Afgørelse

SAGENS OMSTÆNDIGHEDER:

Klageren ejer en ejendom, hvori der blandt andet indestod to kontantlån til det indklagede realkreditinstitut på oprindelig henholdsvis 140.300 kr. (lån 1) og 133.700 kr. (lån 2).

De for indklagedes lån udstedte pantebreve indeholder på side 1 en rektaklausul med følgende ordlyd:

"Dette pantebrev kan ikke overdrages til eje eller pant eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning."

Pantebrevene, brevsformular bestemmelse:

som  er  oprettet  på  justitsministeriets  pante­ B,  indeholder    på  side    3 endvidere  følgende

Af indklagedes vedtægter fremgår blandt andet følgende:

"Særlige regler vedrørende selskabets virksomhed

§ 32

Stk. 2. De til selskabet til sikkerhed for realkreditlån udstedte pantebreve skal være ikke-negotiable og uoverdragelige..."

Af tinglysningslovens§ 11, stk. 2, fremgår følgende:

Stk. 2. Til udslettelse af pantebreve kræves enten fremlæggelse af selve dokumentet i kvitteret stand eller bevis for, at panteretten er ophørt ifølge retsbeslutning. Pantebreve til statskassen og de af staten etablerede låneinstitutioner samt realkreditinstitutter, der er godkendt af staten,(80) kan dog efter dommerens bestemmelse udslettes mod kvittering af den ifølge tingbogen berettigede."

Af den i Karnov tilknyttede note nummer 80 fremgår følgende:

"Ordlyden er ved L 1973 277 blevet tilpasset den ny realkreditstruktur. Omfattet er navnlig pantebreve til realkreditinstitutter, der er omfattet af realkreditloven. I modsætning til de tidl. kredit- og hypotekforningslove udelukker realkreditloven ikke, at pantebrevene kan omsættes, men da man i almindelighed kan se bort herfra i praksis, kan udslettelse ske på grundlag af løs kvittering, såfremt tinglysningsdommeren finder det forsvarligt."

Af Stempellovens§ 62 fremgår blandt andet følgende:

"§ 62.     Stempelfri er dokumenter om.•.

3. lån i realkreditinstitutter•.• for så vidt lånets løbetid er mindst 10 år og højst 30 år og lånet har direkte pant i fast ejendom..., når lånet optages til indfrielse af tilsvarende lån.•."

Ved telefax 31. juli 1997 opsagde klageren lån 2 til indfrielse pr. 1. januar 1997. Klageren rettede ved brev af 26. december 1996 henvendelse til indklagede. Af brevet fremgår blandt andet følgende:

".••Nævnte lån er opsagt til indfrielse pr. 1. januar 1997. I den forbindelse har jeg gennem •..(pengeinstituttet)... bedt om at få det eksisterende pantebrev omdannet til et ejerpantebrev.

Anmodningen er sket med baggrund i Stempellovens paragraf 62 stk. 1. nr. 3 samt dom fra Østre Landsret. I nævnte dom fandt retten, at klausulen savnede mening, når gælden var indfriet. Det eksisterende pantebrev kunne herefter omdannes til et ejerpantebrev alene med påtegning herom.

Samme opfattelse har mit pengeinstituts jurister.

Imidlertid har I i brev af 17. december meddelt ••.(pengeinstituttet)..., at

...(indklagede)... ikke er forpligtet til at transportere pantebrevet til debitor. Begrundelsen er, at I mister de begunstigelser, der ligger i pantebrevets rektaklasul.

I og med at jeg indfrier al min gæld til ...(indklagede)... har jeg svært ved at se, at I mister nogen begunstigelser overhovedet.

Inden I aflyser mit pantebrev, vil jeg bede jer overveje sagen påny. Afgørelsen bedes meddelt skriftligt med klagevejledning, idet jeg agter at indbringe et eventuelt afslag for ankenævnet. Samtidig vil jeg kræve, at I holder mig omkostningsfri i forbindelse med etablering af et helt nyt ejerpantebrev på 133.700 kr. Dette i tilfælde af, at det nuværende bliver aflyst forinden...."

Den 10. januar 1997 fremsendte indklagede indfrielseskvittering, det kvitterede pantebrev og aflysningsgenpart til klagerens pengeinstitut. Klageren indbragte herefter sagen for Real­ kreditankenævnet.

PARTERNES PÅSTANDE:

Klageren påstår indklagede tilpligtet at betale ham det mistede stempelbeløb på 1,5 pct. af 160.679,50 kr. med rente fra indfrielsestidspunktet og til betaling sker.

Indklagede påstår frifindelse.

Klageren anfører, at lånet til indklagede blev opsagt til indfrielse pr. 1. januar 1997 med anmodning om, at realkredit­ pantebrevet blev påført transportpåtegning, således at pantebre­ vet blev transporteret til ham som debitor og således omdannet til et ejerpantebrev. Indklagede nægtede at efterkomme an­ modningen med henvisning til Realkreditankenævnsafgørelser fra oktober 1996, hvor Nævnet i to sager tog det indklagede real­ kreditinstituts frifindelsespåstand til følge.

Nævnets flertals synspunkter var, at pantebrevets rektaklausul efter sin ordlyd også måtte gælde ved overdragelse fra kreditor til debitor i forbindelse med indfrielse af pantegælden uanset rektaklausulens oprindelige formål.

Ankenævnets flertal begrunder i øvrigt afgørelserne med, at der igennem tiden har udviklet sig en administrativ praksis i realkreditinstitutterne, ligesom der er gennemført særlige regler i tinglysningssystemet, der forudsætter, at realkreditpantebreve er forsynet med rektaklausul og ikke kan overdrages.

Flertallet fandt ikke, at klagernes økonomiske interesse i at få overdraget realkreditpantebreve var så tungtvejende i forhold til instituttets administrative og tinglysningsmæssige interesser i at påberåbe sig bestemmelsen, at instituttet skulle være afskåret fra at påberåbe sig bestemmelsen i forhold til klagerne.

Rektaklausulen er indsat for at beskytte debitor, men når der er sket en indfrielse af lånet, er der ikke længere noget behov for rektaklausulens beskyttelse - og det er i øvrigt vanskeligt at se, at administrative og tinglysningsmæssige hensyn kan ret­ færdiggøre kreditors henvisning til en rektaklausul i et pantebrev på et tidspunkt, hvor pantegælden er indfriet, og hvor pantebrevet derfor ikke repræsenterer nogen værdi for kreditor - men alene for debitor (nemlig stemplet).

En påberåbelse af rektaklausulen på et af debitor ekstraordinært indfriet pantebrev savner ganske enkelt mening, og de admini­ strative og tinglysningsmæssige hensyn, man i tidligere an­ kenævnsafgørelser har henvist til, kan jo alene være af hensyn til endnu ikke indfriede realkreditpantebreve, hvor rektaklausu­ len jo stadig skal respekteres.

Ud fra en juridisk synsvinkel savner rektaklausulen, når et realkreditpantebrev  er   indfriet ekstraordinært  ganske  enkelt mening, og administrative og tinglysningsmæssige hensyn, kan ikke tilsidesætte denne almindelige formueretlige grundsætning.

Det kan alene have mening i de tilfælde, hvor realkreditinstitut­ tet har "forlagt" det pantebrev, der indfries ekstraordinært, idet man i så tilfælde kan nøjes med at fremsende en løs kvittering til aflysning, uden at pantebrevet skal mortificeres. Men det savner vel mening at lade en debitor, der har indfriet sin gæld, yderligere at betale for, at realkreditinstitutterne skulle undlade at fremsende det originale pantebrev til af­ lysning.

Han kan derfor ikke se noget juridisk til hinder for, at realkreditinstitutterne stadig kan have administrative og tinglysningsmæssige fordele ved pantebreve med rektaklausulen, idet denne jo har fuld gyldighed så længe, pantegælden stadig ikke er indfriet. Indklagede skal derfor tilpligtes at stille ham, som om det ekstraordinært indfriede pantebrev blev tiltrans­ porteret ham.

Indklagede fremhæver, at han har haft et andet lån i instituttet, samt at dette lån er opsagt og indfriet, uden at han i den forbindelse bad om transport til sig selv som debitor. Dette er imidlertid helt uden betydning for afgørelsen af ovennævnte sag, hvor forskellen jo netop er, at han her specielt har bedt om at få dette pantebrev omdannet til et ejerpantebrev. At indklagede henviser til - og vedlægger - opsigelsen m.v. på lånet er overflødigt, for der er ikke tvist om, hvorvidt lånet er opsagt eller indfriet. Indklagede fremhæver som noget væsentligt, at bekræftelsen fra pengeinstituttets side er bekræftet, hvilket også er uden betydning for sagen.

Indklagede henviser til instituttets egne vedtægters§ 32 - helt nøjagtig må der menes§ 32 stk. 2 - hvori det er bestemt, at" De til selskabet til sikkerhed for realkreditlån udtsedte pantebreve skal være ikke-negotiable og uoverdragelige". Denne bestemmelse kan dog ikke påberåbes i nærværende sag. så længe pantebrevet har tjent til sikkerhed (altså før lånet blev ekstraordinært indfriet), har dette jo dog været tilfældet.

I øvrigt anfører indklagede, at relaksation, rykning for andre lån og aflysning af realkreditpantebreve i medfør af TL § 11 stk. 2, sidste punktum, "som udgangspunkt kan ske uden fremlæggelse af pantebrevet". Det fremhæves dernæst, at dette er tids- og

Hertil bemærkes, at realkreditloven ikke udelukker at pantebreve­ ne kan omsættes, men at - da man i praksis i almindelighed kan bortse herfra - der er åbnet mulighed for, når tinglysnings­ dommeren finder det forsvarligt, at aflyse på baggrund af løs kvittering (se note 80 i Karnov side 7535).

Det vil sige, at det ikke er rektaklausulen, der er årsag til, at aflysning på baggrund af en løs kvittering kan ske, idet denne mulighed stadig står åben - og da specielt i de tilfælde, hvor pantebrevet er ordinært indfriet. Endvidere er det vel ikke rimeligt, at debitor skal bære omkostningerne ved, at real­ kreditinstitutterne ikke kan finde et pantebrev.

Endelig argumenterer indklagede for, at instituttet skal frifindes, idet der ikke er sikkerhed for, at formularen ændres fra formular B til formular A. Men - da indklagede jo ikke efter den ekstraordinære indfrielse er part i sagen - kan dette vel ikke være interessant. Det er da i hvert fald uden betydning for sagens afgørelse. Bortset herfra skal ejerpantebrevet ligge til sikkerhed for et pengeinstitutengagement, og det er vel ikke særligt praktisk tænkeligt, at et pengeinstituts revision ville acceptere pantebrevsformular B.

Når indklagede således anfører, at han ikke har lidt noget tab, er dette ikke korrekt. Han har lidt et tab svarende til det stempelbeløb, der kunne have været overført.

INDKLAGEDES FREMSTILLING:

Indklagede oplyser, at klageren i sin tid har optaget to lån hos indklagede. Det ene lån på oprindeligt 140.300 kr. blev opsagt den 29. april 1996 til indfrielse den 1. oktober 1996. Lånet blev indfriet som aftalt, og det kvitterede pantebrev blev fremsendt til klagerens pengeinstitut. Det andet lån på oprindeligt 133.700 kr. blev opsagt den 31. juli 1996 til indfrielse pr. 31. december 1996. Samme dag fremsendte indklagede bekræftelse på indfrielsen.

Efterfølgende anmodede klagerens pengeinstitut indklagede om at forsyne pantebrevet med en transportpåtegning med henblik på, at pantebrevet blev omdannet til et ejerpantebrev. Indklagede afslog dette, og lånet blev indfriet, og det kvitterede pantebrev sendt til pengeinstituttet efter aflysning.

Indklagede har på alle sine realkreditpantebreve anført, at "Dette pantebrev kan ikke overdrages til eje eller pant eller gøres til genstand for individuel retsforfølgning". Formuleringen i pantebrevet om uoverdragelighed giver efter indklagedes opfattelse fornøden hjemmel til, at indklagede ikke er forpligtet til at transportere pantebrevet til en debitor ved ekstraordinær indfrielse. Det skal fremhæves, at indklagede med denne for­ mulering heller aldrig har givet klageren forventning, om at der var en sådan mulighed.
 

At realkreditpantebreve er forsynet med en rektaklausul har dels historiske dels praktiske årsager. Før realkreditloven af 1970 var rektaklausulen lovbefalet i realkreditlovgivningen; i dag er det en vedtægtsmæssig pligt for indklagede, at pantebrevene skal være forsynet med en bestemmelse om uoverdragelighed, jf. vedtægternes§ 32.

Praktisk har rektaklausulen væsentlig betydning for indklagede - og de øvrige realkreditinstitutter. I medfør af tinglysnings­ lovens§ 11, stk. 2, sidste punktum, kan relaksation, rykning for andre lån og aflysning af realkreditpantebreve som udgangspunkt ske uden fremlæggelse af selve pantebrevet, det vil sige alene på baggrund af en løs erklæring. Denne sagshåndtering er tids- og arbejdsbesparende for realkreditinstitutterne, der hurtigere og enklere får mulighed for at få disse ekspeditioner effektueret, blandt andet i de situationer, hvor pantebrevet er bortkommet.

Det er indklagedes opfattelse, at den praktiske benyttelse af rektaklausulen i sagsbehandlingen uløseligt er knyttet sammen med uoverdragelighedsbetingelsen i realkreditpantebrevene. Bliver det muligt at tiltransportere realkreditpantebrevene til de tidligere debitorer i form af omdannede ejerpantebreve, anser indklagede det for umuligt at opretholde adgangen til at anvende løse erklæringer over for tinglysningsmyndighederne.

Det bemærkes endvidere, at indklagede, jf. realkreditlovens§ 1, stk. 4, 1. punktum, ikke selv kan yde udlån mod sikkerheds­ stillelse i form af ejerpantebreve, hvilket kan være begrundet i, at sikkerhedsstillelsen her sker ved håndpantsætning af et ejerpantebrev, der ikke viser det bagvedliggende retsforhold.

Derved kan der opstå en risiko for kollisionsproblemer ved stiftelse af sekundære panterettigheder. Ud fra et forretnings­ mæssigt    synspunkt         er der således    ingen    mulighed        for, at det "omdannede"  ejerpantebrev  på et senere tidspunkt kunne danne grundlag for et nyt realkreditlån.

Ligeledes har indklagede ikke sikkerhed for, at et realkredit­ pantebrev efter tiltransporteringen til en indfriende debitor konkret vil blive omdannet til et ejerpantebrev, herunder at der sker den fornødne ændring af standardvilkårene fra formular B til formular A.

at indklagede i formuleringen af pantebrevet har oplyst, at pantebrevet er uoverdrageligt,

at indklagedes nuværende vedtægter ikke åbner mulighed for tiltransportering af pantebrevet til debitor,

at rektaklausulen og dens praktiske benyttelse medfører, at indklagede ikke ønsker at tilsidesætte klausulen i pantebre­ vet og ændre vedtægterne, og

at indklagede ikke er forpligtet til at tiltransportere pante- brevet til debitor.

Indklagede påberåber sig til støtte for den nedlagte frifindel­ sespåstand de tidligere Realkreditankenævnsafgørelser om transport af realkreditpantebreve, herunder afgørelsen af 19. november 1996 sag nr. 1996-05-030, hvor et flertal af nævnets medlemmer ikke fandt, at indklagede var forpligtet til at foretage transportpåtegning på et pantebrev vedrørende et ekstraordinært indfriet lån.

På baggrund af ovenstående finder indklagede at have ret til at nægte at tiltransportere klageren det indfriede pantebrev og dermed anser indklagede sig heller ikke for erstatningspligtig for et beløb, svarende til pantebrevets stempelværdi. For at et sådant erstatningsansvar skulle kunne udløses, ville det kræve, at indklagede havde pligt til at foretage transport. Efter indklagedes opfattelse har klageren ikke lidt noget tab.

Indklagede har noteret sig klagerens synspunkter. Da klageren i 1978 optog realkreditlånet, kan han ikke have haft en forventning om, at pantebrevet kunne tiltransporteres ham, idet indklagede på dette tidspunkt også kvitterede pantebrevene til aflysning ved ekstraordinære indfrielser. Klageren har heller ikke kunnet have nogen berettiget forventning om, at han ved indfrielse af lånet ville kunne få tiltransporteret det til lånet hørende pantebrev eller erstattet et beløb svarende til stempelværdien. Ud over at det fremgår af pantebrevets                 ordlyd, er klageren blevet gjort bekendt hermed, da klageren få måneder før foretog en tilsvarende ekstraordinær indfrielse, hvor indklagede kvitterede pantebrevet til aflysning.

Til yderligere støtte for sin frifrindelsespåstand gør indklagede herefter gældende:

at indklagede ikke anser sig for at ifalde noget erstatningsan­ svar over for klageren, og

at  indklagede  ikke skal  godtgøre klageren stempelværdien af pantebrevet.

OPLYSNINGER M.V. FRA NÆVNSSEKRETARIATET:

Det af klageren nævnte brev fra indklagede af 17. december 1997 er efter det af indklagede oplyste et edb-brev, der ikke gemmes. Indklagede har på forespørgsel fra Sekretariatet fremsendt brevets ordlyd, der har følgende indhold:

"I forbindelse med ekstraordinær indfrielse af lån har De ønsket, at

•••(indklagede)••• skulle tiltransportere pantebrevet til Dem, således at pantebrevet herved omdannes til ejerpantebrev.

Det er fast praksis, at .••(indklagede)... ikke i forbindelse med eks­ traordinære indfrielser tiltransporterer pantebrevene til den indfriende debitor.

Realkreditpantebreve indeholder en rektaklausul. Denne klausul indebærer bl.a., at kreditor ikke er forpligtet til at tiltransportere pantebrevet til debitor ved ekstraordinære indfrielser. Hvis ...(indklagede)... påbegynder at transportere pantebreve, vil dette desuden indebære en væsentlig risiko for, at virkningerne af rektaklausulen og de dermed forbundne fordele vil bortfalde, hvilket er en væsentlig del afaf begrundelsen for ...(indklage­ des)•.. praksis m,h,t, transporter.

Det må bemærkes, at ingen af de øvrige institutter normalt transporterer disses pantebreve."

Kendelse fra Østre Landsret (X. afdeling, V.L. B-1587-94) har følgende ordlyd:

"Efter det for landsretten oplyste lægges det til grund, at forbudet mod overdragelse i kreditforeningspantebrevet er indsat af hensyn til debitor for at sikre dennes medlemskab i og rettigheder over for kreditforeningen. Finanstilsynet har over for kærende oplyst, at tilsynet ikke har indvendinger

mod overdragelse af pantebrevet til debitor i forbindelse med indfrielse af lånet og det dermed forbundne ophør af medlemskabet.

Herefter findes overdragelse af pantebrevet til debitor og aflysning som begæret at kunne ske - i hvert fald i et tilfælde som det foreliggende, hvor kreditforeningspantebrevet efter overdragelsen til debitor erstattes af et nyt ejerpantebrev, for hvilket Justitsministeriets pantebrevsformular A er gældende..."

Realkreditankenævnet har tidligere afsagt kendelse i sager omhandlende transport af indfriede realkreditpantebreve, jf. kendelserne 1996-03-009 og 1996-05-03 o, hvori der fremlagdes diverse korrespondance fra henholdsvis Finanstilsynet, Told- og

ANKENÆVNETS BEMÆRKNINGER:

3 medlemmer - Hugo Wendler Pedersen, Leif Mogensen og Kim Steen Nielsen - udtaler:

Bestemmelsen i pantebrevet, jf. indklagedes vedtægter§ 32, stk. 2, hvorefter "Dette pantebrev kan ikke overdrages til eje eller pant..." (den såkaldte rektaklausul), må efter sin ordlyd også gælde overdragelse fra kreditor til debitor i forbindelse med debitors indfrielse af pantegælden. Denne forståelse stemmer også bedst med, at rektaklausulen - selv om den tillige faktisk yder den enkelte debitor en beskyttelse mod at få en ny kreditor - i første række må antages at have til formål at sikre det såkaldte balanceprincip, hvorefter der af hensyn til obligationernes sikkerhed skal bevares balance mellem på den ene side obligatio­ nerne og på den anden side pantebrevene. Ved vurderingen af indklagedes interesse i at påberåbe sig bestemmelsen må det indgå med betydelig vægt, at der gennem tiden har udviklet sig en administrativ praksis i realkreditinstitutterne, ligesom der er gennemført særlige regler i tinglysningssystemet blandt andet om aflysning af realkreditpantebreve, der har til forudsætning, at realkreditpantebreve er forsynet med en rektaklausul og ikke overdrages - heller ikke ved transport til pantedebitor.

På denne baggrund finder vi ikke, at klagerens økonomiske interesse i at få overdraget realkreditpantebrevet i forhold til foran angivne interesser kan begrunde, at indklagede er afskåret fra at påberåbe sig bestemmelsen i forhold til klageren. Vi finder som følge af det anførte ikke grundlag for at tilkende klageren en erstatning, som krævet af ham, og stemmer derfor for at tage indklagedes frifindelsespåstand til følge.

To medlemmer - Leif Nielsen og Bent Olufsen - udtaler:

såvel bestemmelsen i indklagedes vedtægter om, at de til indklagede udstedte pantebreve skal være (ikke negotiable og) uoverdragelige, som det foreliggende pantebrevs klausul om, at det ikke kan overdrages til eje eller pant (eller gøres til genstand for retsforfølgning) forstås efter vores opfattelse mest nærliggende som sigtende til overdragelse til en ny kreditor og ikke til transport til pantedebitor. Vi finder derfor ikke, at disse bestemmelser indebærer, at indklagede er afskåret fra at transportere pantebrevet til klageren, og ej heller at klageren har givet afkald herpå.