Indsigelse mod størrelse af rente på deponeringskonto.
| Sagsnummer: | 385/1999 |
| Dato: | 07-02-2000 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Inge Frølich, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt, Mette Reissmann |
| Klageemne: |
Deponering - rente
Rente - indlån |
| Ledetekst: | Indsigelse mod størrelse af rente på deponeringskonto. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod størrelsen af renten på en deponeringskonto.
Sagens omstændigheder.
I forbindelse med gennemførelsen af et byfornyelsesprojekt i en ejerforening, skulle klageren, som ejer af en lejlighed, stille en sikkerhed på 118.000 kr.
Den 30. juni 1998 deponerede klageren 118.000 kr. hos indklagede til fordel for ejerforeningen. Når byggeriet var færdigt, skulle beløbet indsættes på ejerforeningens byggelån hos indklagede.
Renten på deponeringskontoen udgjorde den 30. juni 1998 0,5% p.a.
På baggrund af en henvendelse fra ejerforeningens advokat forhøjede indklagede pr. 1. november 1998 rentesatsen til 2,25% p.a. Renten blev efterfølgende reguleret til 1,75% p.a. og senere 1,5% p.a.
Den 18. maj 1999 blev kontoen opgjort til 119.302,13 kr., idet 1.302,13 kr. udgjorde renterne for perioden 30. juni 1998 - 18. maj 1999.
Parternes påstande.
Klageren har den 17. september 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale yderligere i rente for deponeringen.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at beløbet blev deponeret hos indklagede, idet han fik oplyst, at omkostningerne ved at deponere andetsteds var på flere tusinde kroner.
Indklagede udnyttede sin monopollignende stilling til at give en urimelig lav rente, som afviger fra det øvrige marked. Indeståendet burde være forrentet med ca. 3,5-4% p.a., som er en sædvanlig rentesats for større indeståender over længere tid. Det bemærkes, at indklagede havde mange tilsvarende kunder fra samme ejerforening.
Indklagede bør udbetale yderligere rente, således at han stilles, som om kontoen i hele deponeringsperioden var blevet forrentet med f.eks. 3,5% p.a.
Indklagede har anført, at de enkelte ejeres sikkerhed i forbindelse med gennemførelsen af byfornyelsesprojektet, kunne ske som transport i provenu fra realkreditlån optaget af de enkelte ejere, alternativt ved kontant deponering eller bankgaranti. Det var muligt at deponere såvel hos indklagede som i andre pengeinstitutter, hvorfor indklagede ikke havde monopollignende status.
Deponeringskontoen blev oprettet med en forrentning, der svarede til indklagedes standardsats for deponeringskonti med beløb større end 100.000 kr. eller indeståender med varighed på over 3 måneder.
Efterfølgende blev rentesatsen forhøjet efter aftale med ejerforeningens advokat og løbende reguleret i takt med de generelle renteændringer.
Der blev ikke opkrævet sædvanligt gebyr på 500 kr. for oprettelsen af kontoen.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Det lægges til grund, at deponeringskontoen blev oprettet med en forrentning svarende til indklagedes standardsats for konti af den pågældende art, og at klageren ikke til at begynde med gjorde indsigelse herimod. Rentesatsen blev med virkning fra den 1. november 1998 forhøjet til 2,25% p.a., hvilken sats var variabel, efter aftale med ejerforeningens advokat. Ankenævnet finder på denne baggrund, at klageren er afskåret fra at kræve renten forhøjet.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.