Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Indsigelse mod bankens frigivelse af salgsprovenu for ejendom med halvdelen til hver af de to tidligere ægtefæller.

Sagsnummer: 99 /2022
Dato: 22-12-2022
Ankenævn: Bo Østergaard, Christina Bryanth Konge, Jimmy Bak, Tina Thygesen, Lisbeth Baastrup Burgaard.
Klageemne: Skødedeponeringskonto - frigivelse
Ledetekst: Indsigelse mod bankens frigivelse af salgsprovenu for ejendom med halvdelen til hver af de to tidligere ægtefæller.
Indklagede: Spar Nord Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod bankens frigivelse af salgsprovenu for ejendom med halvdelen til hver af de to tidligere ægtefæller.

Sagens omstændigheder

Klageren og hendes nu fraskilte ægtefælle, H, ejede i lige sameje en fast ejendom, som skulle sælges i forbindelse med parrets skilsmisse. Klageren fraflyttede ejendommen i juni 2020, og H blev boende i salgsperioden.

I korrespondance fra september 2020 og fremefter drøftede klagerens og H’s advokater blandt andet betaling af udgifter for ejendommen mv. og klagerens krav om H’s betaling af leje for at bebo ejendommen uden at nå til enighed.

Ejendommen blev solgt i foråret 2021. Købesummen blev deponeret på en skødedeponeringskonto i Spar Nord Bank med både klageren og H som kontohavere. Det overskydende provenu ved salget udgjorde ca. 754.000 kr. efter indfrielse af realkreditlån. Banken har oplyst, at oprettelsen af deponeringskontoen ikke skete på særlige vilkår for deponeringskonti, og banken har henvist til sine almindelige forretningsbetingelser for privatkunder.

I et brev af 8. marts 2021 til banken meddelte klagerens advokat, at klageren og H var uenige om deres mellemværende vedrørende ejendommen, og at frigivelse af provenuet ikke måtte ske uden accept, dom eller en endelig aftale mellem parterne. I et brev af 12. marts 2021 til banken meddelte H’s advokat, at banken var forpligtet til at frigive købesummen med halvdelen til hver af klageren og H.

Den 24. marts 2021 meddelte klagerens advokat H’s advokat, at klagerens krav mod H umiddelbart kunne opgøres til 52.185 kr.

Den 7. maj 2021 meddelte berigtigende advokat, at skødet var tinglyst, og at købesummen kunne frigives til sælger, dog med tilbageholdelse af 5.000 kr. til eventuel refusionssaldo i købers favør.

I et brev af 17. maj 2021 til klagerens advokat meddelte H’s advokat, at H havde et krav på 139.575 kr. mod klageren.

Den 17. maj 2021 meddelte banken klagerens advokat, at banken havde delfrigivet provenuet. Banken anførte endvidere:

”… Parterne har oplyst, at tvisten mellem dem omhandler et beløb på ca. kr. 50.000, hvorfor vi har tilbageholdt kr. 100.000 på boligkontoen. Endvidere er der tilbageholdt kr. 5.000 i.f.m. refusionsopgørelsen. …”

Klageren rejste indsigelse mod, at der var sket frigivelse, og H rejste indsigelse mod, at ikke hele beløbet var frigivet til parterne. I et svar til klageren af 31. maj 2021 anførte banken:

”… Årsagen til delfrigivelsen er, at du har fortalt din Rådgiver, at tvisten mellem dig og H omhandler et beløb på kr. 50.000. Du fortalte mig nu i telefonen, at det ikke var korrekt, men at beløbet omhandlede kr. 53.000.

Så for at finde en ”mellemvej” i sagen, hvor H via hans Advokat ønsker hele beløbet frigivet og du ønsker det opretholdt, så har jeg truffet denne beslutning i et forsøg på et kompromis, hvor der er reserveret et meget større beløb end det tvisten omhandler og der samtid er rimelighed og fairness i tingene i.f.t et krav om spærring af kr. 753.000 om en tvist til kr. 53.000….”

Klageren svarede blandt andet den 31. maj og 2. august 2021, at hun fastholdt sin indsigelse, at hun ikke havde oplyst banken om, hvilket beløb tvisten med H angik, og at banken hurtigst muligt burde trække 100.000 kr. fra både hende og H til indsættelse på deponeringskontoen.

Af bankens ”Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder” fremgår blandt andet:

”… 3. FLERE KONTOHAVERE

Indgår flere kunder aftale om en fælles konto, kan hver af kontohaverne disponere alene over kontoen, med mindre andet er aftalt. …”

Af forretningsbetingelsernes pkt. 6 og 7 fremgår, at banken som udgangspunkt med en måneds varsel kan sætte de variable rentesatser på indlån ned, hvis ændringen blandt andet skyldes forretningsmæssige, herunder indtjeningsmæssige forhold.

Af lovbekendtgørelse nr. 1.808 af 3. september 2021 om ægtefælleskifte m.v. fremgår blandt andet:

”Rådighed under skiftet

§ 54. Ægtefællerne beholder rådigheden over deres bodele under skiftet.

Stk. 2. Skifteretten kan fratage en ægtefælle rådigheden over aktiver, der helt eller delvis er delingsformue, hvis der er nærliggende risiko for, at ægtefællen på utilbørlig måde vil handle til skade for den anden ægtefælle.

Stk. 3. Fratager skifteretten en ægtefælle rådigheden, bestemmer skifteretten, hvordan aktiverne skal behandles under rådighedsfratagelsen.

Stk. 4. Skifteretten sørger for, at rådighedsfratagelse tinglyses. …”

Parternes påstande

Den 14. marts 2022 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Spar Nord Bank skal sørge for, at hun og H indbetaler hver 100.000 kr. til deponeringskontoen, og at banken skal frafalde opkrævede og kommende negative renter på deponeringskontoen. Ankenævnet har endvidere forstået klagerens påstand således, at banken skal anerkende, at bankens frigivelse fra deponeringskontoen var uberettiget.

Spar Nord Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har blandt andet anført, at banken ikke var berettiget til at frigive nogen del af beløbet fra deponeringskontoen. Hendes advokat havde meddelt banken, at provenuet skulle spærres. Hun og H var uenige om huslejebetaling i den periode, hvor H havde beboet ejendommen alene. Banken blev gjort opmærksom på dette og bekræftede beskeden fra hendes advokat.

Banken besluttede egenrådigt og med urette at frigive beløbet. Det tilkommer ikke banken at vurdere, om den ene eller anden part har ret. Banken havde ingen ret til at dele provenuet, og da slet ikke uden at kontakte hende eller hendes advokat. Banken har ikke dokumenteret sin ret hertil.

Banken burde havde forholdt sig helt upartisk. Da banken ikke har formået dette, bør der tilbageføres 100.000 kr. fra hver af hende og H. Hun anmodede allerede i maj 2021 banken om at sørge for dette, hvilket banken nægtede.

Hun underrettede på intet tidspunkt banken om tvistens beløbsmæssige størrelse. Hun spurgte flere gange banken, hvor den havde oplysning om beløbet fra. Hun er ikke i tvivl om, at banken fik dette oplyst fra H, som skulle optage et lån i banken. Relativt kort tid derefter frigav banken beløbet. Hun går ud fra, at H fik besked fra banken om delfrigivelsen, idet H ellers ikke kunne få et lån hos banken. Banken har tilsyneladende taget parti for H.

Det er korrekt, at hun ikke kan dokumentere et tab, men H er kommet med et modkrav, som vil resultere i, at de begge eller én af dem lider et tab, da der ikke står penge nok på deponeringskontoen til dækning af H’s modkrav samt penge til en eventuel retssag.

Det er bankens skyld, at sagen er gået i hårdknude, og at der ikke er penge nok til at dække omkostningerne.

Det er ret og rimeligt, at de ikke skal betale negative renter i den periode, hvor pengene er nødt til at stå i banken, til sagen er afsluttet. Banken må afholde de negative renter, der har været og måtte være i den forbindelse som kompensation for, at den har brudt loven og ikke har handlet upartisk.

Spar Nord Bank har anført, at parterne ejede ejendommen i lige sameje, og udgangspunktet er således, at provenuet skal deles ligeligt, hvis ikke andet er aftalt.

Klageren og H var ikke enige om, hvordan provenuet skulle fordeles. H krævede halvdelen af provenuet udbetalt til sig, mens klageren krævede, at hele provenuet skulle forblive på deponeringskontoen. Banken lægger til grund, at det omtvistede beløb alene udgjorde 53.000 kr. som flere gange oplyst af klageren, hvorfor banken var berettiget til med frigørende virkning at udbetale det resterende, ikke-omtvistede beløb ligeligt til parterne. Klageren oplyste pr. telefon først til sin rådgiver og senere en afdelingsdirektør i banken, at det omtvistede beløb var ca. 53.000 kr., hvorfor banken valgte at tilbageholde et beløb på to gange det omtvistede beløb, i alt 106.000 kr.

Det er ikke godtgjort, at klageren har lidt et tab. Klagen skal derfor ikke tages til følge, da der ikke foreligger en økonomisk tvist mellem klageren og banken. Det fremgår tværtimod af klagerens sagsfremstilling, at H har fremsat et krav over for klageren, som overstiger klagerens oprindelige krav på ca. 53.000 kr. vedrørende husleje.

Klageren har anført, at banken skal retablere et indestående på yderligere 200.000 kr., og at dette skal sikre, at der er dækning til betaling af H’s krav mod klageren. Om pengene står på deponeringskontoen, eller klageren har fået udbetalt halvdelen af provenuet ændrer ikke på størrelsen af et eventuelt krav fra H mod klageren. Dette er et indbyrdes anliggende mellem klageren og H, som er banken uvedkommende. Banken kan ikke pålægge klageren og H til at indsætte penge på en konto i overensstemmelse med klagerens påstand, ligesom det efter bankens opfattelse ikke ligger inden for Ankenævnets kompetence at vurdere dette.

Banken er berettiget til at opkræve negative renter i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser og vilkår. Det beror på klagerens og H’s forhold, at der fortsat er et indestående på deponeringskontoen.

Ankenævnets bemærkninger

Klageren og hendes nu fraskilte ægtefælle, H, ejede i lige sameje en fast ejendom, som blev solgt i 2021 i forbindelse med parrets skilsmisse.

Det overskydende provenu ved salget på ca. 754.000 kr. var indsat på en skødedeponeringskonto i Spar Nord Bank med både klageren og H som kontohavere.

Det lægges til grund, at skødedeponeringskontoen blev oprettet uden særlige påtegninger om dispositionsadgang.

Klageren og H var ikke enige om, hvordan provenuet skulle fordeles. H krævede halvdelen af provenuet udbetalt til sig, mens klageren krævede, at hele provenuet skulle forblive på deponeringskontoen. I maj 2021 frigav banken provenuet med halvdelen til hver af klageren og H, dog således at der blev tilbageholdt ca. 105.000 kr. på kontoen. Banken har oplyst, at det tilbageholdte beløb var ansat ud fra bankens vurdering af klagerens krav mod H.

Tre medlemmer – Bo Østergaard, Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard – udtaler:

Da parterne ejede ejendommen i lige sameje, tilkommer provenuet fra salget af ejendommen parterne med halvdelen til hver. Halvdelen af provenuet udgør således en del af H’s bodel, som H ikke er frataget rådigheden over, jf. ægtefælleskiftelovens § 54. Henset hertil og til det anførte om skødedeponeringskontoen finder vi, at banken var berettiget og forpligtet til at frigive provenuet.

To medlemmer – Jimmy Bak og Christina Bryanth Konge – udtaler:

Vi lægger til grund, at den gensidige fuldmagt i bankens Almindelige forretningsbetingelser pkt. 3 ophørte, da det kom til bankens kundskab, at parterne var uenige om fordelingen af salgsprovenuet, som indestod på deponeringskontoen. Når en gensidig fuldmagt ophører, kan parterne ikke længere disponere hver for sig. Udbetaling fra kontoen kræver således enighed og samtykke fra begge parter.

Vi finder imidlertid, at banken efter de foreliggende oplysninger om klagerens krav mod H var berettiget til at lægge til grund, at det omtvistede beløb var dækket af det på kontoen tilbageholdte beløb. Vi finder på baggrund heraf, at banken var berettiget til at frigive en del af det indestående beløb som sket.

Afgørelsen træffes efter stemmeflertallet.

Alle medlemmer udtaler:

Ankenævnet finder ikke, at bankens frigivelse af provenuet eller bankens dispositioner i øvrigt vedrørende deponeringskontoen afskar eller afskærer banken fra at kræve negative renter af deponeringskontoens indestående, i det omfang banken efter sine almindelige forretningsbetingelser og vilkår i øvrigt var/er berettiget hertil.

To medlemmer – Tina Thygesen og Lisbeth Baastrup Burgaard – udtaler:

Afgørelsen er ikke udtryk for, at der er hjemmel i lovgivningen til at opkræve negativ rente.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.