Afgørelse

Indledning.

Denne sag vedrører om, indklagede har opfyldt en gældspleje- og rådgivningsaftale med klagerne i relation til omlægning af lån i klagernes ejendom.

Sagens omstændigheder.

I juni 1993 blev der indgået henholdsvis en gældsplejeaftale og en rådgivningsaftale mellem klagerne og indklagedes Birkerød afdeling. Af gældsplejeaftalen fremgår bl.a.:

"Gældsplejeaftalen indebærer, at banken kontakter Dem, når der i henhold til bankens beregninger er mulighed for at opnå en besparelse som angivet nedenfor opgjort i % af lånets restgæld.

Besparelsen opgøres som forskellen mellem nutidsværdien af de fremtidige ydelser på det/de overvågede lån og ydelserne på tilsvarende nyt/nye lån optaget i et realkreditinstitut. Beregningerne omfatter ikke bidragskonvertering.

De forventede omkostninger ved omlægningen er fratrukket ved udregningen af besparelsen. Ved beregningen er anvendt en skattesats på 50%.

Der foretages ingen konvertering, før De henvender Dem i banken og træffer nærmere aftale om at gennemføre konverteringen. Ved denne lejlighed kan banken foretage en beregning med Deres aktuelle skattesats, samt de faktiske bidragssatser.

Aftalen gælder for Deres ejendom [...]

De har oplyst, at ejendommen for tiden er prioriteret således

Denne aftale omfatter alene følgende af ovennævnte lån. Den ønskede besparelse i % af lånets restgæld er anført.

[Indklagede] kontakter Dem, når vore beregninger viser, at der er mulighed for, at opnå en besparelse på de af aftalen omfattede lån som krydsmarkeret ovenfor.

.....

[Indklagede] er alene ansvarlig for tab, der skyldes fejl og forsømmelser fra bankens side."

Lånenes restløbetid var henholdsvis 6 år (1), 13½ år (2), 10 3/4 år (3), 11½ år (4) og 13½ år (5).

Af rådgivningsaftalen fremgår bl.a.:

"Rådgivning.

En gang om året aftales et møde mellem Dem og Deres personlige bankrådgiver i [indklagede]. På dette mødet gennemgås Deres økonomi med henblik på at finde de bedste økonomiske løsninger på de ønsker og behov, som De har for det kommende år.

Der kan i den forbindelse ydes rådgivning om Deres løbende økonomi (årets budgetposter m.v.)., men også om mere langsigtede dispositioner f.eks. anskaffelser, låntagning, pleje af investeringer og af gældsposter.

Deres lån i boligen kan registreres med henblik på overvågning af mulighederne for at gennemføre fordelagtige omlægninger.

De aftaler, De under samtalen indgår med bankrådgiveren, noterer bankrådgiveren i et beslutningsreferat, som De får et eksemplar af."

Ifølge indklagede har der i perioden 1993-97 været afholdt årlige møder, jf. rådgivningsaftalen. Dette bestrides af klagerne.

Ultimo 1997 rettede klagerne henvendelse til indklagede, idet de gjorde gældende, at indklagede ikke havde opfyldt sine forpligtelser i henhold til gældspleje- og rådgivningsaftalen. Det var klagernes opfattelse, at de kunne have opnået besparelser, såfremt ejendommen var blevet omprioriteret i perioden efter aftalernes indgåelse.

Ved skrivelse af 15. december 1997 fremsendte indklagede konsekvensberegninger vedrørende de i gældsplejeaftalen anførte 5 lån samt et yderligere lån i Realkredit Danmark på oprindeligt 50.000 kr. Indklagede henviste til, at lånenes restgæld ved en ren konvertering ifølge beregningerne ville stige med 8,3 - 11,4%, og at den samlede nettoydelse ville blive forøget med 18.046 kr.

Den 17. december 1997 gennemførte klagerne via et andet pengeinstitut en omprioritering, hvorved de i gældsplejeaftalen anførte lån og det yderligere lån i Realkredit Danmark kr. blev omlagt til et 20 årigt 6% obligationslån på 496.000 kr.

Parternes påstande.

Den 18. december 1997 har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at yde en kompensation for den besparelse, de eventuelt kunne have opnået ved en omlægning af de overvågede lån på et tidligere tidspunkt.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Til brug for sagens forberedelse har indklagede udarbejdet en række konsekvensberegninger vedrørende de i gældsplejeaftalen anførte lån. Beregningerne er foretaget dels på basis af de kurser, der var gældende på tidspunktet for underskrivelsen af aftalerne, 1. juli 1993, dels ud fra den efterfølgende bedst tænkelige konverteringssituation for klagerne. Beregningerne på basis af kurserne den 1. juli 1993 viser bl.a., at den i gældsplejeaftalen anførte besparelse i nutidsværdien på 5% af restgælden ikke kunne være opnået for nogen af lånene. Af beregningerne vedrørende den bedst tænkelige konverteringssituation fremgår ligeledes, at der ikke ved omlægning af nogen af lånene kunne opnås den i gældsplejeaftalen anførte besparelse.

Af beregningerne fremsendt til klagerne den 15. december 1997 fremgår i øvrigt bl.a., at klagerne ved at omlægge lån nr. 2 på oprindelig 62.000 kr. ville kunne opnå en besparelse i nutidsværdien af de samlede nettoydelser på 8,64% af restgælden. Indklagede har hertil anført, at der ved beregningen ikke er medtaget omkostninger og har fremlagt en yderligere beregning, der viser, at der ved en omlægning ikke kan opnås en besparelse.

Parternes argumenter.

Klagerne har anført, at de ikke er blevet indbudt til og at der ikke har været afholdt møde hos indklagede i henhold til aftalerne. Indklagede har undladt at overvåge lånene og årligt gennemgå deres økonomi med henblik på at finde de bedste økonomiske løsninger på deres behov. De ville have kunnet opnå en besparelse, såfremt indklagede havde overholdt forpligtelsen til at overvåge deres lån. De har nu gennemført en omprioritering via Realkredit Danmark og har opnået en økonomisk gevinst herved. Omprioriteringen kunne formentlig med fordel have været gennemført på et tidligere tidspunkt.

Indklagede har anført, at klagerne ved indgåelsen af gældsplejeaftalen lagde vægt på, at en omlægning ikke måtte indebære en forlængelse af løbetiden, ligesom klagerne udelukkende ønskede at nedkonvertere for herved at opnå en lavere ydelse. Det blev hverken ved oprettelsen eller senere aftalt, at eventuelle muligheder for at sammenlægge de 5 realkreditlån skulle indgå i overvågningen. Det erkendes, at muligheden for en nedkonvertering ved en fejl ikke blev undersøgt på aftaletidspunktet. De fremlagte beregninger viser imidlertid, at der ikke var mulighed for at opnå en besparelse svarende til 5% af lånenes restgæld. Der har efterfølgende løbende været afholdt møder med klagerne, i hvilken forbindelse indklagede har foretaget beregninger til belysning af, om det aftalte konverteringskriterie var opfyldt for et eller flere af de lån, der var omfattet af gældsplejeaftalen, hvilket ikke har været tilfældet. Dette understøttes af de fremlagte beregninger, baseret på den bedst tænkelige konverteringssituation, baseret på 6% obligationer og baseret på klagernes ønsker ved indgåelsen af gældsplejeaftalen. Det er ved beregningerne forudsat, at restløbetiden på 6% obligationerne er 15 år, svarende til den gennemsnitlige restløbetid på de lån, der er omfattet af gældsplejeaftalen. Det er endvidere forudsat, at det nye 6% lån udbetales til den bedst mulige kurs, der har været siden 1993, kurs 101. I henhold til grundlaget for aftalen er det endvidere forudsat, at konvertering ikke må indebære en løbetidsforlængelse, en opkonvertering, en sammenlægning af et eller flere af realkreditlånene eller en ændring af det aftalte konverteringskriterie. Beregningerne viser, at klagerne på intet tidspunkt siden 1993 med økonomisk fordel har kunnet konvertere. Gældspleje- og rådgivningsaftalen er blevet opfyldt efter sit indhold, og klagerne har ikke lidt tab ved, at lånene ikke er blevet omlagt.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Ifølge gældsplejeaftalen var indklagede forpligtet til at kontakte klagerne, såfremt der opstod mulighed for at opnå en besparelse på nutidsværdien af de samlede nettoydelser på mindst 5% af lånets restgæld. Det blev ikke aftalt, at muligheden for sammenlægning af de 5 realkreditlån skulle indgå i overvågningen. Ankenævnet finder, at dette må betragtes som en rådgivningsfejl fra indklagedes side, idet der var tale om 5 små eller forholdsvis små lån, således at omkostningerne ved en omprioritering vejer uforholdsmæssigt tungt, når hvert lån vurderes særskilt. Det må antages, at dette er hovedårsagen til, at der ved de af indklagede fremlagte beregninger ikke i noget tilfælde fremkommer en besparelse på mindst 5% af det enkelte låns restgæld, og Ankenævnet finder det overvejende sandsynligt, at en besparelse af denne størrelse kunne være opnået ved en sammenlægning af lånene.

Ankenævnet finder derfor, at indklagede er erstatningsansvarlig over for klagerne i det omfang, denne formodning holder stik. Ved beregningen heraf bør der tages hensyn til klagernes ønske om, at der ikke skulle ske nogen løbetidsforlængelse, på den måde, at de 5 lån forudsættes sammenlagt til et nyt lån med en løbetid på 12 år (ved omlægning den 1. juli 1993), dvs. nogenlunde svarende til de eksisterende låns gennemsnitlige løbetid. Det bør endvidere lægges til grund, at klagerne ville have truffet beslutning om omprioritering på det tidligste tidspunkt, hvor en besparelse på mindst 5% af lånenes samlede restgæld kunne opnås, eventuelt allerede pr. 1. juli 1993. Den eventuelle erstatning skal herefter opgøres som den samlede besparelse i nettoydelse, klagerne ville have haft i tiden fra denne mulige låneomlægning til den faktiske låneomlægning i december 1997.

Der er mellem parterne uenighed om, hvorvidt indklagede har overholdt sin forpligtelse efter rådgivningsaftalen til én gang årligt at holde møde med klagerne, men Ankenævnet finder ikke at have anledning til - eller grundlag for - at tage stilling hertil.

Som følge af det anførte