Erstatning. Ekspeditionsfejl ved afgivelse af lånetilbud.
| Sagsnummer: | 9902008/1999 |
| Dato: | 03-06-1999 |
| Ankenævn: | Hugo Wendler Pedersen, Ole Just, Bent Olufsen, Per Englyst og Leif Mogensen |
| Klageemne: |
Erstatning - krav
Ekspedition - fejl |
| Ledetekst: | Erstatning. Ekspeditionsfejl ved afgivelse af lånetilbud. |
| Indklagede: | Realkredit Danmark A/S |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | Download som pdf |
| Realkreditinstitutter |
Klageren indgik i august 1998 en aftale om køb af en ejerlejlighed. I købsaftalen var ejerskiftelånet opført som et kontantlån. Klageren ønskede lånet ændret til et obligationslån og skulle ifølge købsaftalen omgående kurssikre samt påtage sig kursrisikoen for lånet. Lånet skulle optages i sælgerens navn og hjemtages af sælgerens pengeinstitut. Ejendomsmægleren bad i september 1998 det indklagede realkreditinstitut om tilbud på et obligationslån i sælgerens navn. Instituttet fremsendte den 15. september 1998 et lånetilbud til ejendomsmægleren på et kontantlån. Ejendomsmægleren bad den 17. september 1998 pr. telefax instituttet om et nyt tilbud, idet instituttet ikke havde fremsendt det obligationslånetilbud, der var bedt om. Instituttet fremsendte den 18. september 1998 et nyt lånetilbud til ejendomsmægleren vedrørende et obligationslån. Lånetilbudet indeholdt oplysninger om muligheden af at indgå en fastkursaftale. Tilbudet var vedlagt instituttets information fra april 1998 vedrørende låntyper, hvoraf det blandt andet fremgår, at det også om søndagen er muligt at indgå fastkursaftaler. Sælgeren indgik den 22. september 1998 en kurssikringsaftale med sit pengeinstitut vedrørende ejerskiftelånet. Klagerens advokat rejste i september 1998 krav om, at ejendomsmægleren dækkede klagerens tab på 29.092 kr., idet klagerens kurssikring var blevet forsinket som følge af, at ejendomsmægleren havde søgt et forkert lån. Ejendomsmægleren, hvis kontor ikke har åbent lørdag, og som søndag alene er bemandet med salgsmedarbejdere, som ikke ekspederer post, meddelte advokaten, at han allerede første gang havde ansøgt om det korrekte tilbud, og at han havde videresendt det korrigerede tilbud hurtigst muligt. Klagerens advokat rejste herefter kravet over for instituttet, der alene ville dække kurstabet i perioden 17. til 20. september 1998, svarende til godt 5.000 kr., idet instituttet anførte, at der kunne have været indgået en fastkursaftale hos instituttet den 20. september 1998.
Klageren nedlagde ved Nævnet påstand om, at instituttet skulle yde ham en erstatning på 29.092 kr. Instituttet påstod frifindelse.
Som sagen var oplyst, fandt Nævnet det ubetænkeligt at lægge til grund, at klageren var indstillet på at lade lånet kurssikre snarest muligt. Uanset at der i princippet var mulighed for at kurssikre hos instituttet søndag den 20. september 1998, fandt Nævnet, at klageren under hensyn til vilkårene i købsaftalen og ud fra praktiske hensyn havde kurssikret, så snart det var muligt. Nævnet fandt derfor, at der ikke ud fra tabsbegrænsningssynspunkter var grundlag for at fritage instituttet for at betale erstatning også for klagerens tab i perioden 20. - 22. september 1998. Nævnet fastsatte skønsmæssigt erstatningen til 22.600 kr.