Afgørelse

Spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af gældsplejeaftale i tilknytning til 10-årige inkonvertible realkreditlån optaget i 2008.

Sagen vedrører spørgsmål om mangelfuld rådgivning i forbindelse med indgåelse af gældsplejeaftale i tilknytning til 10-årige inkonvertible realkreditlån optaget i 2008.

Sagens omstændigheder

Klagerne H og M var kunder i Nordea Bank, hvor de i foråret 2008 drøftede finansiering af køb af en ejendom. Klagerne besluttede sig for at optage to fastforrentede 4 % 10-årige inkonvertible, afdragsfrie realkreditlån på henholdsvis 3.871.000 kr. og 2.535.000 kr. i deres to ejendomme.

Den 6. og den 20. april 2008 underskrev klagerne pantebreve til sikkerhed for lånene, hvoraf bl.a. fremgik:

”…

Pantebrev

Obligationslån – stående

Lånet er udbetalt på baggrund af inkonverterbare stående obligationer …

Lånet er ydet på baggrund af inkonverterbare stående obligationer, og kan derfor alene ekstraordinært indfries helt eller delvis ved til Nordea Kredit at indlevere obligationer, svarende til obligationsrestgælden eller det delvise beløb hvormed lånet ønskes nedbragt, i samme serie, årgang og rentefod som de, hvormed lånet er effektueret …”

Lånene blev efter det oplyste hjemtaget til kurs 95.

Klagerne indgik desuden en gældsplejeaftale med banken vedrørende lånene. I sagen er fremlagt et bilag til gældsplejeaftale af 5. maj 2008, hvoraf fremgik, at der var aftalt ”en maksimal indfrielseskurs” på 93. Banken har anført, at kursen blev fastsat efter klagernes drøftelse med deres daværende rådgiver i banken, R.

Den 4. november 2008 sendte banken en gældsplejemeddelelse til klagerne om mulighed for indfrielse af lånene:

”Den nuværende rentesituation giver mulighed for at opfylde jeres ønske om maksimal indfrielseskurs, der er i jeres gældsplejeaftale. … Lånet kan indfris til kurs 87,79. …”

Klagerne har anført, at kursen i gældsplejeaftalen efter anbefaling fra R blev ændret til 96 umiddelbart efter klagernes modtagelse af meddelelsen af 4. november 2008. I sagen er fremlagt en ikke underskrevet gældsplejeaftale, hvoraf bl.a. fremgik, at banken ville overvåge klagernes realkreditlån og kontakte dem, hvis en aftalt besparelse, kurs eller rente kunne opnås. Herudover fremgik bl.a.:

”…

Stående lån med fast rente

Hvis I har et stående lån med fast rente, kan det være interessant at blive kontaktet om kursfald på de bagvedliggende obligationer, fordi det giver mulighed for at nedbringe restgælden gennem en opkonvertering.

Hvis kursen er faldet, kan I opnå en besparelse på restgælden ved at indfri lånet.

I aftalen kan I fastsætte en maksimal indfrielseskurs på obligationen, der ligger til grund for jeres nuværende lån. I bliver kontaktet, når kursen på obligationerne er lig med eller mindre end den ønskede kurs.

…”

Den maksimale indfrielseskurs i henhold til gældsplejeaftalen blev sat til kurs 96. Klagerne har anført, at de ikke modtog en aftale i november 2008. Klagerne har endvidere anført, at R i forbindelse med ændringen af kursen fra 93 til 96 i november 2008, lovede, at banken ville holde øje med kurserne, så de kunne få omlagt lånene, når og hvis der var udsigt til, at kursen kom over 100. Banken har bestridt dette.

Klagerne har fremlagt en kursoversigt og har oplyst, at kursen den 20. januar 2009 var 99,75, men at de ikke fik meddelelse fra banken.

Den 11. februar 2009 sendte banken en gældsplejemeddelelse til klagerne om mulighed for indfrielse af lånene til kurs 94,5. Banken har oplyst, at den ikke herefter sendte gældsplejemeddelelser til klagerne, da kursen var over 96.

På et møde den 3. september 2010 drøftede banken og klagerne en eventuel omlægning af lånene. I et brev til klagerne af samme dag anførte banken:

”… Kursen på lånene er pt. over kurs 100, så der opnås ingen besparelse ved omlægning. I har i forvejen en gældsplejeaftale, hvor kursen er aftalt til kurs 96. …”

På et møde den 15. juli 2014 drøftede parterne gældsplejeaftalen og klagernes opfattelse af denne. I et brev af samme dag tilbød banken klagerne en kompensation på 50.000 kr. pr. konduite for at fastholde kundeforholdet. Banken anførte, at gældsplejeaftalen alene gav mulighed for overvågning af kursfald til under den valgte kurs på 96, da et kursfald ville give mulighed for at nedbringe restgælden med en opkonvertering. Tilbuddet blev ikke accepteret af klagerne.

Parternes påstande

Den 6. januar 2015 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Nordea Bank skal betale 1.144.047 kr., svarende til den aktuelle overkurs ved eventuel indfrielse.

Nordea Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at banken efter gældsplejeaftalerne skulle give dem besked, hvis kursen overskred nærmere aftalte kursmål.

Gældsplejeaftalen fra maj 2008 kunne dog alene registrere kursfald, men ikke kursstigninger.

Efter at de havde modtaget bankens meddelelse af 4. november 2008 om indfrielseskursen på 87,79, forklarede R på et møde, at alternative lån var for dyre, og at det vigtige var at få omlagt inden kursen oversteg 100. R overbeviste dem om, at kursen skulle over 96, før det kunne betale sig at omlægge, og anbefalede dem på baggrund heraf at sætte kursen til 96. Banken tilbød dem således et overvågningssystem, som skulle fortælle, når kursen steg. Dette fremgik også af, at den faktiske kurs på tidpunktet for aftalens indgåelse oversteg den aftalte maksimale kurs. Kursen var således 88 i november 2008, hvor kursen i gældsplejeaftalen blev forhøjet fra 93 til 96.

Af aftalen fra november 2008 fremgik, at ”den maksimale indfrielseskurs” var 96, og at banken således skulle overvåge kursstigninger. R lovede endvidere, at han ville holde øje med kurserne, ud over overvågningssystemet, så de kunne få omlagt lånene, når og hvis der var udsigt til, at kursen kom over 100. R skiftede afdeling i banken i 2010, uden at de fik besked om dette.

Systemet var imidlertid kun indrettet til at fortælle om kursfald. De fik på intet tidspunkt besked om, at kursen var steget til over 100. De fik heller ikke meddelelse om, at kursen den 20. januar 2009 var 99,75. På møder i september og december 2010 og i november 2011, kunne banken ikke svare på, hvorfor de ikke var blevet kontaktet, da kursen kom over 100.

Kravet er ikke forældet. Banken har først i juli 2014 bekræftet, at gældsplejeaftalen ikke giver mulighed for at registrere kursfald.

De ønsker en erstatning, der giver dem mulighed for at indfri lånene i dag. De er blevet påført et tab. De kunne have omlagt til lavere forrentede lån. Ejendommene er usælgelige med de inkonvertible lån.

Nordea Bank har anført, at banken har efterlevet gældsplejeaftalen. I den første gældsplejeaftale var kursen sat til 93, og i november 2008 blev kursen sat til 96. Ifølge aftalerne skulle banken kontakte klagerne, hvis kursen var under de fastsatte kurser. R forklarede klagerne, hvad aftalerne indebar, herunder at banken ville kontakte klagerne, hvis kursen var 93 eller derunder i forhold til den første gældsplejeaftale og kurs 96 i forhold til gældsplejeaftalen fra november 2008. Lånene blev optaget til kurs 95, og kursen blev i den første gældsplejeaftale var kursen sat til 93, hvilket viser, at klagerne forstod, at gældsplejeaftalen indebar, at kurserne skulle overvåges i nedadgående retning.

Banken kontaktede i overensstemmelse med gældsplejeaftalen klagerne i november 2008 og i februar 2009, men klagerne valgte i begge tilfælde ikke at indfri lånene og at afvente situationen.

Banken har på intet tidspunkt stillet klagerne i udsigt, at banken ville kontakte klagerne, inden kursen gik over 100.

R gennemgik endvidere forud for klagernes låneoptagelse fordele og ulemper ved de valgte lån i forhold til 30-årige fastforrentede 5 % lån med 10 års indledende afdragsfrihed. Klagerne foretrak de inkonvertilble lån på grund af den betydelige rentebesparelse, deres risikovillighed og forventninger til rente og deres fremtidige boligsituation.

Et eventuelt krav er forældet, da der er forløbet mere end tre år fra rådgivningstidspunktet. Under alle omstændigheder indtraf forældelse i september 2013, tre år efter, at klagerne var til møde i banken og fik oplyst, at kursen var over 100. På dette tidspunkt måtte det stå klagerne klart, at de ikke fik underretning om indfrielse inden kursen passerede 100, hvorfor klagerne i hvert fald på dette tidspunkt fik tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af bankens rådgivning til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Bankens tilbud om betaling af 50.000 kr. per konduite var begrundet i, at klagerne tilsyneladende havde misforstået gældsplejeaftalens virkninger.

Klagerne har ikke lidt et tab, da de endnu ikke har indfriet lånene. Klagernes tabsberegning bestrides. Beregningen bygger på hypotetiske antagelser om indfrielsestidspunkter og alternative lånemuligheder. Klagerne har mulighed for at flytte lånene med over i en ny ejendom, hvis de vælger at sælge deres eksisterende ejendomme.

Klagerne burde endvidere have iagttaget deres tabsbegrænsningspligt i september 2010, da de fik oplyst, at kursen havde passeret 100.

Ankenævnets bemærkninger

I april 2008 optog klagerne via Nordea Bank to fastforrentede, 4 % 10-årige inkonvertible, afdragsfrie realkreditlån på henholdsvis 3.871.000 kr. og 2.535.000 kr. til kurs 95. I maj indgik parterne gældsplejeaftale, hvoraf fremgik, at der var aftalt en maksimal indfrielseskurs på 93.

Den 4. november 2008 sendte banken en gældsplejemeddelelse til klagerne om mulighed for indfrielse af lånene til kurs 87,79.

Samme dag indgik parterne aftale om en ny maksimal indfrielseskurs på 96. Af den fremlagte ikke underskrevne gældsplejeaftale fremgik, at klagerne ville blive kontaktet, når kursen på obligationerne var lig med eller mindre end den ønskede kurs og en besparelse kunne opnås. Klagerne har anført, at de ikke modtog en aftale i november 2008.

Klagerne blev på mødet den 3. september 2010 orienteret om, at kursen på lånene p.t. var over 100, og at der ikke kunne opnås en besparelse ved omlægning af lånene.

Ankenævnet finder herefter, at klagernes eventuelle erstatningskrav var forældet, da sagen den 6. januar 2015 blev indbragt for Ankenævnet. Det følger således af forældelseslovens § 3, stk. 1, at erstatningskrav baseret på rådgivningsansvar forældes efter tre år regnet fra rådgivningstidspunktet. Efter forældelseslovens § 3, stk. 2 skal forældelsesfristen, hvis fordringshaveren er ubekendt med kravet, regnes fra den dag, da fordringshaveren fik eller burde have fået kendskab til kravet. Ankenævnet finder, at klagerne i hvert fald efter mødet i september 2010 havde tilstrækkeligt kendskab til konsekvenserne af gældsplejeaftalen til at rejse et eventuelt erstatningskrav.

Klagerne får derfor ikke medhold i klagen.

Klagerne får ikke medhold i klagen.