Afgørelse

Omlægning af realkreditlån samt banklån til fast forrentet banklån med særlig indfrielsesvilkår.

Sagsnummer:	489/1994
Dato:	12-12-1995
Ankenævn:	Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Ole Just, Allan Pedersen, Mette Reissmann
Klageemne:	Udlån - særlige indfrielsesvilkår Rådgivning - lån med særlige indfrielsesvilkår
Ledetekst:	Omlægning af realkreditlån samt banklån til fast forrentet banklån med særlig indfrielsesvilkår.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
	Pengeinstitutter

---

I slutningen af 1992 rettede klageren henvendelse til indklagedes Tappernøje afdeling med henblik på en omlægning af eksisterende realkreditlån. Klageren ønskede at nedbringe sine månedlige ydelser.

På grundlag af klagerens oplysninger foretog afdelingen et skøn over klagerens kapitalbehov til brug for indfrielse af eksisterende realkreditlån. Ud fra dette skøn opstillede afdelingen herefter skriftligt to løsningsmodeller med en sammenligning af et 20-årigt realkreditlån (mixlån) på 265.000 kr. og et 18-årigt fast forrentet banklån på 250.000 kr. Af sammenligningen fremgår, at den nominelle rente på realkreditlånet var 9% og 12,25% på banklånet. Provenuet af begge lån efter fradrag af etableringsomkostninger var ca. 239.000 kr. Realkreditlånets årlige bruttoydelse var 33.033,36 mod banklånets 34.564 kr. Første års nettoydelse var for realkreditlånet 20.482,20 kr. mod 19.021 kr. for banklånet. Den samlede betaling over lånenes løbetid var oplyst til 565.388,11 kr. for realkreditlånet mod 622.152 kr. for banklånet.

Klageren har anført, at han af indklagede blev overtalt til at acceptere lånet ydet af indklagede. Indklagede bestrider dette.

Den 23. december 1992 underskrev klageren gældsbrev om et lån på 265.000 kr. ydet af indklagede. Lånet skulle afvikles ved 72 kvartårlige ydelser på 9.200 kr. Lånets rente var fast på 12,25% p.a. Af et tillæg til gældsbrevet fremgår i øvrigt:

"Referencerentesats

Satsen, der benyttes ved førtidige indfrielser (se nedenfor), er ved aftalens indgåelse 9,34% p.a.

">Førtidige indfrielser i fastrenteperioden.

Der gælder særlige vilkår ved indfrielser før aftalt tid i fastrenteperioden.

Det indebærer, at De ved førtidige indfrielser kan komme til at betale mere eller mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet. Er renteniveauet (markedsrenten) faldet efter aftalens indgåelse, kommer De til at betale mere end restgælden på indfrielsestidspunktet. Er renteniveauet steget mere end 0,25% procent point efter aftalens indgåelse, kan De indfri lånet med mindre end restgælden på indfrielsestidspunktet.

Kursen på indfrielsesbeløbet beregnes ud fra en referencerente (se nedenfor). I vedlagte bilag kan De se eksempler på indfrielsesbeløb ved forskellige udviklinger i renteniveauet.

Reglen gælder uanset, om det er Dem, der frivilligt vil betale før tiden, eller om indfrielsen skyldes, at det er banken, der kræver lånet indfriet på grund af opsigelse eller misligholdelse.

Reglen gælder både ved fuldstændige indfrielser, ved betaling af ekstraordinære afdrag og ved forhøjelse af de aftalte ydelser.

">Referencerente

Referencerenten ved aftalens indgåelse er den gennemsnitlige effektive obligationsrentesats før skat for Statsobligationer m.v. Den fremgår p.t. af Københavns Fondsbørs kursliste under "Stat, Fiskeri og Færøerne" for "gruppe ialt". Der benyttes det restløbetidsinterval, der svarer til fastrenteaftalens løbetid. Er fastrenteaftalen på mere end 15 år, anvendes dog satsen for restløbetid på 5-15 år.

Referencerenten ved førtidig indfrielse er den tilsvarende obligationsrentesats som ved indgåelsen på tidspunktet for den førtidige indfrielse. Der benyttes dog satsen for dagen før udregningen af indfrielsesbeløbet. Der benyttes det løbetidsinterval, der svarer til restløbetiden af fastrenteaftalen. Er restløbetiden af fastrenteaftalen på mere end 15 år, anvendes dog satsen for restløbetid på 5-15 år.

Hvis obligationsrentegennemsnittet fjernes fra Københavns Fondsbørs kursliste, er banken berettiget til at vælge en anden referencerente, der er repræsentativ for markedsrenten. Det samme gælder, hvis banken skønner, at obligationsrentegennemsnittet ikke længere er repræsentativt for udviklingen i markedsrenten.

Banken meddeler Dem, hvis referencerenten ændres.

">Beregning af indfrielseskurs

Lånets resterende aftalte ydelser i fastrenteperioden tilbagediskonteres med følgende rentesats:

+ Årlige nominel rentesats

- Rentesats ved tilbagediskontering

Er lånets løbetid længere end fastrenteperioden, vil restgælden ved udløb af fastrenteperioden blive tilbagediskonteret med samme rentesats.

Indfrielseskursen beregnes herefter:

- Beregnet, men endnu ikke tilskrevet rente x 100

">Beregning af indfrielsesbeløb

+ Beregnet, men endnu ikke tilskrevet rente

-

Som bilag til gældsbrevet medfulgte eksempler på indfrielseskurser på fast forrentede lån beregnet ved forskellige renteudviklinger.

Den 14. januar 1993 underskrev klageren gældsbrev på 87.300 kr. vedrørende et lån ydet af indklagede til indfrielse af et andet lån hos indklagede. Det nye låns vilkår svarede til vilkårene for lånet på 265.000 kr. ydet af indklagede.

I februar 1994 henvendte klageren sig hos indklagede medbringende et lånetilbud fra Realkredit Danmark for omlægning af de to lån ydet af indklagede i december 1992 og januar 1993. På klagerens anmodning oplyste indklagede indfrielseskurserne på lånene. Indklagede frarådede klageren at foretage en låneomlægning, men klageren anmodede om, at indklagede foretog denne. Ved indfrielsen af lånene til indklagede betalte klageren en overkurs på henholdsvis 50.700,67 kr. og 15.101,80 kr.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale 77.627,47 kr. svarende til klagerens kurstab ved indfrielsen af lånene til indklagede med tillæg af indfrielsesomkostninger, stempel m.v.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at indklagede har pådraget sig erstatningsansvar, idet man tilrådede ham at optage et fastrentelån med særlig indfrielsesklausul frem for optagelse af et almindeligt realkreditlån. Ved optagelse af fastrentelånet er klageren blevet afskåret fra de fordele, der er ved et realkreditlån. Ved at sælge egen ydelse og samtidig optræde som rådgiver har indklagede tilsidesat god markedsføringsskik, hvorfor indklagede af denne grund må ifalde ansvar eller i hvert fald være undergivet et strengt professionelt ansvar. Han har gået i skole i 7 år, og har arbejdet som arbejdsmand. Han havde i efteråret 1992 betydeligt overarbejde og var træt, når han kom hjem. Han lod sig derfor rådgive af indklagede og var ikke klar over, at indklagede var konkurrent i forhold til kreditforeningerne. Han blev heller ikke gjort opmærksom på, at han burde søge uvildig rådgivning. Han forstod ikke de detaljerede oplysninger, som indklagede meddelte; det var indklagedes medarbejder, som mente, at banklånet var det bedste tilbud. Det er ikke godtgjort, at indklagede har vejledt ham om indholdet af overkursklausulerne. Hans tabsopgørelse tager udgangspunkt i, at der ikke var sket låneomlægning i 1992. Lægges det til grund, at han alternativt havde optaget et realkreditlån, udgør hans tab 45.809,47 kr.

Indklagede har anført, at klageren forud for optagelsen af de omhandlede lån blev behørigt informeret om lånenes særlige indfrielsesvilkår. Klageren besluttede sig for at optage lånene hos indklagede, uden at der i denne forbindelse blev udvist kritisabel adfærd fra indklagedes side. Den skriftlige sammenligning mellem et skønsmæssigt anslået banklån og et skønsmæssigt anslået realkreditlån blev gennemgået med klageren, som blev oplyst om samtlige fordele og ulemper ved begge lånetyper. Klageren valgte banklånet frem for realkreditlånet på grund af banklånets lavere nettoydelse i starten af lånets løbetid. Informationerne til klageren gav denne et forsvarligt og retvisende sammenligningsgrundlag mellem de to lånetyper. Det bestrides, at man rådgav klageren til at optage banklånet. Med hensyn til omlægningen af lånet i januar 1993 bestrides det, at indklagede havde pligt til i denne situation at anvise klageren alternative finansieringsmuligheder, som konkurrenter kunne tilbyde. Det er endvidere ganske lidt sandsynligt, at klageren på dette tidspunkt ville have haft mulighed for at optage et realkreditlån til brug for indfrielse af et ordinært banklån. At dette senere kunne ske, kan ikke tillægges nogen vægt henset til, at kreditforeninger i lyset af stærkt forbedrede økonomiske konjunkturer senere lempede på udlånspolitikken. Klageren valgte senere i strid med indklagedes rådgivning at lade de omstridte lån erstatte af realkreditlån. Klagerens tabsopgørelse bestrides.

Ankenævnets bemærkninger:

Det fremgår af de foreliggende oplysninger, at indklagede i november 1992 informerede klageren om, at han kunne optage et realkreditlån eller et banklån til afløsning af det eksisterende lån. Det må antages, at indklagede orienterede klageren om fordele og ulemper ved de to løsningsmuligheder, herunder banklånets særlige indfrielsesvilkår.

Herefter findes indklagede ikke erstatningspligtig over for klageren, hvorfor det

Klagen tages ikke til følge.