Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Klage afvist på grund af manglende præcisering af påstande og anbringender.

Sagsnummer: 1 /2022
Dato: 22-12-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Jimmy Bak, Karin Duerlund, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne: Afvisning - øvrige spørgsmål
Ledetekst: Klage afvist på grund af manglende præcisering af påstande og anbringender.
Indklagede: Danske Bank, Sydbank og Coop Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører blandt andet overførsel af klagerens midler.

Sagens omstændigheder

Den 18. februar 2022 indgav klageren klage over Danske Bank, Coop Bank og Sydbank.

Klageren anførte i et klageskema af 3. januar 2022:

Sagsfremstilling

Jeg har været kunde i banken siden 1999 og får at vide at min konto og kort spærret og det vil jeg ikke finde mig jeg har overhovedet ikke på noget som helst tidspunkt bedt om at få lukket min konto og vil derfor gerne have at min konto genoprettes samt min pension opsparing og indestående i danske bank overføres til coop bank eller at danske bank genåbner min konto.”

Hvad ønsker du at opnå?

Et erstatningsbeløb på pensionsopsparing og indestående i danske bank skal overføres til coop bank og det skal i dag samt alle posteringer fra 1999 til 2022 sendes til min e-mail fordi jeg skal bruge de papir som dokumentation for misligholdelse af bankens forpligtigelser overfor kunden hvis ikke der bliver oprette en afklaring inden 2 dage så lægger jeg sag an i retten det kan simpelt ikke være rigtig at vi som bruger banken dagligt og har gjort det i mange år lige pludselige ikke kan få adgang til vores konto og investeringer og pensionsopsparinger”

I endnu et klageskema af 17. februar 2022 anførte klageren:

Sagsfremstilling

Klage over afgørelse af min privat bank konto jeg ønsker sagen genåbnet da der er tegn på brud på privatlivs betingelserne iflg. min aftale med danske bank.

Hvad ønsker du at opnå?

Erstatning af samtlige posteringer på konto udbetalt til en anden bank konto samt en kopi af samtlige posteringer og transaktioner fra perioden 1999/2021 som skal bruges til dokumentation for åbning af en anden bank konto.”

Under sagens forberedelse har Ankenævnets sekretariat flere gange skriftligt anmodet klageren om at præcisere sin påstand og sine anbringender for hver af de tre pengeinstitutter. Sekretariatet har forgæves forsøgt at kontakte klageren telefonisk og har bedt klageren kontakte sekretariatet.

Ved brev af 20. april 2022 til klageren skrev Sekretariatet blandt andet:

”… Hvis vi ikke hører fra dig inden to uger, vil sagen blive lagt til Ankenævnet til afgørelse på det foreliggende grundlag. Der vil i så fald være stor risiko for, at Ankenævnet vil afvise at behandle din klage som følge af din manglende præcisering af, hvad du klager over, og hvad du ønsker at opnå i forhold til hvert enkelt pengeinstitut.”

Den 23. juni 2022 oplyste klageren skriftligt til Sekretariatet:

”Den anklagede kræver erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og Dokumentation for alle transaktioner som bevis for virksomhedens udlæg.”

Parternes påstande

I klagen har klageren blandt andet anført, at han ønsker at opnå følgende: ”Erstatning af samtlige posteringer på konto udbetalt til en anden bank konto samt en kopi af samtlige posteringer og transaktioner fra perioden 1999/2021 som skal bruges til dokumentation for åbning af en anden bank konto.”

Danske Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Coop Bank har nedlagt påstand om afvisning.

Sydbank har nedlagt påstand om afvisning.

Parternes argumenter

Danske Bank har anført, at klageren ikke forud for sin klage til Ankenævnet har klaget til den klageansvarlige i banken, hvorfor sagen bør afvises, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 1.

Såfremt Ankenævnet afviser klagen, vil banken række ud til klageren med henblik på at forstå, hvad sagen drejer sig om, således at den klageansvarlige enhed kan tage stilling til klagerens indsigelser.

Såfremt sagen ikke afvises ønskes en uddybning af klagerens indsigelser. I relation til klageskemaet af 17. februar 2022 ønskes det oplyst, hvilke faktiske omstændigheder og hvilke aftalevilkår klageren henviser til, når det anføres, at ”der er tegn på brud på privatlivs betingelserne ifl. min aftale med danske bank”.

I relation til klageskemaet af 3. januar 2022 ønskes det oplyst, præcis hvad klageren klager over, samt de faktiske omstændigheder i relation til det der klages over.

Coop Bank har anført, at sagen bør afvises.

Det er ud fra klageskemaerne uklart, hvad klageren ønsker at opnå i forhold til banken.

Klageren har ikke forudgående rettet henvendelse til den klageansvarlige i banken. Banken har ikke registreret henvendelser eller andet fra klageren, der er udtryk for en økonomisk tvist mellem klageren og banken.

Banken vil gerne forsøge at hjælpe klageren, hvis klageren retter henvendelse til den klageansvarlige i banken.

Sydbank har anført, at banken ikke har været involveret i sagen, og at klageren ikke tidligere har henvendt sig til banken vedrørende klagen.

Det er uklart, hvad klagen ønsker at klage over i forhold til Sydbank.

Sagen bør afvises, da klageren ikke forudgående har klaget til banken, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 1.

Ud fra klagerens beskrivelse, for så vidt angår Sydbank, vedrører klagen heller ikke et økonomisk mellemværende. Derfor skal sagen også afvises efter § 5, stk. 3, nr. 2, i Ankenævnets vedtægter.

Ankenævnets bemærkninger

Da klageren trods opfordring ikke har konkretiseret, hvad han klager over i forhold til de enkelte pengeinstitutter, og hvad han ønsker at opnå i forhold til hvert enkelt pengeinstitut, og da det ikke er muligt at behandle klagen på det foreliggende grundlag, foreligger der sådanne særlige grunde, at sagen ikke er egnet til behandling i Ankenævnet.

Ankenævnet afviser derfor at behandle klagen, jf. Ankenævnets vedtægter § 5, stk. 3, nr. 4.

Ankenævnets afgørelse

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klageren får klagegebyret tilbage.