,85) af 814.000 kr., således at hun blev stillet, som om lånet var hjemtaget til kursen den 29. september 1998 som anført i indklagedes skrivelse af 21. s.m. Indklagede afviste klagerens krav.

Parternes påstande.

Den 26. januar 1999 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 16.687 kr.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at hun i tillid til kursudviklingen ikke reagerede på indklagedes skrivelse af 21. september 1998. På grundlag af skrivelsen kunne hun berettiget forvente, at lånet ville blive hjemtaget til kursen den 29. september 1998. Som følge af, at lånet i stedet blev hjemtaget til kursen den 25. september 1998, har hun lidt et tab på 16.687 kr. Indklagede har afgivet en positiv urigtig oplysning, som har karakter af en tilsikring, og bør derfor erstatte tabet.

Indklagede har anført, at lånesagen blev forestået af P, og at man ikke havde indflydelse på tidspunktet for hjemtagelsen af ejerskiftelånet. Skrivelsen af 21. september 1998 kan ikke betragtes som en indeståelse for hjemtagelsestidspunktet, som man ikke havde indflydelse på. Klagerens manglende reaktion på skrivelsen blev meddelt P, som herefter måtte hjemtage og indfri prioriteter i overensstemmelse med det aftalte i købsaftalen. Når der henses til, at der var tre afviklingsdage på salget af obligationerne, var fredag den 25. september 1998 den seneste dag, der kunne handles, såfremt sælger skulle have provenuet i hænde til indfrielse af eksisterende prioriteter. Ifølge købsaftalen var sælger berettiget til at anvende provenuet til indfrielse af prioriteter, der ikke skulle overtages, hvorfor hjemtagelse af ejerskiftelånet blot var en konsekvens af den købsaftale, klageren havde indgået. Klageren har således ikke lidt noget tab, idet det ikke havde været muligt at handle anderledes. Der er tale om skuffede forventninger, som der ikke kan kræves erstatning for.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer - Lars Lindencrone Petersen, Karin Duerlund og Niels Bolt Jørgensen - udtaler:

I forbindelse med klagerens ejendomskøb skulle ejerskiftelånet søges af den medvirkende ejendomsmægler og hjemtages af sælgers pengeinstitut, mens indklagede alene varetog rådgivningen af klageren med hensyn til kursikring m.v. På den baggrund finder Ankenævnet, at indklagedes skrivelse af 21. september 1998 må forstås således, at lånet forventedes hjemtaget til kursen den 29. s.m., medmindre klageren rettede henvendelse om kurssikring. Ankenævnet finder således ikke, at klageren berettiget kunne lægge til grund, at indklagede, der ikke ekspederede lånesagen, var i stand til at fastslå den nøjagtige hjemtagelsesdato og indestod herfor.

2 medlemmer - Inge Frølich og Leif Nielsen - udtaler:

Indklagedes skrivelse indeholder en ubetinget angivelse af, at ejerskiftelånet ville blive hjemtaget med kursen den 29. september 1998, såfremt klageren ikke forinden havde rettet henvendelse. Vi finder, at klageren berettiget kunne gå ud fra, at lånesagen ville blive ekspederet som anført, og stemmer - da dette ikke skete - derfor for at tage klagen til følge.

Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.