Krav om tilbageførsel af kontooverførsler til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel.
| Sagsnummer: | 21/2021 |
| Dato: | 21-03-2022 |
| Ankenævn: | Henrik Waaben, Bjarke Svejstrup, Karin Duerlund, Morten Bruun Pedersen, Finn Borgquist |
| Klageemne: |
Netbank - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Krav om tilbageførsel af kontooverførsler til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel. |
| Indklagede: | Danske Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører krav om tilbageførsel af kontooverførsler til udenlandsk investeringsfirma. Indsigelse om svindel.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde et MasterCard Platin Private Banking med kortnummer -097. Klageren havde endvidere to MasterCard Corporate Card Gold med kortnummer -404 og -410, der var udstedt til hans peronligt ejede virksomhed.
Banken har oplyst, at klageren i november 2017 anmodede om at få oprettet en USD-konto. Som led i bankens hvidvaskprocedurer anmodede banken klageren om at oplyse eventuelle overførselsbeløb og antallet af betalinger.
Den 20. november 2017 svarede klageren blandt andet følgende:
”[...]
Som jeg har forklaret dig, har jeg i en periode siden august/september på forsøgsbasis haft en række CFD-positioner hos [investeringsselskabet F].
[…]
Jeg vedhæfter som dokumentation for samarbejdet med [investeringsselskabet, F,] udskrift af seneste statements. Som du vil kunne se, har jeg to konti hos dem – den ene er en Bitcoin-konto, hvorfra jeg har overført provenuet til min hovedkonto i USD, da jeg ikke ønsker at spekulere i Bitcoin på grund af dens stærkt uforudsigelige natur. Der foretages alene positioner i kendte papirer, og disse er i det væsentlige Nasdaq, Sugar, Cocoa, Apple, Amazon og enkelte currency pairs -nogle foretaget med stor succes. Der er indtil nu ikke genereret et tab på positionerne. Jeg har 4 positioner tilbage, hvoraf de to er på currency pair GBP/USD, og som skal ligge endnu en periode på grund af den endnu manglende afklaring af skattereformen i USA. Der er tale om små positioner uden væsentlig tabsrisiko. Tab skal nok opstå på et tidspunkt.
[…]
Jeg ønsker imidlertid at skifte til en udbyder i London, der hedder [firma G], [hjemmeside]. Baggrunden herfor er, at [investeringsselskabet, F,] ikke er FCA-approved, de opererer ikke med dokumenterede, separate konti i bankerne, og de er heller ikke underlagt en garantiordning på samme niveau, som first class EU-banker er. Det er [firma G] derimod, og de er en del af den amerikanske kapitalfond [...]. Efter de undersøgelser, jeg har foretaget, er de ganske professionelle.
Jeg ønsker som nævnt en USD-konto i privat regi i Danske Bank, således at jeg kan overføre provenuet fra [investeringsselskabet F] i én eller to ombæringer afhængig af, hvor hurtigt der kommer en afklaring af mine aktive positioner, og herefter ønsker jeg at starte en ny portefølje op hos den nye udbyder, [firma G].
Meningen er ikke, at det fulde beløb fra [investeringsselskabet F] skal videreoverføres til [firma G].
[…]”
Banken har anført, at den den 21. november 2017 oprettede en USD-konto til klageren.
Banken har oplyst, at klageren i perioden fra den 8. august 2017 til den 1. maj 2018 foretog 23 transaktioner på i alt 122.200 USD med sine tre betalingskort, svarende til 758.614,88 kr. til det udenlandske investeringsselskab, F. Banken har fremlagt en oversigt over transaktionerne fra Nets. 12 transaktioner skete med klagerens erhvervskort og 11 transaktioner skete med klagerens private kort. Af oversigten fremgår endvidere, at der den 14. august 2017 blev tilbageført 100 USD, svarende til 631,76 kr. fra investeringsselskabet F, og at der den 8. november 2017 blev tilbageført yderligere 10.000 USD, svarende til 64.280 kr.
Den 3. november 2020 modtog banken en henvendelse fra klageren, hvor han gjorde indsigelse imod de 23 transaktioner til F. Af indsigelsen fremgik blandt andet:
”Back on 8 August 2017, and through 1 May 2018, I fell victim to a CFDs scam company – [F] (hereinafter "The Company"); Credit cards were charged from my 2 MasterCards account with Danske Bank, in the total amount of USD 120,300.
I have enclosed copies of all the statements for ease of reference.
It is essential that you cancel the transactions, chargeback the credit cards payments, and credit my account accordingly.
I do not regard myself as a party to this contract since I have not agreed to the transactions made in question (paying without getting any service in return). In retrospect, no real services or investments were supplied to me by the merchant, therefore, I request to file a dispute regarding these transactions and I request that you will chargeback the full amount of the credit cards payments.
Attached, are regulator bulletins (Consob - Italy, FCA – the UK and FSA - Denmark), and additional proofs that the recipient of these transactions ([F]) is a scam and that the banking and financial community in the EU and UK was alerted to this during the relevant time period. Additionally, as it is a scam, purporting to offer investment services, they can't be regarded as a service or investment made.
It is imperative that you reverse (chargeback) the transactions. I request a refund due to the following facts, all of which are non-regulated activities:
1. The Company provided direct investment advice - not utilizing 3rd party recommendations.
2. The Company offered investment services/advice not related to real market/exchange data (manufacturing false charts etc.).
3. The Company performed misrepresentation - pretending to be regulated (fictitious agents names and location).
4. The Company prohibited my full ability to withdraw my funds.
5. The Company was guaranteeing returns/profits/yields (unrealistic ones).
6. My money was not held in a segregated account.
7. The Company did not advertise/disclosed/was not transparent regarding the statistical data representing the percentage of total client losses at The Company.
8. The Company did not read the risk disclosure prior to my deposits.
3 Nov 2020
On 18 Apr 2017, four months before my first transaction, Consob (Italy) published a warning against [F] (attached), it is MasterCards and the payment provider’ role as a financial institution to manage the risks and protect their customers from known fraud, in my case the duties were not complied with.
On 20 Nov 2017, upon Danske Banks request I sent by email for your money laundering compliance department check some details about my transactions with [F], but I was never warned of this fraudulent company, and not even one transaction with [F] was stopped by the payment provider whether it was the bank, Nets of any other payment provider associated with the payment. I was never protected from this scam and was never tried to prevent these transactions.
Under the rules and by laws of the Prudential Regulation Authority (PRA) at the Bank of England and in EU (including Denmark), and of the Financial Conduct Authority (FCA), the bank or credit institution or the payment provider is jointly and severally liable of any breach of contract or misrepresentation by the payee.
I will also add, that, in accordance with Visa and MasterCard Schemes Core Rule No. 0004630 5.2.1.2., before allowing a company or merchant to accept payments, there must be a physical inspection of the listed premises of the business. As I now know there is nothing at the listed premises of this company. ([F]), and I believe this condition was also not met.”
Banken har oplyst, at den på baggrund af klagerens indsigelse i november 2020 anmodede om chargeback via MasterCard, hvilket blev afvist.
Den 23. december 2020 svarede banken følgende:
”We regret to inform you that we are not able to reimburse the payments you have disputed (Cases -486, -131 and -305).
On November 4, 2020 you disputed payments in the total amount of USD 120,300. The payments in question were executed during 2017-2018 with your consent. We understand from your dispute letter that the company you transferred money to ([F]) were not authorized by relevant authorities and that you were aware of this back in November 2017, when you were in contact with the bank’s AML department regarding your matters.
Given that you disputed the transactions 19 months after the last payment was executed you have forfeited the right do dispute the transactions and claim reimbursement from the bank.
For good measure, we have tried to perform chargebacks via Mastercard. Unfortunately, but as expected, the case was rejected as the time frames were overrun.
[…]”
Klageren har fremlagt en udskrift vedrørende en advarsel af 17. april 2017 mod F fra det italienske finanstilsyn, og en udskrift af 21. marts 2018 med en meddelelse om F’s manglende autorisation udgivet af det engelske finanstilsyn.
Klageren har fremlagt fakturaer vedrørende MasterCardtransaktioner for perioden 20. juli 2017 til 18. maj 2018.
Parternes påstande
Den 14. januar 2021 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Danske Bank skal tilbageføre korttransaktionerne på 758.614,88 kr.
Danske Bank har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at transaktionerne på 758.614,88 kr. beroede på svindel, og at banken bør tilbageføre dem.
Banken og blandt andre Nets burde have varetaget hans interesser ved at have stoppet overførslerne til svindlerne. Banken og Nets har adgang til eller burde løbende modtage information om svindel.
Banken har henvist til, at hans krav er forældet. Dette er ikke korrekt, da han i 2017 og 2018 ikke vidste, at han overførte penge til et svindelfirma. Banken burde derimod, på baggrund af det italienske finanstilsyns advarsel af 18. april 2017, have vidst, at der var tale om et svindelfirma, og burde derfor have stoppet transaktionerne.
Han har fundet ud af, at der var udgivet adskillige advarsler til bankerne fra myndigheder og svindelefterforskere i løbet af den relevante periode. Ingen fra banken spurgte ham, hvem modtageren af transaktionerne var eller om instruktionerne til, hvordan han skulle overføre pengene. Hvis de havde spurgt om dette, var de blevet bekendt med navnet på svindelfirmaet, og de kunne have advaret ham.
Banken har anført, at han havde kendskab til, at svindelfirmaet ikke havde licens i EU på tidspunktet, hvor han foretog overførslerne. Dette er ikke relevant i forhold til bankens og dens leverandørers forpligtelse til at advare eller stoppe transaktionerne. Viden om manglende autorisation betyder ikke, at han kendte til advarslerne mod svindelfirmaet. Kun banken, MasterCard og Nets skulle have været bekendt hermed.
Banken har bevisbyrden i forhold til overholdelsen af sine pligter i henhold til EP/Rdir 2015/2366 om betalingstjenester i det indre marked (betalingstjenestedirektivet), herunder artikel 68.
Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at banken ikke har handlet ansvarspådragende.
Klageren indgik selv aftalen med F og gennemførte betalingerne til F med sine kort. Alle betalingerne blev gennemført med klagerens samtykke. Transaktionerne er autoriseret af klageren og er korrekt registreret og bogført. Betalingerne gik ind på klagerens konto hos F.
F er ikke registeret som ”klon”-virksomhed på det engelske finanstilsyns hjemmeside.
De købte serviceydelser blev leveret, og der er derfor ikke er tale om, at der ikke er sket levering efter betalingslovens § 112, stk. 1, nr. 2, idet transaktionsbeløbene blev indsat på klagerens konti hos F med hans samtykke. Klageren har desuden jævnfør betalingslovens § 112, stk. 4, en forpligtelse til at fremsætte indsigelse snarest muligt efter, at han er blevet bekendt med, at debitering er sket uretmæssigt.
Banken har løftet bevisbyrden for, at der er sket levering og derfor er berettiget til at debitere klagerens konto i banken.
MasterCards regler gav ikke mulighed for at få betalingerne tilbageført fra betalingsmodtager via chargeback, eftersom klageren først henvendte sig 19 måneder efter gennemførsel af den sidste betaling.
Banken var ikke forpligtet til at undersøge og over for klageren oplyse, at F ikke var en autoriseret udbyder. En sådan oplysning havde under alle omstændigheder ikke påvirket klagerens beslutning, da han allerede var bekendt med den manglende autorisation. Banken har ikke en forpligtelse til at overvåge og stoppe betalinger til virksomheder uden autorisation.
Advarslerne publiceret af det italienske finanstilsyn og senere det britiske, indeholdt de samme oplysninger, som klageren i forvejen var bekendt med, nemlig at F tilbød finansielle ydelser uden autorisation, og at handel med virksomheden derfor medførte en risiko.
Klageren har under alle omstændigheder udvist retsfortabende passivitet ved først at kontakte banken 19 måneder efter den sidste betaling var gennemført.
Danske Bank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at det kun vil være muligt at træffe afgørelse i sagen, hvis klageren og eventuelle vidner under strafansvar afgiver mundtlige forklaringer, hvorfor sagen bør afvises under henvisning til § 5, stk. 3, nr. 4, i Ankenævnets vedtægter.
Ankenævnets bemærkninger
Klageren var kunde i Danske Bank, hvor han havde tre MasterCard, hvoraf to var udstedt til klagerens personligt ejede enkeltmandsvirksomhed.
I perioden fra den 8. august 2017 til den 1. maj 2018 foretog klageren 23 transaktioner på i alt 122.200 USD med betalingskortene, svarende til 758.614,88 kr. til et udenlandsk investeringsselskab, F.
Den 3. november 2020 gjorde klageren indsigelse imod transaktionerne.
Ankenævnet finder, at den del af klagen, der vedrører transaktioner med MasterCard udstedt til klagerens virksomhed, adskiller sig væsentligt fra en klage vedrørende privatkundeforhold.
Ankenævnet afviser derfor denne del af klagen i medfør af Ankenævnets vedtægter § 2, stk. 3 og 4.
Klageren foretog 11 transaktioner med sit private MasterCard.
Transaktionerne skete med klagerens samtykke, og beløbene blev indsat på to konti, som klageren havde oprettet hos F. Ankenævnet finder på den baggrund ikke, at banken i medfør af den tidligere lov om betalingstjenester § 74, stk. 1, eller i medfør af betalingslovens § 112 er forpligtet til at opfylde klagerens krav om tilbageførsel af korttransaktionerne.
Ankenævnet finder ikke, at der er oplyst omstændigheder, der kan medføre, at banken på andet grundlag er forpligtet til at godtgøre klageren beløbet.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Ankenævnet kan ikke behandle den del af klagen, der vedrører transaktioner med MasterCard udstedt til klagerens virksomhed.
Klageren får ikke medhold i klagen.