Ved gældsbrev af 3. oktober 1986 ydede den daværende Privatbanken, Dianalund afdeling klageren et billån på 115.000 kr. Det var i udlånskontrakten anført, at renten på lånet for tiden var 12,5% p.a., og at lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 2.275 kr., første gang den 30. oktober 1986. Det var i lånedokumentet anført:
"Hvis rentesatsen ikke ændres er lånet tilbagebetalt efter 6 år og 0 måneder.
.......
Renten af lånet beregnes efter bankens til enhver tid gældende satser for lån til private."
Som følge af at det pengeinstitut, der oprindeligt havde ydet klageren billånet, blev fusioneret med to andre pengeinstitutter til Unibank (indklagede), ændredes betegnelsen på klagerens billån fra "Det gyldne Autolån" til "Billån". Ændringen fremgik af kontooversigten pr. 31. december 1991.
Efter at klageren havde rettet henvendelse til afdelingen vedrørende størrelsen af renten, nedsatte indklagede med virkning fra 15. november 1992, hvor restgælden udgjorde 5.930,49 kr., renten med 4%.
Indklagede har oplyst, at ultimorenten på klagerens lån har udviklet sig således:
1986 13,0%
I den tilsvarende periode oplyser indklagede, at produktrentesatsen har udviklet sig således:
1986-1987 +1%
Det fremgår af årlige kontooversigter fremsendt til klageren, hvorledes lånets restgæld har udviklet sig, ligesom lånets ultimorentesats er anført fra 1989.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at ændre rentesatsen på klagerens lån med tilbagevirkende kraft.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at afdelingen ved hans henvendelse om rentens størrelse gav ham medhold i, at renten var for høj, hvorfor renten blev nedsat. Klageren er af den opfattelse, at lånet i forbindelse med konverteringen af det oprindelige billån til et af indklagedes nye produkt blev pålagt en uberettiget renteforhøjelse, som tillige har medført en forlænget løbetid, ligesom han har en formodning om, at nye billån er blevet tilbudt til en lavere rente i låneperioden.
Indklagede har anført, at rentesatsen på "Det gyldne Autolån" blev fastlagt indenfor et interval, der på etableringstidspunktet lå mellem 13,5% og 11,5%. Klagerens lån blev således lagt midt i intervallet. Herefter har klagerens lån i hele perioden fulgt den generelle udvikling i renten på det pågældende låneprodukt, der efter fusionen blev konverteret til et nyt fællesprodukt hos indklagede. Rentenedsættelsen pr. 15. november 1992 skete kulancemæssigt og kan derfor ikke danne grundlag for klagerens krav. Konverteringen betyder alene, at låneproduktet har fået et nyt navn. Rentereguleringen på lånet er herefter sket i overensstemmelse med den generelle udvikling for billånsproduktet.
Ankenævnets bemærkninger:
Det fremgår af lånedokumentet, at renten er variabel, og at løbetiden er angivet under betingelse af, at renten ikke ændres. Efter indklagedes oplysninger lægges det til grund, at renteændringerne vedrørende klagerens lån stort set har fulgt de generelle renteændringer for tilsvarende lån, der udbydes af indklagede. Som følge heraf