Afgørelse

Personlig fordring. Forlig.

Det indklagede realkreditinstitut overtog i marts 1991 klagerens daværende ejerlejlighed på tvangsauktion for et bud på 150.000 kr. Instituttets fordring var på tvangsauktionen opgjort til i alt 481.655 kr. Instituttet videresolgte pr. 1. februar 1994 ejerlejligheden for en nominel pris på 323.000 kr. I september 1995 gjorde instituttet en personlig fordring på 264.555 kr. gældende over for klageren. Efter forhandlinger mellem parterne blev der indgået en akkordaftale, hvorefter kravet blev nedsat til 185.000 kr., som skulle afdrages på nærmere fastsatte betingelser. Samtidig ydede instituttet lån i en ejendom, som tilhørte et anpartsselskab, hvori klageren var direktør. Lånet til anpartsselskabet blev betinget af indgåelsen af akkordaftalen. Instituttet afslog i maj 1997 at yde yderligere lån til anpartsselskabet, hvilket klageren betragtede som bristende forudsætninger for akkordaftalen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet var uberettiget til at gøre et personligt gældsansvar på 185.500 kr. gældende over for ham, og at instituttet var forpligtet til at tilbagebetale ham 106.000 kr. med tillæg af renter til tilbagebetaling finder sted. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet lagde efter det oplyste til grund, at instituttet som følge af tvangsauktionen havde haft et tab på mindst 185.000 kr. Parterne indgik i 1995 forlig blandt andet om, at instituttets krav fastsattes til 185.000 kr., og at dette beløb skulle afdrages efter nærmere aftale. Det blev endvidere gjort til en betingelse for bevilling af et ejerskiftelån i en ejendom, der ejedes af et anpartsselskab, hvori klageren var direktør, at forliget blev indgået. Efter Nævnets opfattelse havde klageren ikke anført omstændigheder vedrørende forligets indgåelse eller efterfølgende omstændigheder, der kunne begrunde, at han helt eller delvis skulle kunne fritages for sine forpligtelser efter forliget. Nævnet frifandt derfor realkreditinstituttet.