Tilbudskonto.
| Sagsnummer: | 114/1991 |
| Dato: | 07-10-1991 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Bjørn Bogason, Niels Busk, Søren Geckler, Allan Pedersen |
| Klageemne: |
Rente - indlån
|
| Ledetekst: | Tilbudskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | OF |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I marts måned 1986 købte klageren en jubilæumsobligation på 5.000 kr. udstedt af indklagede og fik i samme forbindelse tilbud om at oprette en særlig højt forrentet indlånskonto (K-konto) uden opsigelse, på hvilken der maksimalt kunne indskydes 75.000 kr. Klageren oprettede en K-konto, og ifølge en brochure, klageren fik udleveret ved oprettelsen, forrentedes kontoen med indklagedes rente for indskud med 12 måneders opsigelse.
Ved skrivelse af 3. august 1987 til kunder med denne særlige indlånskonto meddelte indklagede, at den maksimale indskudsgrænse nu hævedes til 125.000 kr. I skrivelsen hedder det endvidere bl.a.: "Betingelserne er de samme som før, og [indklagede] giver stadig den høje indlånsrente, som for tiden er 6% + en sparepræmie på 2% p.a.".
Renten på den særlige indlånskonto har ændret sig således:
Rentesats 1986 7% p.a. (heraf 2% sparepræmie) Ændring 16.02.1987 8% p.a. (heraf 2% sparepræmie) Ændring 22.06.1988 7½% p.a. (heraf 2% sparepræmie) Ændring 12.01.1989 6½% p.a. (heraf 1½% sparepræmie) Ændring 11.10.1989 6½% p.a. (heraf 1% sparepræmie) Ændring 01.11.1989 6% p.a. (heraf 0,5% i sparepræmie) Ændring 13.11.1989 7% p.a. (heraf 0,5% i sparepræmie) Ændring 28.03.1990 6½% p.a. (heraf 0,5% i sparepræmie) Ændring 02.05.1990 6% p.a. (heraf 0,5% i sparepræmie) Ændring 28.06.1990 5½% p.a. (heraf 0,5% sparepræmie) Ændring 10.04.1991 5% p.a. (heraf 0,5% sparepræmie)
I de kontooversigter, klageren modtog fra indklagede frem til 31. december 1988, var rentesatsen oplyst, hvorimod denne ikke var oplyst i kontooversigterne pr. 31. december 1989 og 31. december 1990.
Ifølge indklagede har rentesatsen på indskud med 12 måneders opsigelse frem til 1. november 1990 været identisk med renten på K-kontoen med fradrag af ydet sparepræmie.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om at indklagede tilpligtes at godtgøre hende differencen mellem den faktisk ydede rente og 3 mdr. renten + 2%.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Til støtte for påstanden har klageren anført, at hun købte jubilæumsobligationen under den forudsætning, at den særligt oprettede indlånskonto forrentedes med en overrente på 2%, indtil obligationen skulle indfries den 31. marts 1991. Rentesatsen på K-kontoen fremgår ikke af kontoudskrifter for 1989 og 1990, hvilket netop var den periode, hvor indklagede ændrede rentepolitik på kontoen. Indklagede har således undladt at informere klageren om den væsentlige sænkning af renten. Da klageren den 22. januar 1991 henvendte sig i indklagedes Jernbane Allè afdeling, fik hun oplyst, at renten på kontoen var 3,5% + 2% i sparepræmie. Samtidig fremgik det af indklagedes rentetavle, at 3 måneders renten var 5%. Da klageren påpågede dette over for en af afdelingens medarbejdere, blev hun tilbudt en rente på 7% + 1 % i overrente. Klageren stiller sig uforstående over for, at indklagede kan give et sådant tilsagn, når forrentningen af den særlige indlånskonto på samme tid var så ringe.
Indklagede har anført, at der i marts 1986, da klageren oprettede den særlige indlånskonto, blev ydet en rente på kontoen, der var højere end renten på bøger med 12 måneders opsigelse, idet der blev ydet en sparepræmie som supplement til renten pga. konkurrencen med øvrige pengeinstitutter. Renten på 12 måneders opsigelse var på daværende tidspunkt 5%, og den ydede sparepræmie på 2%. Som følge af en fusion mellem det pengeinstitut, hvor klageren havde oprettet kontoen, og andre pengeinstitutter, der nu til sammen udgør indklagede, ophørte konti med henholdsvis 8 og 12 måneders opsigelse i 1990. Dette skete ved at sænke opsigelsesvarslet til 3 måneder. Samtidig forhøjedes renten på konti, der tidligere havde haft opsigelse på henholdsvis 3, 8 og 12 måneder, således at den højeste almindelige indlånsrente var uændret. Renten på 12 måneders opsigelse og senere 3 måneders opsigelse var i hele perioden fra 1986 lavere end den rente, der rent faktisk blev ydet på den særlige indlånskonto. I den skrivelse, klageren modtog i august måned 1987, var det anført, at renten for tiden udgjorde 6% + en sparepræmie på 2% p.a. Klageren har på intet tidspunkt fået løfte om, at renten ville holde sig på et bestemt niveau. Hverken i den fremlagte brochure eller i det fremlagte brev fra august 1987 har klageren fået løfte om, at sparepræmien var fast. Sparepræmien er ikke nævnt i den brochure klageren modtog i forbindelse med oprettelsen af kontoen, og som det tydeligt fremgår af skrivelsen af august 1987, er der ikke tale om, at den på daværende tidspunkt ydede sparepræmie er fast. Det er tillige fremgået af klagerens årlige kontooversigter, at renten varierede og at sparepræmien indgik heri. Ændringer af renten på K-kontoen er sket i forbindelse med indklagedes generelle renteændringer, om hvilke der på sædvanligvis er orienteret gennem annoncer i dagspressen. Markedsforholdene på indlånsområdet er sådanne, at der i perioder fremkommer højrentetilbud udover de allerede bestående. Disse kampagner, der har til formål at tiltrække indlånsmidler bl.a. fra andre pengeinstitutter, nødvendiggør, at indklagede til stadighed er i stand til at tilbyde sine kunder en forrentning, der kan konkurrere hermed. Da klageren har et ikke ubetydeligt indestående på sin indlånskonto, vil hun ind imellem være i stand til på nærmere aftalte vilkår at opnå en højere forrentning end den, der f.eks. tilbydes på den særlige indlånskonto, der er et standardprodukt.
Ankenævnets bemærkninger:
3 medlemmer - Peter Blok, Niels Busk og Søren Geckler - udtaler:
Ifølge indklagedes brochure fra 1986 forrentedes K-konti med renten for indlån på 12 måneders opsigelse, men faktisk ydede indklagede ved klagerens oprettelse af kontoen i marts 1986 i tillæg hertil en "sparepræmie" på 2% p.a. Når endvidere henses til indholdet af indklagedes skrivelse af 3. august 1987 finder vi, at klageren har fået en berettiget forventning om, at K-kontoen ville blive forrentet med den til enhver tid gældende højeste almindelige indlånsrente med et tillæg på 2% p.a. Vi finder, at indklagede herefter kun kunne nedsætte dette tillæg ved at give klageren meddelelse herom med et rimeligt varsel. Dette er ikke sket, idet indklagede fra og med 1989 tværtimod ophørte med at angive rentens størrelse på de årlige kontooversigter. Vi stemmer derfor for at tage klagerens påstand til følge som nedenfor bestemt. Det bemærkes herved at klageren har anført, at hun forventede, at det særlige tillæg ville blive ydet indtil den 31. marts 1991.
2 medlemmer - Bjørn Bogason og Allan Pedersen - udtaler:
Det fremgår ikke af den af klageren fremlagte brochure vedrørende indlånskontoen, at der er knyttet en sparepræmie til K-kontoen, men alene, at kontoen forrentes med 12 måneders renten. Vi finder derfor ikke, at klageren kan have haft en berettiget forventning om, at renten på K-kontoen i hele perioden skulle ligge 2% over 12-måneders renten (højeste almindelige indlånsrente), og stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.
Der afsiges kendelse efter stemmeflertallet.
Som følge heraf