Afgørelse

I 1986 havde klageren en lønkonto og en checkkonto hos et pengeinstitut, der senere er fusioneret med indklagede.

Af en fremlagt posteringsoversigt for checkkontoen fremgår det, at følgende overførsler er foretaget til checkkontoen:

Ifølge indklagede var der med klageren indgået aftale om automatisk overførsel af beløb fra lønkontoen til checkkontoen.

Ved skrivelser af henholdsvis 14. og 31. januar samt 6. februar 1986 meddelte pengeinstituttet klageren, at lønkontoen var i overtræk med henholdsvis 4.857,39 kr., 4.427,39 kr. og 4.427,39 kr., som klageren blev anmodet om at indbetale inden fem dage.

Den 17. februar 1986 udgjorde lønkontoens overtræk 4.677,39 kr. Af posteringsoversigten for checkkontoen fremgår, at beløbet overførtes fra checkkontoen til lønkontoen. Den 19. februar 1986 debiteredes checkkontoen 120 kr. i rykkergebyr og den 29. maj 1986 renter 200,70 kr., hvorefter kontoens saldo udgjorde 5.097,84 kr. (negativ). Ved skrivelse af 30. maj 1986 overgav indklagede kravet til inkasso ved advokat. Advokaten, der ikke havde modtaget reaktion på skrivelser af 3. og 13. juni 1986 til klageren, afsluttede inkassosagen den 2. juli 1986.

Af kontoversigt pr. 31. december 1995 fremgår, at saldoen på fordringskonto, kontonr. -696, udgjorde 5.080,14 kr. Ved skrivelse af 10. januar 1996 anmodede indklagede klageren om et forslag til afvikling af beløbet på 5.080,14 kr. med fradrag af et modregnet beløb på 34,99 kr. og med tillæg af fem års renter, 18% p.a., i alt 12.167,64 kr.

Klageren har ved klageskema af 13. februar 1996 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frafalde kravet.

Indklagede har efter sagens indbringelse for Ankenævnet korrigeret kravet således:

Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at hun ingen erindring har om at skylde beløbet. Hun kan for længst have betalt gælden. Hun gemmer kun bankkvitteringer i fem år. Indklagedes fremgangsmåde strider mod god forretningsskik. Hun har i 10 år modtaget kontooversigter fra indklagede, uden at disse har indeholdt det nu fremsatte krav. Hvis hun tidligere var blevet gjort opmærksom på kravet, havde hun haft mulighed for at betale og dermed undgå de urimeligt høje renter. Overtrækket på kontoen er opstået ved indklagedes overførsel af 4.677,39 kr. Indklagede burde have undladt at hæve på en konto, på hvilken der ikke var dækning.

Indklagede har anført, at man af tekniske grunde valgte at overføre overtrækket fra lønkontoen til checkkontoen. Overtrækket pr. 19. februar 1986 på checkkontoen er undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4, hvorfor kravet ikke er forældet. Klageren har ikke en beskyttelsesværdig forventning om, at kravet skulle være bortfaldet, alene begrundet i, at der ikke har været rettet henvendelse til hende i ca. 10 år. Renter af fordringen er underlagt den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, § 1, stk. 1, nr. 2, hvorfor der er krævet renter i fem år. Kravet på overtræksrente af checkkontoen er berettiget, jf. UfR 1981/221. Efter udsendelse af rykkerskrivelser fortsatte klageren med at udstede checks, uanset at hun var bekendt med, at der var overtræk.

Ankenævnets bemærkninger:

Det findes at være uden betydning for sagens afgørelse, at indklagede af tekniske grunde valgte at overføre overtrækket fra lønkontoen til checkkontoen, hvorved bemærkes, at klageren må antages at være gjort bekendt med denne overførsel i forbindelse med sagens overgivelse til inkasso i maj 1986.

Der er ikke grundlag for at antage, at klageren på et senere tidspunkt har indfriet gælden helt eller delvis. Klageren måtte påregne, at indklagede ville kræve overtrækket forrentet med den for sådanne overtræk gældende rentesats.

Indklagedes fordring mod klageren er alene undergivet den 20-årige forældelse efter Danske Lovs 5-14-4 og er derfor ikke forældet, jf. dog det nedenfor anførte om renter. På baggrund af denne forældelsesregel findes den omstændighed, at indklagede gennem en årrække undlod at rette henvendelse til klageren vedrørende gælden, ikke at kunne medføre, at fordringen anses for bortfaldet ved passivitet. Heller ikke det forhold, at gælden ikke var medtaget i kontooversigterne fra indklagede, findes at have kunnet give klageren en retligt beskyttet forventning om, at indklagede havde frafaldet kravet mod hende.

Renter af gælden er omfattet af den 5-årige forældelse efter forældelsesloven af 1908, jf. dennes § 1, stk. 1, nr. 2. I den opgørelse af kravet, som er foretaget af indklagede under klagesagen, er der på korrekt måde taget hensyn hertil.

Som følge heraf