Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Krav om lukning af konto oprettet af farfar som gave til mindreårig uden samtykke fra værger.

Sagsnummer: 331/2022
Dato: 28-04-2023
Ankenævn: Vibeke Rønne, George Wenning, Mette Lindekvist Højsgaard, Jacob Ruben Hansen og Poul Erik Jensen.
Klageemne: Umyndighed - gave
Ledetekst: Krav om lukning af konto oprettet af farfar som gave til mindreårig uden samtykke fra værger.
Indklagede: Danske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Sagen vedrører krav om lukning af konto oprettet af farfar som gave til mindreårig uden samtykke fra værgerne.

Sagens omstændigheder

Klagerne i sagen er M og H, der er forældre til og værger for deres mindreårige datter, D.

H og M var kunder i Danske Bank. I februar 2022 oprettede H en børneopsparing og en såkaldt Danske Gave til D.

D’s farfar oprettede i april 2022 en såkaldt Danske Gave Plus til D, der var båndlagt indtil D fyldte 25 år.

Danske Gave Plus er en gavekonto, hvor midlerne kan investeres i henhold til opretterens instruks. Gavebeløbet investeres igennem bankens forvaltningsafdeling. Det indestående er båndlagt til barnet er mellem 18 og 25 år. Kontoen er et supplement til en almindelig børneopsparing, men har ikke en begrænsning i, hvor meget der kan indbetales, som en almindelig børneopsparing har.

Banken har oplyst, at den oprettede Danske Gave Plus kontoen med farfaderen som opretter, da han var en person, der var direkte beslægtet i opstigende linje med D, og da han kunne oplyse korrekt CPR-nummer til identifikation af gavemodtageren, D. M og H samt D var på daværende tidspunkt allerede legitimeret af banken, da de var eksisterende kunder i banken.

Den 9. maj 2022 sendte banken et brev til M, hvori den anførte følgende:

”Vi har fået oplyst, at du er værge for [D]. [Navn på farfar] har bedt os oprette en Danske Gave Plus med tilhørende forvaltningsdepot til [D].

Du kan læse mere om Danske Gave Plus på www.danskeforvaltning.dk. Her finder du også vores prisbog.

Vi håber, at du og [D] bliver glade for Danske Gave Plus, og har du spørgsmål, er du altid velkommen til at ringe til os på 45 12 89 64.”

Banken har fremlagt en netbankbesked af 10. maj 2022 fra H til banken, hvori hun vedhæftede bekræftelser af 2. maj og 3. maj 2022 stilet til D på de investeringer, der var foretaget på Danske Gave Plus kontoen. H anførte blandt andet:

”Jeg kontakter dig på baggrund af en rigtig ærgerlig episode, som jeg gerne ville have været foruden.

[M’s] far har oprettet en konto til [D] og sat 25.000kr ind, som derefter er blevet investeret, hvad jeg kan forstå på de vedhæftet breve.

Dette er blevet gjort uden hverken [M’s] eller mit samtykke, og jeg må for[stå] at [navn på farfar] har brugt [D’s] CPR-nr, for at [få] tilknyttet hende kontoen.

Vi er kun bekendt med kontooprettelsen, fordi vi modtager vedhæftet breve i postkassen.

Til daglig snakker vi ikke med [M’s] forældre.

Jeg har udover brevene vedhæftet dokumentation på, via sms, at [navn på farfar] er blevet orienteret om, at ingen andre skal oprette kontoer til [D]. Det er noget vi står for.

Tiltrods for overstående udmelding, er der alligevel blevet gjort, som beskrevet ovenfor.

Vi ønsker, at kontoen bliver lukket, da vi ikke har interesse i, at [D] har kontoer andre stedet end ved os, samt med vores fuldmagt.

Har du mulighed for at sende mig videre eller hjælpe med at få kontoen lukket?/ få [D] fjernet fra kontoen, så hun ikke er forbundet med den?

…”

Banken har endvidere fremlagt en netbankbesked af 17. maj 2022 fra H til banken, hvori hun vedhæftede et billede af det ovenfor omtalte brev af 9. maj 2022 fra banken til M vedrørende oprettelsen af Danske Gave Plus kontoen og anførte følgende:

”Vi har fået endnu et brev vedr. kontooprettelse til [D], som vi ikke er interesseret i. (Se vedhæftet)

Jeg vil blot høre, om det er en ny konto eller samme som tidligere skrevet om ?

Hvis det er en ny konto, vil vi også gerne have denne lukket. Vi er ikke interesseret i, at andre opretter kontoer til og for [D], det står vi selv for.

Er det muligt at gøre, så andre ikke kan oprette noget til hende/i hendes navn?

…”

Banken afviste at lukke Danske Gave Plus kontoen, henviste klagerne til Familieretshuset og anførte, at værgerne skulle have Familieretshusets godkendelse til at afslå en gave til D.

Det fremgår af fremlagt korrespondance mellem klagerne og banken, at klagerne ligeledes har kontaktet Datatilsynet vedrørende bankens behandling af D’s CPR-nummer.

Parternes påstande

Den 13. marts 2023 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at banken skal anerkende, at den uberettiget har oprettet en Danske Gave Plus konto i D’s CPR-nummer uden, at der forelå samtykke fra mindst en af forældrene/værgerne, og at banken skal lukke kontoen.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært afvisning for så vidt angår spørgsmålet om bankens behandling af personoplysninger.

Parternes argumenter

Klagerne har anført, at deres ni måneder gamle datter, D’s, CPR-nummer er blevet brugt til at oprette en Danske Gave Plus” konto, som er en investeringskonto. Det er D’s farfar, der har gjort det.

De har oplyst farfaderen om, at de ikke ville have det, inden han oprettede kontoen, da D allerede har en børneopsparing (investeringskonto, låst til 21. år), en opsparingskonto (investeringskonto, låst til 21. år) og en almindelig konto til hendes børnepenge. Han var velkommen til at sætte penge ind på en disse tre konti, som de har oprettet, selv kan se og selv beslutter, hvad pengene skal investeres i.

Banken har oprettet kontoen med D’s CPR-nummer uden at indhente deres samtykke hertil som forældre. Det er grænseoverskridende og problematisk, at D’s farfar har mulighed for at investere med sit barnebarns CPR-nummer uden, at forældrene bliver orienteret inden oprettelsen, samt uden at de giver samtykke til oprettelsen.

Banken kunne ikke gå ud fra, at når D’s farfar oplyste D’s CPR-nummer, så var der automatisk samtykke fra dem i modsætning til, hvis D’s farfar f.eks. havde vist banken D’s sygesikringsbevis, pas, dåbsattest eller personattest.

De har ikke modtaget noget brev om oprettelsen af kontoen fra banken, inden kontoen blev oprettet. De blev først bekendt med, at kontoen var oprettet, og pengene var blevet investeret, efter det var sket, fordi de fik nogle breve stilet til D i deres postkasse.

De har ingen mulighed for at være med til at beslutte, hvad D’s penge i Danske Gave Plus skal investeres i. De har heller ikke mulighed for at se kontoen.

Danske Bank har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at Danske Gave Plus er en gavekonto, hvor gavebeløb til kontohaver kan indsættes og er båndlagt i en på forhånd fastsat periode, der er bestemt af gavegiver.

I lighed med andre banker og i lighed med den måde en børneopsparingskonto kan oprettes på, er der ikke krav om, og ej heller et lovgivningsmæssigt krav om, at en sådan gave skal gives med samtykke fra værgerne. Tværtimod er der krav om, at værgerne søger myndighedsgodkendelse for at afvise/afslå en gave, når den ikke har en ubetydelig værdi, jf. § 9 i bekendtgørelse nr. 1444 af 2013-12-13 om værgemål.

Familieretshuset har overfor banken bekræftet, at en gave på 25.000 kr. ikke kan betragtes som ubetydelig, og at der skal søges Familieretshusets godkendelse for at afslå en sådan gave på vegne af sit barn, jf. værgemålsbekendtgørelsens § 9. Familieretshuset har oplyst, at en sådan ansøgning kan sendes pr. mail til Familieretshuset.

Såfremt klagerne opnår Familieretshusets godkendelse til at afslå gaven, vil banken handle i overensstemmelse med dette og lukke kontoen og returnere gavebeløbet til D’s farfar.

Klagerne har ikke givet besked til banken om, at der ikke måtte oprettes en Danske Gave konto til D, men har alene oplyst dette til opretter/gavegiver. Dette kan således ikke have bindende virkning på bankens administration af en sådan gave, da det er en sag mellem opretter/gavegiver og klagerne.

Klagerne har mulighed for at få indsigt i Danske Gave Plus kontoen, såfremt opretteren giver forespørgselsfuldmagt. Dette skal aftales med opretteren, hvorefter banken vil udlevere fuldmagtsblanket til brug herfor.

Derudover har klagerne i kraft deres rolle som værger til enhver tid ret til at få oplyst beløbet/størrelsen af kontoen/depotet. Hvis de ønsker dette, kan de blot rette henvendelse til banken.

Såfremt klagerne ønsker at have indflydelse på valget af, hvad gavebeløbet skal investeres i, må klagerne rette henvendelse herom til gavegiver, der bestemmer, hvorledes den af ham båndlagte gave skal investeres.

På tidspunktet for oprettelsen af Danske Gave Plus kontoen, var klagernes datter, D, kunde i banken, og banken behandlede derfor allerede D’s CPR-nummer.

For også fremover at kunne identificere gavemodtager og have styr på den modtagne gave, behandler banken fortsat D’s CPR-nummer. Det gøres blandt andet også, fordi banken er underlagt indberetningskrav til SKAT om optjente renter og afkast, jf. skatteindberetningsloven.

Banken har derved hjemmel til behandling af D’s CPR-nummer i henhold databeskyttelseslovens § 11, stk. 2, nr. 1, jf. skatteindberetningsloven samt lov om finansiel virksomhed § 43 b.

Til støtte for afvisningspåstanden har banken anført, at klager vedrørende behandling af personoplysninger ikke kan behandles af Det Finansielle Ankenævn og i stedet skal behandles af Datatilsynet. Denne del af klagen bør derfor afvises.

Ankenævnets bemærkninger

Klagerne i sagen er M og H, der er forældre til og værger for deres mindreårige datter, D.

H og M var kunder i Danske Bank. I februar 2022 oprettede H en børneopsparing og en Danske Gave til D.

D’s farfar oprettede i april 2022 en Danske Gave Plus til D, der var båndlagt indtil D fyldte 25 år. Danske Gave Plus er en gavekonto, hvor midlerne kan investeres i henhold til opretterens instruks.

En gave er en vederlagsfri formuefordel, der bliver givet som et udslag af gavmildhed, i gavehensigt (det vil sige, uden at der skal gives en modydelse). Ankenævnet finder, at en gave til en mindreårig ikke forudsætter en forudgående accept fra forældrene/værgerne. Da værgerne på vegne D er blevet bekendt med gaven/Danske Plus kontoen, er der givet en uigenkaldelig gave til D, og indeståendet på Danske Plus kontoen tilhører D.

Det følger af § 9 i bekendtgørelse nr. 1444 2013-12-13 om værgemål, at værgerne skal have Familieretshusets godkendelse til af afslå en gave, medmindre gaven har en ubetydelig værdi. Ankenævnet finder ikke, at en gave på 25.000 kr. må anses for en gave af ubetydelig værdi, og Ankenævnet finder derfor ikke, at banken kan tilbageføre indeståendet til opretter alene efter anmodning fra klagerne.

Af lov om finansiel virksomhed § 43 b følger, at finansielle virksomheder kan behandle oplysninger om personnummer med henblik på nødvendig entydig identifikation i relation til eksisterende kundeforhold ved varetagelse af administrative opgaver og rådgivning.

Da D’s farfar oplyste D’s CPR-nummer til banken ved kontooprettelsen med henblik på at sikre en entydig identifikation af D, der allerede var kunde i banken, har Ankenævnet ikke bemærkninger hertil.

Klagerne får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klagerne får ikke medhold i klagen.