Spørgsmål vedrørende anvendelse af provenu af pant.
| Sagsnummer: | 331/2000 |
| Dato: | 29-12-2000 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Mette Frøland, Peter Stig Hansen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Udlån - øvrige spørgsmål
Tredjemandspant - realisation |
| Ledetekst: | Spørgsmål vedrørende anvendelse af provenu af pant. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører anvendelsen af et provenu af tredjemandspant i forbindelse med salg af nogle ejendomme.
Sagens omstændigheder.
Ved pantsætningsdokument af 1. juni 1992 fik indklagede håndpant i et ejerpantebrev på 250.000 kr. med pant i to nærmere angivne ejendomme. Pantet blev stillet af et anpartsselskab, A, som ejede ejendommene. Selskabet var ejet af klagerens søn. Pantsætningen skulle tjene til sikkerhed for opfyldelsen af, hvad klageren til enhver tid måtte blive indklagede skyldig i henhold til et nærmere angivet lån med en restgæld på 258.324 kr. Af pantsætningserklæringen fremgår i øvrigt bl.a.:
"Pantesikkerheden omfatter tillige enhver anden af pantsætters nuværende eller kommende forpligtelser over for banken, herunder enhver af dens afdelinger, filialer og datterselskaber."
I april 1993, hvor A var gået konkurs, blev ejendommene sammen med andre ejendomme solgt til et anpartsselskab, B, der er ejet af klageren.
Primo januar 1994 blev de deponerede kontante udbetalinger vedrørende ejendomshandlerne frigivet.
Provenuet fra salget af de pantsatte ejendomme udgjorde ca. 295.000 kr. Heraf blev 90.000 kr. anvendt til nedbringelse af klagerens lån, mens restbeløbet blev anvendt til nedbringelse af A's engagement med indklagede.
Ved skrivelse af 21. januar 1999 rettede klageren via sin advokat henvendelse til indklagede. Klageren gjorde gældende, at hendes mellemværende med indklagede burde have været nedbragt med det fulde provenu, der fremkom ved salget de pantsatte ejendomme.
Parternes påstande.
Den 20. september 2000 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at indsætte det samlede salgsprovenu ved salget af ejendommene, der lå til sikkerhed for hendes engagement, på hendes konto.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at indklagede uberettiget undlod at kreditere hendes konto det fulde provenu ved salget af ejendommene på ca. 295.000 kr. Ejerpantebrevet i ejendommene lå til sikkerhed for hendes engagement med indklagede, og det bestrides, at hun gav samtykke til, at nedskrivningen af hendes engagement skulle begrænses til 90.000 kr.
Indklagede har handlet i strid med gældende obligationsretlige/aftaleretlige regler.
Indklagede har anført, at provenuet fra salget af ejendommene indgik i en større rekonstruktion mellem A under konkurs og B. Samtlige ind- og udbetalinger i forbindelse med ejendomshandlerne blev foretaget i fuld enighed med klageren og dennes søn.
Ejerpantebrevet var pantsat af A, og man var som følge heraf i henhold til dokumentets indhold fuldt berettiget til at afskrive pantesikkerheden på A's øvrige engagement.
Klagerens engagement blev senere indfriet.
Klageren har ved passivitet fortabt sin ret til at gøre eventuelle indsigelser gældende.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Klagen vedrører indklagedes dispositioner i forbindelse med realisationen af et pant, som af tredjemand var stillet til sikkerhed for klagerens gæld til indklagede. Allerede fordi klageren ikke findes at kunne påberåbe sig nogen ret i forbindelse med pantsætningen
Klagen tages ikke til følge.