Rentens størrelse. Forlænget løbetid.

Sagsnummer:171/1996
Dato:30-09-1996
Ankenævn:Lars Lindencrone Petersen, Niels Busk, Bjarne Lau Pedersen, Jørn Ravn, Ole Simonsen
Klageemne:Udlån - løbetid
Rente - udlån
Ledetekst:Rentens størrelse. Forlænget løbetid.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

I efteråret 1989 ydede indklagede klageren et lån på 7.400 kr. med en månedlig ydelse på 213 kr. I januar 1990 ydede indklagede klageren et yderligere lån på 20.600 kr. med månedlig ydelse på 615 kr., rente p.t. 19%.

Ved skrivelse af 22. oktober 1991 anmodede klageren på grund af lønnedgang om sammenlægning af de to lån og afvikling med en månedlig ydelse på 500 kr.

Ved gældsbrev underskrevet af klageren den 18. november 1991 blev lånet på oprindeligt 20.600 kr., som da var nedbragt til 16.244,16 kr., forhøjet med 5.630 kr., idet provenuet af forhøjelsen blev anvendt til indfrielse af lånet på oprindeligt 7.400 kr. Ifølge gældsbrevet skulle lånets restgæld på 21.874,16 kr. afvikles med en månedlig ydelse på 500 kr., hvorefter lånet under forudsætning af uændret rentesats ville være afviklet efter betaling af 85 ydelser eller den 30. november 1998. Det fremgår endvidere, at lånet skulle forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente, p.t. 21% p.a. (nom. 22,712% p.a.).

Ved anbefalet skrivelse af 26. maj 1993 opsagde indklagede med henvisning til tidligere rykkerbreve lånet til indfrielse. Lånets restgæld blev angivet til 23.270,79 kr.

Ved skrivelse af 14. september 1993 til klageren rykkede indklagedes inkassoafdeling for en afviklingsordning, og ved skrivelse af 5. oktober 1993 meddelte inkassoafdelingen følgende:

"Under henvisning til telefonsamtale dags dato fremsendes hermed som lovet 12 stk. girokort som kan bruges ved indbetalingen af den ordinære ydelse på kr. 500,00 månedlig, første gang den 1.11.93 og fremover. Desuden vedlægges 1 stk. girokort ekstra, som kan bruges ved indbetalingen af restancen, der indbetales af 2 gange, henholdsvis den 7.10.93 og 21.10.93.

Vi imødeser Deres indbetalinger."

I foråret 1996 rettede klageren skriftlig henvendelse til indklagede vedrørende rentetilskrivningen på lånet, der pr. 31. december 1995 havde en restgæld på 18.470,69 kr.

Ved klageskema af 23. april 1996 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte restgælden med nogle tusinde kr. og at nedsætte lånets rente.

Indklagede har påstået frifindelse.

Af kontoudskrifter fremlagt under klagesagen fremgår, at klagerens lån har været afviklet således:

Dato

Restgæld

Årlig rente


31.12.1989
31.12.1990
31.12.1991
31.12.1992
31.12.1993

31.12.1994
31.12.1995


7.260,32 kr.
18.583,65 kr.
22.562,12 kr.
22,772,24 kr.
22.580,05 kr.

20.393,42 kr.
18.470,69 kr.



+ 5.914,11 kr.


19%
19%
22,712%
22,712%
23,881%
22,712%
22,712%
23,882%




pr. 31.03.91

pr. 10.02. og
pr. 01.06.

pr. 20.03.

Klageren har anført, at han pr. 31.12.1995 har indbetalt i alt 33.124 kr. på engagementet. Under en telefonsamtale med en navngiven medarbejder hos indklagede den 25. marts 1996 fik han tilsagn om, at renten ville blive nedsat til 20,712%. Indklagede bør imidlertid nedsætte renten med tilbagevirkende kraft, idet renten har været urimelig høj i hele lånets løbetid. Mens renteniveauet generelt var faldende, steg renten på hans lån. Ifølge gældsbrevet skulle lånet være afviklet 30. november 1998 ud fra en nominel rente på 22,712% p.a. Selvom renten nu nedsættes til 20,712%, vil lånet først være afviklet den 20. august 2000. Han har overholdt de indgåede aftaler om afvikling af lånet.

Indklagede har anført, at angivelsen af lånets løbetid forudsatte normal betaling af ydelserne og uændret rentesats. Lånet blev afviklet uregelmæssigt og blev i 1993 opsagt til indfrielse på grund af misligholdelse. Renten blev pr. 20. marts 1995 forhøjet fra 21% p.a. til 22% p.a., svarende til en stigning i den årlige rente fra 22,712% til 23,882%. Rentesatsen på klagerens lån har til enhver tid fulgt den gældende sats for System/Privatlån i indklagedes Direkte afdeling. Regulering af rentesatsen på System/Privatlån sker særskilt, ligesom der annonceres særskilt ved renteændringer på disse lån. Der er på intet tidspunkt sket en individuel renteregulering på klagerens lån, og det bestrides, at klageren i foråret 1996 fik tilsagn om rentesænkning.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder, at det må lægges til grund, at klagerens lån løbende er blevet forrentet med indklagedes rentesats for lån af den pågældende art. Ankenævnet finder ikke at kunne kritisere, at indklagede har bibeholdt en forholdsvis høj rente for den pågældende lånetype uanset et fald i det generelle renteniveau. Herved bemærkes, at rentesatsen ikke findes at være urimelig høj.

Det må endvidere lægges til grund, at forlængelsen af løbetiden skyldes dels midlertidig renteforhøjelse i 1993, dels renteforhøjelsen i 1995, dels at lånet i perioder ikke har været afviklet som forudsat.

Mod indklagedes benægtelse findes det ikke godtgjort, at klageren den 25. marts 1996 fik tilsagn om en nedsættelse af renten til 20,712%.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.