Afgørelse

Forrentning af indekskonto. Højeste indlånsrente med tillæg af overrente. Rentetrappe. Spørgsmål om kortere udbetalingsperiode end angivet i aftale om indekskontrakter

Indledning

Sagen vedrører forrentningen af klagerens indekskonto og udbetalingsperiodens længde.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er født i 1935, oprettede i 1970 seks indekskontrakter. Ifølge aftale om pristalsreguleret alderdomsopsparing af 30. december 1970 skulle indekskontoen forrentes med bankens højeste indlånsrente, for tiden 9 % p.a. og en overrente, for tiden ¼ % p.a. Den aftalte udbetalingsperiode var 10 år. Grundrenten var angivet til 4,25 % p.a. Aftalen indeholdt herudover bl.a. følgende:

"…

Fra den 1. i måneden efter kontohaverens fyldte 67. år udbetales kontoens indestående til denne i månedlige beløb af en sådan størrelse, som kontoens indestående forrentet gennem den aftalte udbetalingsperiode med grundrenten berettiger til. Til kontohavere, som er berettigede til, og som ønsker at modtage statens indekstillæg, sker udbetalingerne dog for hver af de af aftalen omfattede indekskontrakter mindst med det beløb, der sammenlagt med det under B omtalte indekstillæg ville udgøre 1/12 af den årlige pristalsregulerede ydelse. Udbetalingerne fortsætter med de således beregnede beløb, indtil kontoens indestående er opbrugt, uanset om den faktiske udbetalingsperiode herved bliver længere eller kortere end den aftalte.

B. Endvidere udbetales gennem banken det månedlige indekstillæg, som kontohaveren måtte oppebære i henhold til loven.

…"

I brev af 1. juli 2002 oplyste banken, at udbetalingen fra klagerens indekskonto snart skulle påbegyndes og orienterede klageren om følgende:

Banken oplyste endvidere, at den månedlige udbetaling før skat og inklusiv statens indekstillæg i 2002 ville udgøre 2.429,75 kr. ved valg af fast grundrente og 2.375,87 kr. ved valg af variabel grundrente. Endvidere fremgik, at udbetalingsperioden ved valg af variabel grundrente omtrent ville blive af samme længde som den oprindeligt aftalte udbetalingsperiode.

Den 9. juli 2002 underskrev klageren en blanket vedlagt bankens brev af 1. juli 2002. Af blanketten fremgik, at klageren valgte udbetaling med en fast grundrentesats:

"… Jeg beder banken om, indtil jeg selv fremsætter andet ønske, i udbetalingsperioden at anvende

X Den faste grundrente på 4,25 % p.a.

_ Den variable grundrentesats, der fastsættes en gang årligt af Hypotekbanken.

Jeg er bekendt med, at der i begge tilfælde kan blive tale om en forkortelse af udbetalingsperioden, ligesom jeg er bekendt med, at statens indekstillæg kun ydes så længe, der kan udbetales en fuld månedlig ydelse fra kontoen. …"

Udbetaling fra indekskontoen begyndte den 1. oktober 2002. Kontoens saldo udgjorde da 134.048,68 kr. Den månedlige udbetaling i 2002 udgjorde 2.429,75 kr. Heraf blev 1.340,75 kr. udbetalt af indestående på klagerens indekskonto, mens det resterende beløb på 1.089 kr. blev betalt som et indekstillæg fra staten. Udbetalingerne ophørte efter det oplyste i maj 2011. Den faktiske udbetalingsperiode var 104 måneder og dermed 16 måneder kortere end de 10 år anført i kontrakten.

Ifølge bankens brev af 21. september 2011 udgjorde tabet ca. 1.500 kr. om måneden før skat i den forkortede udbetalingsperiode som følge af valg af rente i udbetalingsperioden.

Banken har fremlagt en oversigt over udviklingen i rentesatsen på klagerens indekskonto sammenholdt med bankens højeste indlånsrentepå almindelige konti uden særvilkår (Danske Indlån) i perioden fra den 8. november 1999 til den 14. november 2011. Det fremgår heraf, at det anvendte rentetillæg til Danske Indlån var mellem 0,25 og 1 % p.a. frem til den 7. september 2009, hvorefter rentetillægget udgjorde 0,125 %. Banken har oplyst, at renten i over 10 år har fulgt en rentetrappe afhængig af indeståendets størrelse.

Parternes påstande

Den 11. november 2011 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet. Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Danske Bank skal kompensere ham for mistet indekstillæg fra staten i 16 måneder svarende til forkortelsen af udbetalingsperioden samt foretage en renteregulering af indekskontoen med tilbagevirkende kraft, således at mindsteforrentningen i udbetalingsperioden var 4,25 % p.a., og således at den løbende forrentning såvel før udbetalingsperioden som i selve udbetalingsperioden ikke sker efter en rentetrappe.

Danske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har bl.a. anført, at han og banken indgik aftale om en fast rente på 4,25 % p.a., jf. aftalen om indekskontrakter. Han har aldrig modtaget denne rente. Den modtagne rente var variabel.

Ifølge aftalen skulle forrentning af indeståendet ske til bankens højeste indlånsrentesats med tillæg af 0,25 % i overrente. Han har ikke indgået anden aftale med banken. Han har ikke modtaget bankens højeste indlånsrentesats. Banken har i modstrid med aftalen indført og anvendt en rentetrappe i 10 år, hvorefter renten reguleres efter kontoens indestående. Banken har anvendt en rentetrappe ved udregning af renter og tillæg. Rentetrappen har medført en lavere forrentning og en kortere udbetalingsperiode.

Banken henviser til, at han har modtaget underretning om den faktiske forrentning. Han har altid stolet på bankens tal, og at den kontraktlige aftale med banken om den højeste indlånsrente var gældende.

Udbetalingsperioden blev forkortet med 16 måneder, hvilket har medført et tab på i alt 24.000 kr. i mistet indekstillæg, jf. bankens beregning, hvorefter tabet udgør 1.500 kr. pr. måned. Banken er ansvarlig herfor.

Banken henviser til, at han med valg af rentetilskrivningsmetode selv har forårsaget den forkortede udbetalingsperiode. Hans valg af rentetilskrivningsmetode skete efter rådgivning fra banken. Han og banken blev enige om valget af fast grundrente, da dette ville sikre ham mindst en 10-årig udbetalingsperiode. Banken burde endvidere have kontaktet ham i udbetalingsperioden og varslet den forestående forkortelse af udbetalingsperioden, således at udbetalingerne kunne være justeret. Det statslige bidrag og udbetalingsperioden kunne dermed have været fastholdt som oprindeligt ønsket og aftalt i en 10-årig periode.

Danske Bank har bl.a. anført, at bankens aftalegrundlag med klageren var klart.

Det var aftalt, at indekskontoen skulle forrentes med højeste indlånsrente og en overrente.

Udtrykket "højeste indlånsrente" anses for en fast indarbejdet betegnelse for rente på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

For bankens almindelige konto, der er bærer af begrebet højeste indlånsrente (Danske Indlån), sker forrentningen af indeståendet efter en rentetrappe.

Banken har overholdt den indgåede aftale. Klageren fik således løbende forrentet sin konto med højeste indlånsrente plus en overrente.

De 4,25 % p.a. i fast grundrente er en teknisk beregningsrente, der ikke er udtryk for et løfte om en faktisk forrentning i udbetalingsperioden.

Klageren blev løbende orienteret om den faktiske forrentning af indekskontoen, jf. de af klageren fremlagte kontoudtog.

Det fremgik af bankens brev af 1. juli 2002, at udbetalingsperioden ville kunne blive afkortet, ligesom det fremgik, at udbetaling i den oprindeligt aftalte udbetalingsperiode forudsatte, at den faktiske forrentning af kontoen mindst svarede til grundrenten. Det fremgik, at udbetalingsperioden ville svare til den oprindeligt aftalte "hvis den grundrentesats, der benyttes ved udregningen af den månedlige udbetaling, er af samme størrelse som den rentesats, banken forrenter kontoen med."

Det fremgik yderligere, at klageren på et senere tidspunkt i udbetalingsperioden havde mulighed for at ændre sit valg af grundrente.

Klagerens opgørelse af det lidte tab bestrides.

Ankenævnets bemærkninger

Da udbetalingerne fra klagerens indekskonto skulle påbegyndes, valgte klageren, at udbetaling skulle ske på grundlag af den faste grundrente på 4,25 % p.a. Dette medførte, at udbetalingsperioden ville blive kortere end 10 år, hvis den faktiske forrentning af indekskontoen i udbetalingsperioden var under 4,25 % p.a., og at udbetalingsperioden ville blive mindst 10 år, hvis den faktiske forrentning af indekskontoen i udbetalingsperioden til stadighed havde været 4,25 % p.a. eller mere.

Ankenævnet finder det ikke godtgjort, at banken begik fejl eller forsømmelser, der kan medføre et erstatningsansvar ved rådgivning af klageren i forbindelse med udbetaling af indeståendet på klagerens indekskonto.

Ankenævnet finder endvidere ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at Danske Bank i udbetalingsperioden af egen drift burde have rådet klageren til at ændre udbetalingsvilkårene til udbetaling på grundlag af en variabel grundrente med henblik på i størst muligt omfang at fastholde den aftalte udbetalingsperiode og dermed statens indekstillæg.

I henhold til aftalen om klagerens indekskontrakter skulle indekskontoen forrentes med bankens højeste indlånsrente med tillæg af en overrente. Ankenævnet finder ikke, at banken var forpligtet til at forrente indeståendet med en samlet rente, som mindst svarede til den faste grundrente på 4,25 % p.a.

Tre medlemmer – Eva Hammerum, Jesper Claus Christensen og Kjeld Gosvig Jensen – udtaler:

Udtrykket "højeste indlånsrente" må anses for en fast indarbejdet betegnelse for renten på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår. Ud over højeste indlånsrente har klageren ifølge aftalerne om indeksopsparing krav på "overrente, for tiden ¼ % p.a."

Banken har for perioden fra den 8. november 1999 til den 14. november 2011 fremlagt en oversigt over bankens forrentning af klagerens indekskonto samt bankens "højeste indlånsrente svarende til renten på 3 måneders opsigelse" og det anvendte tillæg hertil. Det fremgår heraf, at klagerens indekskonto i hvert fald siden november 1999 er blevet forrentet med en rentesats, der svarer til bankens højeste indlånsrente med tillæg af en overrente. Det er således dokumenteret, at aftalen om kontoens forrentning i denne periode har været overholdt. Der er ikke grundlag for at antage, at dette ikke også har været tilfældet i tiden forud herfor.

Banken findes ikke at være afskåret fra med virkning også for eksisterende indekskonti at indføre en "rentetrappe", således at størrelsen af den ydede overrente i forhold til højeste indlånsrente afhænger af indeståendets størrelse.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Anita Barbesgaard – udtaler:

Ifølge aftalerne om indeksopsparing var banken forpligtet til at forrente klagerens indekskonto med bankens "højeste indlånsrente" med tillæg af "overrente, for tiden ¼ % p.a."

Vi finder, at udtrykket "højeste indlånsrente" naturligt må forstås som den højeste rente pengeinstituttet tilbyder kunder med opsparing.

Vi lægger til grund, at banken siden indgåelsen af indeksaftalerne har udviklet og udbudt indlånsprodukter med rentesatser, der overstiger rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår.

Ved til stadighed at have fastholdt en forrentning med rentesatsen på indskud på længste opsigelse på almindelige konti uden særvilkår på klagerens indekskonto, finder vi, at banken ikke har levet op til aftalen om "højeste indlånsrente".

Vi finder derfor, at forrentningen på klagerens indekskonto skal tilrettes i overensstemmelse med ovenstående.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.