Afgørelse

Inddrivelsesomkostninger vedrørende opsagt lån.

Klageren ejede sammen med sin tidligere ægtefælle en ejendom, hvori der indestod et lån til det indklagede realkreditinstitut. Klageren opsagde i december 1998 lånet til indfrielse pr. 30. juni 1999. Instituttet fremsendte i december 1998 en bekræftelse på opsigelsen af lånet, hvoraf det fremgik, at beløbet skulle være instituttet i hænde senest den 30. juni 1999, og at der i modsat fald ville blive pålignet morarenter, ligesom beløbet ville blive overgivet til retslig inkasso. Instituttet fremsendte i marts 1999 et lånetilbud til klagerens tidligere ægtefælle. I juni 1999 meddelte klagerens tidligere ægtefælle instituttet, at ægtefællerne var under separation. På den baggrund anmodede instituttet skriftligt klageren og hans tidligere ægtefælle om at kontakte instituttet telefonisk. Den 25. juni talte en af instituttets medarbejdere med klagerens tidligere ægtefælle og påpegede, at lånet skulle indfries den 30. juni 1999. Instituttets inkassoadvokat fremsendte i september 1999 inkassoskrivelse til klageren og hans tidligere ægtefælle på klagerens nye adresse. Det i inkassoskrivelsen opgjorte beløb indeholdt såvel morarenter som inkassoomkostninger. Klageren rettede i oktober 1999 skriftlig henvendelse til instituttet og inkassoadvokaten og anførte blandt andet, at han ikke havde modtaget nogen rykker for beløbet, hvorfor han fandt, at oversendelsen til inkasso var sket med urette. Instituttet henviste til, at dette var fremgået af bekræftelsen af opsigelsen. Yderligere korrespondance førte ikke til en løsning af sagen.

Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet ikke kunne afkræve ham de omkostninger, som var påløbet som følge af manglende påkrav om betaling fra instituttets side. Instituttet påstod frifindelse.

Nævnet fandt, at instituttet i bl.a. bekræftelsen af opsigelsen på en tydelig måde over for klageren og hans daværende ægtefælle havde gjort opmærksom på konsekvenserne af, at indfrielsesbeløbet ikke blev indbetalt rettidigt. Nævnet fastslog, at klageren og hans daværende ægtefælle misligholdt deres forpligtelse til at indfri lånet og intet foretog sig for at rette for sig, hvorefter instituttet indledte en sædvanlig inddrivelse af sit krav. Nævnet fandt ikke, at der i den forbindelse kunne rejses kritik af instituttet, hvorfor instituttet blev frifundet.