Indsigelse mod hæftelse.
| Sagsnummer: | 112 /2000 |
| Dato: | 26-06-2000 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Kåre Klein Emtoft, Jette Kammer Jensen, Bjarne Lau Pedersen, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - hæftelse
Forældelse - udlån |
| Ledetekst: | Indsigelse mod hæftelse. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne klage vedrører spørgsmålet, om klageren, der i 1988 kautionerede for et lån ydet af indklagede, fortsat er bundet af kautionsforpligtelsen.
Sagens omstændigheder.
Ved underskrift på gældsbrev af 21. oktober 1988 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for et billån på 41.033 kr., som indklagede ydede en kunde, D. Lånet skulle afvikles med en månedlig ydelse på 1.500 kr. første gang den 1. december 1988. Lånet blev desuden sikret ved håndpant i et løsøreejerpantebrev på 30.000 kr. i D's bil.
Lånet blev misligholdt, og bilen blev solgt for kontant 20.000 kr., som blev indbetalt på lånet.
Ved skrivelse af 23. februar 1990 til debitor opgjorde indklagede lånets restgæld til 23.683,78 kr. Samtidig blev den automatiske rentetilskrivning på lånet stoppet.
Ved anbefalet skrivelse af 25. januar 1991 anmodede indklagede klageren om at indfri lånet, som inkl. renter til den 20. december 1990 blev opgjort til 27.054,74 kr. Skrivelsen blev fremsendt til den adresse, som i gældsbrevet var anført som klagerens. Klageren var imidlertid fraflyttet adressen den 15. januar 1990 og modtog derfor ikke skrivelsen.
Indklagede har oplyst, at skrivelsen blev returneret af postvæsenet som uanbringelig med påtegningen "flyttet, hvor hen vides ikke", og at man fortsat er i besiddelse af kuverten og den originale skrivelse.
Ved retten i Sønderborg fik indklagede den 26. februar 1991 udlæg for sit samlede tilgodehavende hos D i dennes eventuelle krav mod en tredjemand, hvorom der verserede retssag. D tabte retssagen, hvori der blev afsagt dom den 5. juli 1991 ved retten i Åbenrå.
Den 19. marts 1999 fremsendte indklagede en udskrift til klageren vedrørende en konto, hvoraf der fremgik en negativ saldo på 27.054,74 kr. Klageren rettede telefonisk henvendelse til indklagede, som ikke fremkom med nærmere oplysninger om baggrunden for beløbet.
Den 2. januar 2000 fremsendte indklagede en ny kontoudskrift, hvoraf de 27.054,74 kr. fremgik.
Ved skrivelse af 22. februar 2000 meddelte klageren, at hun ikke mente at skylde indklagede noget.
Ved skrivelse af 25. februar 2000 fastholdt indklagede sit krav, og den 9. marts 2000 fremsendte indklagede en kopi af gældsbrevet af 21. oktober 1988 og af skrivelsen af 25. januar 1991 til klageren.
Parternes påstande.
Den 13. marts 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at hun siden lånets etablering hverken har modtaget oplysning om låneforholdet eller om kravet mod hende. Hun er hverken blevet tilbudt en overtagelse af lånet eller af bilen.
Hun havde således en berettiget forventning om, at hun ikke skyldte indklagede noget.
På baggrund af den aftalte afvikling må det antages, at restgælden er mindre end anført af indklagede.
Indklagede har anført, at man efter forgæves at have forsøgt at kontakte klageren ved skrivelsen af 25. januar 1991 henlagde sagen med henblik på at afvente udfaldet af retssagen.
Det er berettiget på ny at søge kravet inddrevet, hvilket er sket inden forældelsesfristens udløb.
Det accepteres, at klageren kan frigøre sig ved betaling af de 27.054,74 kr. Alternativt udgør kravet 23.683,78 kr. med tillæg af 5 års rente.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder, at indklagede med fremsendelsen af den anbefalede skrivelse af 25. januar 1991 til klageren har givet denne meddelelse om misligholdelsen af lånet, jf. bank- og sparekasselovens § 41, selv om klageren ikke har modtaget skrivelsen. Ankenævnet har herved lagt vægt på, at skrivelsen blev fremsendt til den af klageren senest oplyste adresse.
Lånet var misligholdt i hvert fald den 23. februar 1990, hvor restgælden på lånet udgjorde 23.683,78 kr., og hvor indklagede stoppede den automatiske rentetilskrivning. Indklagede har således ikke givet klageren meddelelse om misligholdelsen inden for den i bank- og sparekasseloven § 41 fastsatte frist på 6 måneder. Ankenævnet finder imidlertid ikke grundlag for at fastslå, at klagerens regreskrav mod debitor herved er blevet forringet.
Det nu rejste krav om betaling af 27.054,74 kr. eller alternativt 23.683,78 kr. med tillæg af 5 års renter til indfrielse af kautionen er ikke forældet, og Ankenævnet finder ikke, at indklagede ved i en årrække at have undladt at inddrive kravet, har bibragt klageren en berettiget forventning om, at kravet var bortfaldet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.