Debitorskifte.
| Sagsnummer: | 372 /1992 |
| Dato: | 08-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Kaution - øvrige spørgsmål
|
| Ledetekst: | Debitorskifte. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 17. januar 1986 ydede indklagedes Skanderborg afdeling A og B hver et lån på 70.000 kr. Til sikkerhed for A's lån blev der afgivet selvskyldnerkautionserklæring af C, og til sikkerhed for B's lån afgav klageren selvskyldnerkautionserklæring.
Ved gældsbrev af 16. marts 1987 overførtes begge lån til et anpartsselskab. D, B og C kautionerede for det lån, der oprindeligt var optaget af A, medens D, B og klageren kautionerede for det lån, der oprindeligt var optaget af B. I gældsbrevet vedrørende sidstnævnte lån var anført, at denne del af gælden skulle afvikles med en månedlig ydelse på 3.100 kr., første gang den 1. marts 1987.
På grund af økonomiske problemer blev anpartsselskabet afhændet den 1. august 1987, og provenuet af handlen blev indsat med halvdelen 26.913,81 kr. på hvert af de oprindeligt optagne lån. Det af A oprindeligt optagne lån blev efterfølgende indfriet. For så vidt angik det af B oprindeligt optagne lån, indtrådte B og D ved allonge til gældsbrevet af 20. maj 1988 som solidarisk hæftende debitorer. Det var samtidig i allongen anført, at den månedlige ydelse blev nedsat til 1.000 kr. fra den 31. oktober 1987.
Klageren har fremlagt en skrivelse af 2. juni 1987 underskrevet af såvel ham selv som C, hvori klageren og C opsiger deres kautionsforpligtelser med virkning fra 3. juni 1987 under henvisning til, at indklagede ikke som aftalt nøje havde fulgt anpartsselskabets økonomi. Indklagede har bestridt at have modtaget skrivelsen.
Ved skrivelse af 27. august 1990 til klageren meddelte indklagede, at man som følge af, at D var død den 15. august 1990, havde opsagt lånet og derfor gjorde kautionsforpligtelsen gældende for 36.788,23 kr. plus renter fra 30. juni 1990. Den 20. februar 1991 er sagen overgivet til retslig inkasso mod klageren og B.
I allongen til gældsbrevet af 20. maj 1988 anføres, at anpartsselskabet er "ophævet", og i en rekvisition til fogedretten af 23. april 1991, at selskabet blev opløst af skifteretten.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende principalt, at kautionsforpligtelsen ikke kan gøres gældende overfor ham, subsidiært at sagen skal prøves ved en retssag og ikke kun ved en fogedforretning.
Indklagede har nedlagt påstand principalt om frifindelse, subsidiært at klagen tages delvis til følge, således at klageren alene hæfter for en trediedel af restgælden.
Klageren har anført, at han hverken har tiltrådt ydelsesnedsættelse eller debitorskifte. Han modtog meddelelse herom, men var af den opfattelse, at han var frigjort for kautionsforpligtelsen ved fremsendelse af skrivelsen af 2. juni 1987 og ikke var forpligtet til at acceptere debitorskiftet. Han foretog sig derfor intet. Han bestrider, at gældsbrevslovens § 2, stk. 2, kan finde anvendelse, idet et regreskrav afhænger af kautionisternes indbyrdes aftaler og i det omfang, et regreskrav i henhold til denne aftale er til stede for de indfriende kautionister, tilkommer det disse at gøre det gældende. Regreskrav fra de indfriende kautionister ses ikke dokumenteret, og i det omfang, det er til stede i henhold til parternes aftaler, ses det ikke overdraget til indklagede.
Indklagede har anført, at man den 15. oktober 1987 underrettede klageren om den foretagne ændring i låneforholdet. Klageren var på dette tidspunkt udstationeret i Afrika. Da indklagede ikke modtog klagerens accept retur, tilskrev man påny klageren den 20. maj 1988 og igen ved anbefalet brev af 21. juli 1988. Samtlige forandringer i låneforholdet er meddelt klageren, ligesom indklagede gentagne gange har rykket for accept, uden at klageren har reageret. Indklagede har således gjort, hvad man kunne for at indhente klagerens samtykke. Klageren erkender at have modtaget indklagedes skrivelser uden at reagere herpå, og det må således have stået ham klart, at han bibragte afdelingen den opfattelse, at han var indforstået med den foretagne ændring i skyldforholdet. Medkautionisternes indtræden som debitorer skete for i videst muligt omfang at friholde klageren fra at betale lånet, idet B og D var de egentlig økonomisk implicerede. Indklagede kunne i stedet have opsagt lånet overfor kautionisterne og afkrævet hver af dem, herunder klageren, det fulde beløb. Klagerens stilling er på intet tidspunkt blevet forringet, idet hverken B eller D ejede værdier, der kunne have medført inddrivelse af lånet, hvis det havde været opsagt på et tidligere tidspunkt. Klageren er således ikke blevet økonomisk ringere stillet ved at hæfte som kautionist for D og B.
Til støtte for den subsidiære påstand har indklagede anført, at de tre kautionister hæftede solidarisk for lånet. Såfremt en af kautionisterne betaler hele gælden, kan han således afkræve hver af de to medkautionister hans del, jf. gældsbrevslovens § 2, stk. 2, således at de hver især skal bære en trediedel af skylden. Såfremt det antages, at klagerens stilling er blevet forringet ved det skete debitorskifte, gøres det gældende, at denne kun bør friholdes for de to trediedele af lånet, som han ville have kunnet afkræve sine medkautionister ud fra almindelige regresregler. Indklagede bestrider endvidere, at afdelingen skulle have forpligtet sig til på noget tidspunkt at indhente regnskab på kautionisternes vegne som anført af klageren i den nu fremlagte skrivelse af 2. juni 1987.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder det hverken godtgjort, at indklagede har modtaget klagerens skrivelse af 2. juni 1987, eller at klageren var berettiget til at opsige sin kautionsforpligtelse.
Ankenævnet lægger til grund, at indklagede på grund af misligholdelse fra anpartsselskabets side var berettiget til at gøre sin fordring i henhold til gældsbrevet gældende mod kautionisterne. Hverken aftalen mellem indklagede og klagerens to medkautionister om, at disse skulle afvikle deres kautionsforpligtelser ved at indtræde som debitorer i henhold til gældsbrevet, eller den i forbindelse hermed indgåede aftale om nedsættelse af ydelsen til 1.000 kr. om måneden forudsatte samtykke fra klageren, der alene havde krav på at modtage meddelelse herom. Det er ubestridt, at klageren har modtaget indklagedes skrivelser vedrørende de nævnte forhold. Herefter, og da der heller ikke er oplyst andre omstændigheder, som kan medføre bortfald af klagerens kautionsforpligtelse, tages klagerens påstand herom ikke til følge.
Det ligger uden for Ankenævnets kompetence at tage stilling til, i hvilket omfang bevisførelse kan og bør finde sted under den for fogedretten verserende sag.
Som følge heraf
Den indgivne klage tages ikke til følge.