Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.
| Sagsnummer: | 528/2008 |
| Dato: | 03-06-2009 |
| Ankenævn: | John Mosegaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Ladegaard, Karin Sønderbæk |
| Klageemne: |
Værdipapirer - gearet/ lånefinansieret investering
Rådgivning - investering |
| Ledetekst: | Spørgsmål om erstatning for tab på lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank. |
| Indklagede: | Roskilde Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
">Indledning.
Denne sag vedrører klagerens krav om erstatning for tab på et lånefinansieret køb af aktier i Roskilde Bank.
Sagens omstændigheder.
Klageren har i en årrække været kunde i Roskilde Bank.
Klageren modtog medio august 2006 et brev fra Roskilde Bank underskrevet af bankens direktør. Af brevet fremgår:
"Invester i en af Danmarks bedste bankaktier
Roskilde Bank har gjort det igen! Resultatet for 1. halvår 2006 er ét vores godt 27.000 aktionærer med rette kan gælde sig over. Det er ualmindeligt flot, og viser at vores investeringer i nye filialer og indsats på erhvervskundesiden har været rigtige.
Rekordresultat for 12. år i træk
Ud over at Roskilde Bank for 12. år i træk præsenterer et rekordresultat, har vi i samme periode været blandt de fem pengeinstitutter i Danmark der har forrentet egenkapitalen bedst. Så vi har grund til at være stolte ligesom vores aktionærer har god grund til at være tilfredse: Roskilde Bank-aktien har i løbet af de sidste fem år givet et gennemsnitligt afkast inklusiv udbytte på 55,6% - hvert år, og oven i købet med en stigende tendens – senet 84%!
…
Vores aktie er i høj kurs, og vi forventer at den bliver højere endnu
Kursen på en Roskilde Bank-aktie er – takket være de flotte resultater – ganske høj. Men vi forudser at den bliver højere endnu. Derfor anbefaler vi at du køber aktier i banken nu så du også kan høste frugten af de resultater, vi forventer.
…
Og vil du sikre dig aktier i Roskilde Bank så kontakt …
…
P.S. Du kan låne til aktiekøbet til en rente på for tiden kun 4,5% (ÅOP 4,6%). Oplagt til dig, der ikke har pengene lige her og nu eller ikke ønsker at bruge af din opsparing."
Ved gældsbrev af 11. oktober 2006 ydede Roskilde Bank klageren et aktielån på 1.220.000 kr., som skulle indfries 1. oktober 2016. Klageren underskrev samtidig en uigenkaldelig fuldmagt, hvorefter han bemyndigede banken til at anvende provenuet fra et eventuelt salg af Roskilde Bank aktier til indfrielse af lånet. Det fremgår, at fuldmagten ikke var til hinder for, at klageren kunne sælge aktierne i depotet, hvis der på salgstidspunktet var værdier i depotet, der modsvarede lånets restgæld.
Samme dag – 11. oktober 2006 – afregnede Roskilde Bank klagerens køb af 1.000 Roskilde Bank aktier til kurs 1.215.
Roskilde Bank har oplyst, at der i november 2006 blev gennemført et aktiesplit, således at klageren herefter havde 2.000 aktier i Roskilde Bank.
Den 26. marts 2007 solgte klageren 2.000 stk. tegningsretter vedrørende Roskilde Bank til kurs 32,5 svarende til 65.000 kr. Beløbet indgik på klagerens konto i banken.
Ved fondsnota af 14. august 2007 afregnede Roskilde Bank klagerens salg af 2.000 Roskilde Bank aktier til kurs 556 svarende til et provenu på 1.110.332 kr. Den 16. s.m. afregnede banken klagerens køb af 2.000 Roskilde Bank aktier til kurs 551 svarende til 1.102.000 kr. Af posteringsoversigt for aktielånet fremgår, at saldoen på lånet efter salget af Roskilde Bank aktierne den 14. august 2007 var 104.668 kr. (negativ); efter genkøbet af aktierne var saldoen 1.220.000 kr. (negativ).
Klageren har anført, at salget af aktierne skete på hans anmodning, men banken meddelte straks, at enten skulle aktierne umiddelbart genkøbes, eller aktielånet indfries, da aktielånet ikke kunne opretholdes uden aktierne som sikkerhed. Han blev derfor tvunget til at genkøbe aktierne. Roskilde Bank har anført, at klageren selv traf beslutning om genkøb af aktierne.
Ved fondsbørsmeddelelse af 24. august 2008 oplyste Roskilde Bank, at den ikke længere opfyldte lovgivningens solvenskrav. Handlen med Roskilde Bank aktier blev herefter suspenderet.
Ved brev af 30. september 2008 rettede klageren henvendelse til Roskilde Banks direktion, hvor han gjorde gældende, at han var blevet vildledt til købet af Roskilde Banks aktier for lånte midler. Klageren stillede krav om at blive holdt skadesløs. Ved brev af 31. oktober 2008 afviste banken klagen.
Af et revisorudarbejdet regnskab for klageren for indkomståret 2006 fremgår bl.a., at klagerens aktieindkomst for 2006 udgjorde 1.892.027 kr. Værdien af klagerens aktiebeholdning var 15.662.861 kr. Klagerens formue ved årets udgang var angivet til 4.455.963 kr.
Parternes påstande.
Klageren har den 8. december 2008 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Roskilde Bank skal tilpligtes at holde ham skadesløs for købet af aktierne og det i den forbindelse optagne aktielån, herunder renteudgifter.
Roskilde Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at han på baggrund af bankens vildledende salgsbrev fra august 2006 blev lokket i en gældsfælde.
Han føler sig bondefanget. Han anser brevet fra august 2006 for et forsøg på at rette op på bankens solvensproblemer ved at lokke bankens gamle kunder til at overtage en større del af bankens beholdning af egne aktier.
Det er hans opfattelse, at bankens daværende direktør handlede fordækt med en skjult dagsorden. Han havde ikke mulighed for at kende noget til eller gennemskue bankens tvivlsomme engagementer med forskellige personer inden for byggebranchen.
Ved købet af aktierne blev han ikke orienteret om den risiko, han pådrog sig ved samtidig at lånefinansiere købet.
Med hensyn til salget og genkøbet i august 2007 blev han tvunget til at genkøbe aktierne, idet han da ikke havde mulighed for at indfri lånet.
Roskilde Bank har anført, at klagerens kunderådgiver har oplyst, at klageren henvendte sig i banken på baggrund af brevet fra august 2006 og forespurgte om rentesatsen på et investeringslån. Klageren efterspurgte ikke rådgivning i forbindelse med købet af aktierne.
Banken baserede engagementet på sit kendskab til klageren via et mangeårigt kundeforhold. Klageren blev anset som erfaren inden for aktiehandel, og man fandt det derfor ikke påkrævet, at klageren fik rådgivning. Der var ikke i situationen nogen indikationer om, at klageren havde behov for rådgivning i forbindelse med købet af aktierne. Medarbejderen behandlede derfor sagen som en ekspeditionssag. Klageren blev samtidig vurderet til at være kreditværdig.
Med hensyn til salget og genkøbet af aktierne i august 2007 bemærkes, at klageren ikke ønskede at indfri det resterende lån efter salget af aktierne og derfor på eget initiativ besluttede at genkøbe papirerne. Der blev ikke stillet krav om, at hele lånet skulle indfries for, at et aktiesalg kunne ske.
Det fremlagte regnskab bekræfter bankens opfattelse med hensyn til klagerens kreditværdighed på lånetidspunktet, herunder hans viden om investeringer og evne til at kunne tilbagebetale et lån af den ydede størrelse.
Klageren bærer selv risikoen for, at købet af aktierne viste sig at være tabsgivende.
Aktiekursen på bankens aktier var siden sommeren 2007 faldende. Klageren havde over en lang periode mulighed for at realisere sin aktiebeholdning mod at nedbringe lånet.
Det afvises, at banken handlede fordækt eller med en skjult dagsorden i forhold til klagerens optagelse af lånet til aktiekøbet.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det må lægges til grund, at Roskilde Bank i efteråret 2006 anbefalede klageren at optage lån i banken til køb af aktier i banken, hvilket Ankenævnet finder kritisabelt.
Tre medlemmer – John Mosegaard, Karin Sønderbæk og Ole Jørgensen – udtaler herefter:
Vi finder, at det nævnte forhold ikke i sig selv kan føre til, at banken er erstatningsansvarlig over for klageren. Det er ikke godtgjort, at bankens medarbejder tilkendegav, at investeringen var uden risiko, og vi finder heller ikke grundlag for at fastslå, at medarbejderen på anden måde begik ansvarspådragende fejl. Det bemærkes herved, at klageren hverken kunne være uvidende om den risiko, der er forbundet med investering i aktier, eller om den yderligere risiko, en lånefinansiering af investeringen indebærer.
To medlemmer – Karin Ladegaard og Troels Hauer Holmberg – udtaler:
Vi finder, at banken er erstatningsansvarlig. Vi lægger vægt på, at tilbuddet om lån til køb af Roskilde Bank aktier er en ekstrem risikofyldt aftale, at initiativet til aftalen kommer fra Roskilde Bank, at Roskilde Bank havde en egen særlig økonomisk interesse i at sælge egne aktier, som dog ikke blev oplyst til kunden, idet banken havde brug for kapital til at understøtte bankens kraftige vækst. Vi finder, at det strider imod branchekutyme at tilbyde kunder lån til køb af egne aktier, og at Roskilde Bank ved sin mangelfulde rådgivning overtræder lovens regler om god skik. At det er i strid med redelig investeringsrådgivning at anbefale kunder lånefinansieret køb af egne aktier understøttes af § 46 i lov om finansiel virksomhed, hvorefter det er forbudt at tilbyde lån til køb af kapitalindskud i banker i form af hybrid kernekapital og ansvarlig lånekapital, ligesom forholdet i dag er forbudt ved lov som en direkte konsekvens af Roskilde Banks adfærd.
Vi stemmer herefter for at tage klagen til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Klagen tages ikke til følge.