Afgørelse

Meddelelse om renteændring alene sket ved oplysning på kontoudskrift uanset lånedokumentets bestemmelse om, at renteændringer skulle ske ved brev/annoncering.

Medhold klager


Indledning.

Denne klage vedrører renteændringer af klagerens lån hos indklagede.

Sagens omstændigheder.

I juli 1999 ydede indklagede klageren og dennes ægtefælle et Lynlån på 75.000 kr. Lånet blev formidlet via et pantebrevsselskab, der fungerede som låneformidler for indklagede. Af låneansøgning om Lynlånet fremgår:

"Det lånte beløb forrentes fra afregningsdagen med den af [indklagede] til enhver tid fastsatte rente for faste lån, for tiden 14,250%. Renten beregnes kvartalsvis bagud hver ultimo og tillægges det skyldige beløb. Den nominelle årlige rente udgør 15,029% p.a.

…

Ved renteændringer er [indklagede] berettiget, men ikke forpligtet, til at vælge at ændre ydelsens størrelse, således at løbetiden fastholdes. Såfremt ydelsen ikke ændres ved renteændringer, vil antallet af ydelser kunne blive formindsket eller forhøjet i forhold til det aftalte antal.

…

Accept: Undertegnede erklærer hermed, at jeg ønsker at optage det i ovennævnte låneansøgning anførte lån og at det sker på de betingelser, der er anført i ligeledes ovenstående lånetilbud.……Jeg er bekendt med og har modtaget [indklagedes] "almindelige forretningsbetingelser" og "Lånebetingelser for gældsbreve og kassekreditkontrakter", som jeg accepterer som en del af gældsbrevets vilkår."

Af en oversigt for lånets afviklingsforløb fremgår, at lånets restgæld pr. 1. december 2003 var beregnet til 12.440,11 kr.

Af indklagedes "Lånebetingelser for gældsbreve" fremgår:

"Renter og provisioner

Renter og provisioner fastsættes af [indklagede] og kan ændres uden varsel. Private debitorer får oplysning om ændring af rente og provisionssats ved brev eller annoncering i dagspressen, samt når [indklagede] udsender det første kontoudtog (eller kontooversigt) efter annonceringen. Hvis renten på denne type lån/kredit i forhold til en privat debitor ændres væsentligt til ugunst for debitor, og renteændringen ikke har forbindelse med [indklagedes] almindelige renteniveau, vil debitor ved brev eller ved annoncering i dagspressen få et varsel på mindst en måned."

Indklagede har oplyst følgende om renteændringer af lån mv.:

Ved ændringerne den 1. november 1999 og 12. maj 2000 skete der ikke offentliggørelse i dagspressen, ligesom underretning ved brev ikke blev fremsendt til debitorerne. Renteændringer fremgik af kontoudskrift fremsendt i forbindelse med årsskifte.

Ved mail af 29. november 2003 rettede klageren henvendelse til indklagede. Klageren anførte, at han var uforstående over for lånets aktuelle restgæld på ca. 23.500 kr., idet han havde en klar forventning om, at gælden skulle være væsentlig mindre set i lyset af renteudviklingen siden lånets etablering. Han anmodede indklagede om en forklaring.

Ved skrivelse af 1. december 2003 oplyste indklagede, at lånets rente aktuelt var 18 % p.a. Indklagede fremsendte samtidig kontoudskrift for lånet fra dets etablering til dato.

Ved mail af 7. december 2003 stillede klageren en række spørgsmål vedrørende lånets afviklingsforløb og rentens størrelse. Klageren tilbød samtidig betaling af 12.440,11 kr. - saldoen pr. 1. december 2003 ifølge den oprindelige oversigt over lånets afviklingsforløb - mod, at indklagede udstedte saldokvittering. Ved skrivelse af 8. december 2003 fremkom indklagede med en række oplysninger om lånets afvikling og forrentning. Indklagede anførte samtidig, at klageren ville blive kompenseret for rentestigningen pr. 1. november 1999 på 1 % og rentestigningen 12. maj 2002 for så vidt angik ¼ % som følge af, at han ikke havde modtaget særskilt information om disse renteændringer. Rentekompensationen ville blive betalt primo 2004.

Af kontoudskrifter fremgår, at lånets ydelse uændret har været 1.756 kr.

Parternes påstande.

Klageren har den 17. december 2003 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede "nedsætter restgælden på lånet incl. tilskrevne renter til det der fremgår af det oprindelige lånedokument".

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at han under sagens forberedelse er blevet klar over, at renteniveauet i første del af lånets afviklingsperiode var stigende, mens et markant rentefald først indtraf senere i låneperioden. Dette kan forklare, hvorfor han ikke tidligere reagerede på fremsendte kontoudskrifter.

Renten på hans lån har været uændret i en periode, hvor renteniveauet har været faldende.

Indklagedes erkendelse af den uretmæssige rentetilskrivning har skærpet hans mistanke om, at indklagede "har gjort som det passer dem". Dette bør føre til en skærpet kontrol af indklagedes dispositioner.

Indklagede har anført, at man i overensstemmelse med Ankenævnets kendelse af 8. juli 2003 i sag 66/2003 har erklæret at ville kompensere klageren for renteændringerne pr. 1. november 1999 og 12. maj 2000.

Lynlån har ikke fulgt den generelle renteudvikling for banklån i nedadgående retning, idet der er tale om et nicheprodukt.

Ved renteændringerne i 2003, hvor renten for lynlån forblev uændret, er der ikke tale om en ændring væsentlig til ugunst for klageren. Den manglende rentenedsættelse pr. 10. januar 2003 svarer til en manglende nedsættelse af bruttoydelsen på 5 kr. månedligt, hvilket ikke kan anses som værende væsentligt. Tilsvarende gælder for den manglende renteændring pr. 23. juni 2003.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Af gældsbrevet fremgår, at klagerens lån blev forrentet med en variabel rente, og at indklagede i forbindelse med renteændringer var berettiget, men ikke forpligtet, til at ændre ydelsens størrelse med henblik på at fastholde løbetiden. Klageren måtte derfor indse, at løbetiden kunne blive forlænget ved en renteforhøjelse uden tilsvarende forhøjelse af ydelsen. Klagerens krav om nedsættelse af lånets restgæld pr. 1. december 2003 til 12.440,11 kr. svarende til det beløb, der fremgår af den ved lånets etablering udleverede amortisationstabel, kan derfor ikke tages til følge.

Af indklagedes "Lånebetingelser for gældsbreve" fremgår, at private debitorer skal have oplysninger om renteændringer ved brev eller annoncering i dagspressen samt ved udsendelse af det første kontoudtog efter annoncering. Indklagede tilsidesatte denne bestemmelse, som også følger af kreditaftalelovens § 15, stk. 4, ved renteændringerne pr. 1. november 1999 og 12. maj 2000, og Ankenævnet finder det ikke tilstrækkeligt, at indklagede oplyste om ændringerne på førstkommende kontoudtog. Som følge heraf bør indklagede med virkning fra 1. november 1999 nedsætte lånets rente med 1 % og med virkning fra 12. maj 2000 med yderligere 0,5 %. Det bemærkes, at indklagedes tilbud ikke er i overensstemmelse hermed - og heller ikke er i overensstemmelse med Ankenævnet afgørelse af 8. juli 2003 i sag 66/2003 - for så vidt angår nedsættelsen pr. 12. maj 2000.

Af gældsbrevet fremgår, at lånet forrentes med den af indklagede til enhver tid fastsatte rente for "faste lån". Ankenævnet finder, at det heraf må følge, at indklagede ikke er berettiget til at gennemføre en nedsættelse af generel karakter af renten for andre faste lån til private uden at nedsætte renten på klagerens lynlån i samme omfang. Ankenævnet finder derfor, at renten på klagerens lån yderligere skal nedsættes med 0,25 % pr. 23. november 2001, 0,25 % pr. 10. januar 2003 og 0,25 % pr. 23. juni 2003.

Som følge af det anførte

Indklagede skal inden fire uger nedsætte renten på klagerens lån i overensstemmelse med det foran anførte og korrigere lånets restgæld i overensstemmelse hermed. Klagegebyret tilbagebetales klageren.