Afgørelse

Personlig fordring. Forældelse. Nedsættelse efter rpl. § 578.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i marts 1986 klagerens daværende ejendom på tvangsauktion for et bud på 356.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 461.936 kr., som fordeltes med 376.232 kr. i kolonne 2 og 85.704 kr. i kolonne 3. Instituttet videresolgte pr. 1. november 1986 ejendommen bl.a. med overtagelse af de to indestående lån. I maj 1997 gjorde instituttet en personlig fordring på 94.415 kr. gældende over for klageren. Til dette beløb skulle lægges en årlig rente på 9 pct. i fem år. Klagerens revisor protesterede efterfølgende forgæves over kravet.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne gøre et krav gældende mod ham. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt ikke, at klageren ud fra en passivitetsbetragtning kunne fritages for sine forpligtelser eller kunne kræve fordringen yderligere nedsat, jf. retsplejelovens § 578. Flertallet fandt, at fordringen måtte opdeles i restgæld, afdrag, renter og bidrag, og at der for restgæld og afdrag gjaldt en 20-årig forældelsesfrist, mens der for forfaldne rentekrav m.v. gjaldt en forældelsesfrist på 5 år, idet der ikke for de sidstnævnte krav var tilvejebragt et særligt retsgrundlag. Flertallet fandt endvidere, at det måtte påhvile instituttet at godtgøre, at det rejste krav ikke var helt eller delvist forældet. Som sagen var oplyst, kunne det ifølge flertallet ikke udelukkes, at instituttet, der som enepanthaver efter tvangsauktionen havde kunnet råde over fordelingen af budsummen, forlods havde anvendt denne og overskudet fra videresalget til dækning af restgælden. Instituttets restfordring bestod i så fald til dels af renter og bidrag, som var forældede efter 1908-loven. Mindretallet var enige i flertallets synspunkter om forældelsesregler, men fandt i mangel af holdepunkter for andet, at budet, så langt det rakte, skulle anvendes til dækning af hæftelserne i prioritetsordenen, og for det delvist dækkede lån fordeles forholdsmæssigt på restgæld (og afdrag) og renter (og bidrag). Afgørelsen blev truffet efter stemmeflertallet, og instituttet blev derfor tilpligtet at anerkende, at instituttet kun kunne gøre et krav gældende mod klageren i det omfang, instituttet kunne godtgøre, at kravet bestod af udækket restgæld i kolonne 2 eller afdrag i kolonne 3. Det således opgjorte krav skulle forrentes med 9 pct. p.a. fra 5 år fra klagens indbringelse for Realkreditankenævnet, og indtil betaling sker.