Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af aktier.
| Sagsnummer: | 204/2000 |
| Dato: | 20-02-2001 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Lisbeth Baastrup, Karin Duerlund , Kåre Klein Emtoft, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Værdipapirer - skatteforhold
|
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatningsansvar for beskatning af fortjeneste ved salg af aktier. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede som følge af mangelfuld rådgivning om beskatning af fortjeneste ved salg af aktier har pådraget sig et ansvar over for klageren.
Sagens omstændigheder.
Klageren, der er født i 1917, rettede den 14. maj 1998 personlig henvendelse til indklagedes Lindholm afdeling, der samme dag gennemførte klagerens salg af 379 stk. B-aktier i Schouw Co. til en samlet kursværdi på ca. 240.000 kr. Ved henvendelsen oplyste klageren, at provenuet af aktiesalget skulle anvendes til gaver til hendes seks børn. Provenuet blev fordelt mellem børnene ved at indklagede til hver udstedte en check på ca. 40.000 kr.
Den 26. januar 1999 gennemførte indklagede klagerens salg af 371 stk. B-aktier i Schouw Co. til en samlet kursværdi på ca. 165.000 kr. Provenuet suppleret med midler fra klagerens bankkonti blev som i det forudgående år fordelt mellem klagerens børn, idet indklagede udstedte en check til hver af dem.
Ved skrivelse af 14. marts 2000 fra skatteforvaltningen i klagerens bopælskommune, blev klageren for indkomståret 1998 opkrævet skat af fortjenesten ved aktiesalget den 14. maj 1998, som udgjorde 180.253 kr. Skatten udgjorde 66.851 kr.
Fortjenesten ved salget den 26. januar 1999 udgjorde 105.561 kr. Klageren har beregnet, at dette salg har udløst en beskatning på 36.824 kr.
Parternes påstande.
Den 23. maj 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 103.675 kr. (66.851 kr. + 36.824 kr.).
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun var blevet opmærksom på, at hun havde mulighed for at give sine børn en årlig kontant gave uden skattemæssige konsekvenser for børnene og hende selv. I indkomståret 1998 kunne der gives en gave pr. barn på 42.500 kr.
Indklagede var bekendt med, at provenuet af aktiesalgene skulle anvendes til gaver til børnene.
Indklagede burde have orienteret om, at der kunne ligge en potentiel skattebyrde på de værdipapirer, der ønskedes solgt, og eventuelt være fremkommet med et alternativt forslag til tilvejebringelse af gavebeløbene.
Hun havde tilstrækkelige midler til, at udbetalingen af gaverne kunne være sket uden salg af aktierne.
Indklagede burde i hvert fald have rådet hende til at søge ekstern rådgivning hos f.eks. en revisor.
Såfremt hun havde været bekendt med de skattemæssige konsekvenser af aktiesalgene, ville hun have begrænset størrelsen af gaverne eller slet ikke have udbetalt nogen kontante gaver.
Schouw Co. aktierne havde en speciel betydning for familien på grund af familieskab med grundlæggeren af firmaet. Såfremt hun havde været bekendt med, hvor lidt hun fik ud af salget, ville hun ikke have solgt.
Ved et successivt salg var der ikke kun risiko for kursfald men også chance for kursstigning.
Såfremt aktierne var blevet beholdt kunne arvingerne ved hendes død succedere i hendes skattemæssige situation.
Indklagede har anført, at der var tale om en ren ekspedition, hvor man effektuerede klagerens anmodning om salg af dennes aktier i Schouw Co. Klageren oplyste, at provenuet skulle anvendes til gaver til hendes børn, men bad ikke om rådgivning i forbindelse med salget og bad heller ikke om en vurdering af, om et salg ville være den mest hensigtsmæssige måde at skaffe likviditet til gaverne.
Klageren har ikke lidt noget tab, idet hun, uanset hvornår hun havde valgt at sælge aktierne, ville blive beskattet af aktieavancen.
Aktieindkomstskatten var i 1998 25% af avancer under 35.000 kr. og 40% af avancer herover. I 1999 var grænsen 36.000 kr. Havde klageren valgt slet ikke at sælge aktierne, vil aktierne, når disse falder i arv, dels blive belagt med boafgift minimum 15%, og dels ville der indtræde aktieavancebeskatning efter ovennævnte regler.
Ved at give sine børn de årlige maksimale gavebeløb, kunne klageren dele sit bo på den mest hensigtsmæssige måde, idet børnene undgik at skulle betale gave/boafgift.
Teoretisk kunne klageren have valgt at lade sine aktiesalg styre af 35.000 kr. grænsen (1998) for derved at mindske aktieindkomstskatten til 25%. På den måde ville det have taget klageren 5 år at realisere de gaveafgiftsfrie beløb for 1998 og derefter yderligere 3 år for gavebeløbene i 1999. Udover at der ved successivt salg var en risiko for, at aktiernes kursværdi kunne falde, taler klagerens alder imod, at klageren ville have givet gaverne over en otteårig periode.
Det har formodningen imod sig, at klageren ville have handlet anderledes, såfremt hun havde fået rådgivning om aktieavancebeskatningen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke tilstrækkelig grundlag for at pålægge indklagede erstatningsansvar. Ankenævnet lægger herved navnlig vægt på, at klagerens anmodning om salg af aktierne og udstedelse af gavechecks var af ekspeditionsmæssig karakter, og at der ikke er godtgjort et sådant særligt behov for rådgivning om forhold, der har tilknytning til ekspeditionen, at indklagede på eget initiativ burde have rådgivet om de skattemæssige konsekvenser eller have henvist klageren til ekstern rådgivning.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.