Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod gyldigheden af kaution.

Sagsnummer: 297/2001
Dato: 31-01-2002
Ankenævn: Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Kåre Klein Emtoft, Karen Frøsig, Ole Simonsen
Klageemne: Kaution - stiftelse
Ledetekst: Indsigelse mod gyldigheden af kaution.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens indsigelser mod en kautionsforpligtelse for hans søns lån hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

Ved gældsbrev af 4. november 1996 ydede indklagedes Ebeltoft afdeling klagerens søn et lån på 100.000 kr., som skulle afvikles med en månedlig ydelse på 9.000 kr., første gang 31. december 1996. Sønnen drev en restauration. Klageren kautionerede for lånet.

Den 17. april 1997 underskrev sønnen nyt gældsbrev, hvorefter kautionslånet blev forhøjet med 27.482 kr. til 95.940,14 kr., som skulle afvikles med 1.000 kr. månedligt, første gang 30. april 1997. Endvidere fremgår, at ydelsen skulle revurderes, når regnskabet for 1997 forelå medio 1998.

Den 27. august 1997 underskrev klageren i sin lokale afdeling af indklagede særskilt kautionsdokument, hvorefter klageren indestod som selvskyldnerkautionist for opfyldelse af sønnens forpligtelser vedrørende lånet, der var angivet med en restgæld på 95.940,14 kr. Af kautionsdokumentet fremgår, at der var tale om en låneforhøjelse på 27.482 kr., og at ydelsen, der skulle revurderes, når regnskabet for 1997 forelå, var nedsat til 1.000 kr. månedligt fra 30. april 1997.

Ved anbefalet skrivelse af 3. marts 1999 til klageren meddelte indklagede, at kautionslånet, hvis restgæld samme dag var 97.728,22 kr., havde en restance på 5.000 kr. Indklagede anførte, at man havde tilbudt, at restancen kunne tillægges restgælden, hvilket klageren blev anmodet om at godkende. Den 8. s.m. underskrev klageren erklæring om kautionslånets ændrede vilkår.

Den 21. september 2000 underskrev klagerens søn tillæg til kautionslånet, hvorefter ydelsen blev ændret til 2.000 kr. månedligt med virkning fra 31. juli 2000. Restgælden var anført med 110.416,15 kr. pr. 6. juli 2000. Af fremlagte kontoudtog fremgår, at lånets afvikling fortsatte med 1.000 kr. månedligt.

Ved skrivelse af 14. november 2000 opsagde indklagede kautionslånet over for klagerens søn under henvisning til, at forudsætningerne for lånet som følge af virksomhedsophør var bortfaldet. Lånets restgæld var 99.913,58 kr. Ved skrivelse af samme dato modtog klageren kopi af skrivelsen.

Ved skrivelse af 15. januar 2001 anmodede indklagede klageren om at indfri kautionsforpligtelsen inden 30 dage.

Ved skrivelse af 20. marts 2001 anmodede indklagedes Ebeltoft afdeling klageren om at kontakte afdelingen for en drøftelse af, hvorledes kautionsforpligtelsen kunne afvikles.

Ved skrivelse af 29. marts 2001 meddelte klageren, at han anså kautionslånet for afviklet, idet han ikke havde hørt om lånets misligholdelse. Ved skrivelse af 2. april 2001 meddelte indklagede, at der ikke var indgået afviklingsaftale vedrørende kautionslånet, hvorfor klageren blev anmodet om at komme med forslag til afvikling, da indklagede fastholdt kautionsforpligtelsen.

Indklagede overgav sagen til retslig inkasso, og ved skrivelse af 10. juli 2001 tog indklagedes advokat sagen til inkasso. Inkassosagen afventer efter det oplyste Ankenævnets behandling.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. august 2001 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at kautionsforpligtelsen er bortfaldet.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at kautionslånet ved etableringen måtte forventes at have en løbetid på under to år henset til den aftalte månedlige ydelse på 9.000 kr.

Han har ikke nogen erindring om det senere kautionsdokumentet, der blev underskrevet den 27. august 1997, og han modtog ikke nogen forklaring om, hvorfor det var fornødent at oprette dokumentet.

I marts 1999 underskrev han ved personligt fremmøde i sin lokale afdeling af indklagede et dokument, hvis nærmere indhold han ikke fik forklaret, og som blev betegnet som en formalitet.

Han finder ikke, at han kan anses for bundet af kautionsaftalen. Det oprindelige kautionsdokument er utilstrækkeligt udformet, da det intet oplyser om lånets afvikling. Han har heller ikke modtaget tilstrækkelig forklaring på de ændringer, som er foretaget efterfølgende.

Indklagede har tilsidesat bank- og sparekasselovens § 41 om underretning.

Han stiller sig uforstående over for, at indklagede godtog privat kaution for et erhvervslån. Af en til brug for sagen indhentet erklæring fra indklagedes daværende stedfortræder i hans lokale afdeling fremgår, at private kautioner kun eksisterede i særdeles beskedent omfang og var begrænset til hovedaktionærers/selskabsejeres kautioner for selskabsengagementer. Dog således at der kunne være enkelte familiekautioner for private engagementer. Indklagede havde i 1992 udgivet et hæfte med regler for lån og sikkerhedsstillelse, hvor det blev præciseret, at indklagede ikke ønskede private kautioner, fordi privatpersoner ikke var i besiddelse af den nødvendige indsigt.

Indklagede har anført, at det er fast kutyme, at man ved stiftelse af en kautionsforpligtelse rådgiver pågældende kautionist om kautionens betydning.

Klageren må anses for at have været fuldt bekendt med konsekvenserne af kautionen. Indklagede har overholdt underretningspligten i medfør af bank- og sparekasselovens § 41.

Det er korrekt, at indklagede som hovedregel ikke ønsker sikkerhed i form af privat kaution. Der er dog undtagelser hertil. Klagerens kautionserklæring må derfor fortsat anses for retsgyldig.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

I forbindelse med etableringen af lånet til klagerens søn i november 1996 kautionerede klageren. I august 1997 underskrev klageren kautionserklæring, hvorefter han anerkendte, at lånet var forhøjet med 27.482 kr., samt at lånets ydelse med virkning fra 30. april 1997 var nedsat til 1.000 kr. I marts 1999 godkendte klageren, at en restance på lånet på 5.000 kr. blev tillagt lånets restgæld.

Det forhold, at indklagede som hovedregel ikke ønsker at modtage sikkerhed i form af privat kaution, kan ikke føre til, at klagerens kautionsforpligtelse, som klageren flere gange har vedstået, kan anses for uforbindende. Der er heller ikke godtgjort andre omstændigheder, der kan føre til, at klageren ikke er bundet af kautionsforpligtelsen.

I november måned 2000, på hvilket tidspunkt klageren blev afkrævet kautionsforpligtelsen under henvisning til, at lånet var opsagt, da forudsætningerne for dette på grund af virksomhedsophør var bortfaldet, var lånet ikke i restance i forhold til klageren, der havde godkendt, at lånet blev afviklet med 1.000 kr. månedligt. Indklagede findes på denne baggrund ikke at have tilsidesat underretningsforpligtelsen efter bank- og sparekasselovens § 41.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.