Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for gæld.

Indledning

Denne sag vedrører klagernes indsigelser mod en gæld til Nordea Bank.

Sagens omstændigheder

Klagerne, M og hans tidligere ægtefælle H, var kunder i Nordea Bank. H er repræsenteret af M i forbindelse med klagen.

Til brug for erhvervelse og opførelse af en ejendom optog klagerne i december 1996 et boliglån -434 på 325.000 kr. i banken, jf. gældsbrev af 27. december 1996. I marts 2001 blev lånet forhøjet til 370.628,19 kr., jf. gældsbrev af 22. marts 2001. I februar 2002 blev lånet forhøjet til 381.922,41 kr., jf. udateret gældsbrev underskrevet af klagerne.

I februar 2002 optog klagerne yderligere et boliglån -377 på 92.653,06 kr. i banken, jf. udateret gældsbrev underskrevet af klagerne.

Klagernes ejendom blev endvidere finansieret med et realkreditlån i Nordea Kredit. Banken afgav i den forbindelse en garanti på 25 % af lånet over for Nordea Kredit.

Klagerne overholdt ikke afviklingen af lånene. Den 30. oktober 2003 gav klagerne banken en fuldmagt til at sælge deres ejendom til en mindstepris på 1,7 mio. kr.

Den 21. januar 2004 blev ejendommen solgt for en købesum på 2,1 mio. kr., der blev berigtiget ved købernes overtagelse af indestående prioritetsgæld på 1.550.962 kr. og betaling af en kontant købesum på 594.038 kr.

Der var tale om en underskudshandel, idet købesummen ikke gav fuld dækning til alle prioriteter/hæftelser i ejendommen. Nordea Bank betalte 188.432,38 kr. under garantien til Nordea Kredit. Banken afkrævede klagerne beløbet ved at hæve dette på M’s grundkonto -226, der fungerede som betalingskonto for ejendommens udgifter.

Den kontante købesum på 594.038 kr. blev den 22. januar 2004 indsat på en deponeringskonto -605 i banken. Efter betaling af udgifterne i forbindelse med ejendomshandlen blev boliglån -377 den 15. april 2004 indfriet med 92.845,38 kr., grundkonto -226 blev den 15. april 2004 indfriet med 229.647,11 kr. og boliglån -434 blev 15. april 2004 nedbragt med 143.448,94 kr.

Gælden på boliglån -434 udgjorde herefter 240.828,93 kr. Den automatiske renteberegning på boliglånet blev stoppet, og restgælden blev af regnskabsmæssige grunde overført til en fordringskonto -344. Efter at der i juni 2004 blev indbetalt to beløb på fordringskonto -344, udgjorde restgælden 216.939,20 kr. eksklusive renter.

Restgælden på fordringskonto -344 på 216.939,20 kr. eksklusive renter fremgik herefter af klagernes årsopgørelser fra banken. Banken har blandt andet fremlagt årsopgørelser til klagerne for 2006 og årsopgørelse til M for 2007.

Herudover har banken fremlagt et brev af 14. december 2007 fra banken til H, hvori banken erindrede om gælden og bad hende kontakte banken for at aftale en afvikling.

Den 6. februar 2009 skrev banken til M, at den ville tage retslige skridt og fremme sagen i fogedretten, da den ikke havde modtaget dokumentation for hans økonomiske forhold.

Den 8. juni 2009 blev M erklæret konkurs. Den 18. juni 2009 anmeldte banken sit tilgodehavende hos M på 216.939,20 samt renter heraf, i alt 458.480,92 kr. i konkursboet.

På et ikke oplyst tidspunkt blev der indledt gældssanering for M, og banken anmeldte den 5. januar 2010 sit tilgodehavende hos M i den forbindelse. Efterfølgende trak M gældssaneringsansøgningen tilbage.

Klageren har fremlagt et brev af 19. december 2011 fra Experian (tidligere RKI Kreditinformation) til Datatilsynet, hvoraf fremgår, at Experian på daværende tidspunkt slettede oplysning om M’s konkurs og bankens tilgodehavende hos M.

Den 7. august 2012 skrev banken til M, at den på grund af M’s konkurs og efterfølgende ansøgning om gældssanering, havde valgt at undlade at sende sagen i fogedretten.

Efter klagens indgivelse til Ankenævnet har banken opgjort klagernes gæld pr. den 9. december 2014 (inklusive tre års renter) til 348.642,17 kr.

Parternes påstande

Den 24. januar 2014 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal fjerne den gæld, som hvert år fremgår af deres årsopgørelser, og at banken skal betale erstatning.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at der på deres årsopgørelser fra banken hvert år siden salget af deres ejendom er fremgået en gæld til banken. Igennem de sidste ti år har de gjort banken opmærksom på, at de ikke skylder noget beløb, og at den må gå til domstolene med kravet.

Hvis banken vælger at gå til domstolene, vil de hver gøre et modkrav gældende over for banken på 1 mio. kr. som følge af mangelfuld rådgivning i forbindelse med opførelsen af ejendommen i 1996 og salget i 2004.

Byggeriet blev sat i gang på et fejlagtigt grundlag for at hjælpe entreprenøren, der dengang var kunde i banken.

Banken stillede krav om afhændelse af ejendommen enten på tvangsauktion eller via salgsfuldmagt til banken. Salgsfuldmagten blev underskrevet under tvang/pres på et tidspunkt, hvor M var syg og ude af stand til at overskue noget som helst.

Dokumenterne vedrørende lånene, som banken henviser til, er udgået i forbindelse med salget af ejendommen. Kravet på 216.939,20 kr. vedrører en fordringskonto -344, og beløbet er på intet tidspunkt accepteret eller underskrevet af dem og har ingen juridisk forbindelse til de underskrevne gældsbreve og de heri indeholdte tvangsfuldbyrdelsesklausuler.

Denne ”afregningskonto” blev etableret i forbindelse med salget af ejendommen, og saldoen består af mange forskellige beløb, som ikke bare kan henføres til et specifikt lån. Bevægelserne på kontoen er uigennemsigtige, idet det reelt ikke kan ses, hvordan saldoen fremkommer. Saldoen repræsenterer ligeledes et tab på 590.000 kr., som banken påførte dem i forbindelse med ejendomssalget. Saldoen må i øvrigt være omfattet af den treårige forældelsesfrist, idet den består af almindelige fordringer.

På trods af at banken i 2009 oplyste, at den ville tage retslige skridt og fremme sagen i fogedretten, har den intet foretaget sig for at få afsluttet sagen.

Herudover har Experian (tidligere RKI Kreditinformation) rejst tvivl om den juridiske gyldighed af bankens krav og som følge heraf slettet registreringen af fordringen.

De har inden for de sidste ti år alene modtaget én rykker vedrørende beløbet, ellers har banken intet gjort for at indkassere beløbet udover at oplyse om det på årsopgørelsen.

Bankens inkassoafdeling har oplyst, at banken ikke vil foretage sig yderligere i sagen. Trods dette fortsætter banken med at indberette beløbet til SKAT, så det fremgår af årsopgørelsen. Så længe banken bliver ved med at foretage denne indberetning, bliver de økonomisk belastet heraf og har ikke mulighed for at ”komme videre”. Det er uacceptabelt, at banken bare ”passivt” kan fortsætte indberetningen af beløbet til SKAT og så vente på, at de dør, hvorefter der ingen er til at gøre indsigelser og modkrav gældende.

Bankens passivitet har medført alvorlige konsekvenser for dem, og denne passivitet og utilgivelige adfærd bør banken erstatte med 500.000 kr. til dem hver for svie og smerte, svarende til 50.000 kr. pr. år i ti år.

Nordea Bank har anført, at gælden på 216.939,20 kr. eksklusive renter udgør restgælden på boliglån -434 efter salget af klagernes ejendom og betaling af udgifterne i forbindelse med ejendomshandlen og indfrielse af en del af klagernes øvrige engagement i banken, jf. de af banken fremlagte kontoudskrifter og bilag.

I 2004 blev den automatiske renteberegning på boliglån -434 stoppet, og restgælden på lånet blev af regnskabsmæssige grunde overført til en fordringskonto -344.

Gældsbrevene, senest gældsbrevet fra februar 2002 vedrørende forhøjelse af lån -434 til 381.922,41 kr., indeholder en tvangsfuldbyrdelsesklausul, og banken kan derfor vælge at indbringe sagen for fogedretten med henblik på en tvangsfuldbyrdelse af kravet. Dette har banken dog undladt på grund af M’s konkurs.

Banken har i 2006 og 2007 sendt forældelsesafbrydende breve til klagerne. Bankens fordring er derfor ikke forældet.

Sletning af bankens krav i Experian (RKI Kreditinformation) skete ikke, fordi banken ikke havde et retligt grundlag for kravet, men fordi Experian stiller krav om, at en registrering forudsætter, at sagen kommer til ”offentligt kendskab” og dermed har været foretaget i fogedretten.

Bankens tilgodehavende hos klagerne udgjorde pr. den 9. december 2014 348.642,17 kr. Banken vil ikke eftergive gælden, hvilket den flere gange har meddelt klagerne. I henhold til skattekontrollovens § 8 P er banken derfor forpligtet til at indberette klagernes gæld til banken til SKAT.

Banken bestrider, at den har handlet erstatningspådragende over for klagerne, og at klagerne har et modkrav over for banken. Den kan ikke genkende nogen af klagernes indsigelser, og de har heller ikke dokumenteret disse indsigelser.

Af de ovennævnte grunde er klagerne heller ikke berettiget til en erstatning for svie og smerte.

Ankenævnets bemærkninger

Restgælden på boliglån -434 udgjorde ifølge bankens oplysninger 216.939,20 kr. eksklusive renter efter en delindfrielse af boliglånet i foråret 2004 i forbindelse med salget af klagernes ejendom og en efterfølgende nedbringelse af gælden i juni 2004. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens opgørelse i forbindelse med salget af ejendommen, der understøttes af kontoudskrifter samt dokumentation for en række af udgifterne. Ankenævnet lægger grund, at det opgjorte beløb udgør restgælden på boliglån -434. Det kan ikke tillægges betydning, at beløbet af regnskabsmæssige grunde blev overført til en fordringskonto -344.

Banken har i forbindelse med klagens indgivelse til Ankenævnet opgjort klagernes gæld til banken med tillæg af tre års renter pr. den 9. december 2014 til 348.642,17 kr. Ankenævnet finder ikke grundlag for at tilsidesætte bankens renteberegning.

Bankens krav opgjort til 348.642,17 med tillæg af tre års renter, kan ikke anses for at være forældet eller bortfaldet ved passivitet. Det bemærkes herved, at det er bankens valg, om man vil foretage retlige skridt mod en debitor med henblik på at inddrive gæld. Ankenævnet kan heller ikke på andet grundlag pålægge banken at acceptere, at gælden slettes.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken har handlet ansvarspådragende i forbindelse med byggesagen eller, at banken skulle have lagt et utilbørligt pres på klagerne i forbindelse med ejendomssalget. Ankenævnet bemærker endvidere, at et eventuelt erstatningskrav mod banken for rådgivning ydet i 2003/2004 eller tidligere på nuværende tidspunkt må anses for at være forældet.

Ankenævnet kan heller ikke pålægge banken at betale erstatning for svie og smerte.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.