Beregning af lånetilbud. Indfrielseskurs.
| Sagsnummer: | 9809111/1998 |
| Dato: | 04-10-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Bent Olufsen, Mette Reissmann, Per Englyst og Torben Gjede |
| Klageemne: |
Indfrielse - kurs
Beregning - indfrielse |
| Ledetekst: | Beregning af lånetilbud. Indfrielseskurs. |
| Indklagede: | Nykredit A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som PDF |
| Realkreditinstitutter |
I klagerens ejendom indestod et lån til realkreditinstitut 1. Det indklagede realkreditinstitut 2 afgav i november 1996 og i august 1997 lånetilbud til klageren vedrørende dels omlægning af det indestående lån til institut 1, dels finansiering af en ombygning af ejendommen. Lånetilbudene indeholdt et budget, hvori blandt andet indgik et anslået beløb på 467.000 kr. til indfrielse af lånet til institut 1. Det tilbudte lån blev i september 1997 udbetalt ved overførsel af lånets obligationer til Værdipapircentralen. Klagerens pengeinstitut opkøbte i september 1997 obligationer til indfrielse af lånet til institut 1 med et beløb på 491.305 kr. Klageren bad i oktober 1997 institut 2 om at redegøre for, hvorfor låneomlægningen havde ført til et overskydende provenu, som var ca. 24.000 kr. lavere end beregnet.
Institut 2 henviste i november 1997 til, at det lavere provenu skyldtes at indfrielseskursen på lånet til institut 1 var steget fra kurs 85 til kurs 91,55, og at risikoen for kursændringer netop var begrundelsen for, at beløbet i lånetilbudet var anført som "anslået". Institut 2 tilbød at yde klageren et supplerende lån, så han opnåede det ønskede provenu.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at institut 2 skulle yde ham en erstatning på 143.007 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Som sagen var oplyst, lagde Nævnet til grund, at institut 2 i sit første lånetilbud af den 1. november 1996 havde lagt den på daværende tidspunkt korrekte indfrielseskurs for lånet til institut 1 til grund ved opstillingen af budgettet i lånetilbudet, men at institut 2 ikke ved revisionen af lånetilbudet den 22. august 1997 foretog en opdatering af indfrielseskursen vedrørende lånet til institut 1. Uanset at beløbet til indfrielse af lånet i institut 1 var angivet som anslået og i hele kroner, fandt Nævnet, at institut 2´s rådgivning havde været mangelfuld. Nævnet fandt imidlertid ikke, at klageren havde lidt et tab som følge af den mangelfulde rådgivning, og Nævnet kunne heller ikke på andet grundlag give klageren medhold i kravet mod institut 2 på 143.007 kr. Derimod fandt Nævnet, at institut 2 som følge af den mangelfulde rådgivning ikke kunne gøre krav på vederlag i forbindelse med lånesagen og derfor var forpligtet til at tilbagebetale lånesagsgebyret på 2.000 kr. til klageren.