Afgørelse

Klage vedrørende kaution for kassekredit ydet til et anpartsselskab afvist.

Indledning.

Denne sag vedrører klagerens indsigelse imod en kautionsforpligtelse for en kassekredit ydet til et anpartsselskab.

Sagens omstændigheder.

Ved kreditkontrakt af 24. januar 2002 blev der i indklagedes erhvervsafdeling etableret en kassekredit med et kreditmaksimum på 500.000 kr. til et anpartsselskab, A ApS, som ifølge kreditkontrakten havde c/o-adresse hos aktieselskabet B A/S. Kreditkontrakten blev underskrevet af A ApS som låntager. B A/S og tre personer, herunder klageren, underskrev kreditkontrakten som selvskyldnerkautionister. Klageren underskrev endvidere et separat kautionsdokument, hvorefter han påtog sig selvskyldnerkaution for A ApS' forpligtelser over for indklagede i henhold til kassekreditten (kontonr. -483) og en yderligere konto (kontonr. -860). Kautionsforpligtelsen var "dog begrænset til maksimalt at udgøre kr. 125.000,00". Af kautionsdokumentet fremgår i øvrigt blandt andet:

"Ved min/vores underskrift på kautionsdokumentet erklæres, at jeg/vi ikke har tillagt det nogen betydning for min/vores forpligtelse, at der eventuelt er stillet andre sikkerheder for den kautionssikrede forpligtelse.

[…]

Baggrunden for etableringen af engagementet var, at de fire kautionister skulle være medejere af A ApS. Klageren har oplyst, at der opstod uenighed omkring selskabets direktion, og at han udtrådte af samarbejdet. Han indtrådte således aldrig som medejer af selskabet.

I januar 2004 orienterede indklagede skriftligt klageren om, at gælden på kreditten pr. den 31. december 2003 var 103.415,49 kr. Klageren rettede forgæves henvendelse til indklagede og til D, der var direktør for A ApS og B A/S, med henblik på at blive frigjort for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har under sagen fremlagt en udskrift af 5. marts 2004 fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen vedrørende A ApS. Af udskriften fremgår, at selskabet blev stiftet af B A/S den 5. september 2001, og at selskabets formål er konsulentvirksomhed inden for IT-området samt dermed beslægtet virksomhed.

Parternes påstande.

Den 1. marts 2004 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at frigøre ham for kautionsforpligtelsen.

Indklagede har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at A ApS i 2003 uden hans viden blev omdannet til et aktieselskab. Indklagede tillod selskabet at køre videre med den eksisterende kreditaftale uden at informere ham om situationen. Indklagede bør som følge heraf frigøre ham for kautionsforpligtelsen.

Det påhviler et pengeinstitut at informere om det kautionssikrede engagement både ved indgåelsen af kautionsaftalen og efterfølgende.

Han har aldrig fået en kopi af kassekreditaftalen og indklagedes almindelige forretningsbetingelser.

Indklagede har til støtte for afvisningspåstanden anført, at klagen ikke vedrører et privat kundeforhold og derfor bør afvises, jf. § 2, stk. 2, i Ankenævnets vedtægter.

Til støtte for frifindelsespåstanden har indklagede anført, at A ApS ikke er blevet omdannet til et aktieselskab, men fortsat er et anpartsselskab, jf. den fremlagte udskrift fra Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Indklagede er ikke forpligtet til at frigøre klageren for kautionsforpligtelsen. Kautionen var ikke betinget af, at klageren rent faktisk blev medejer og/eller en del af ledelsen i selskabet.

Det var en afgørende forudsætning for kreditten, at de fire partnere hæftede personligt i henhold til selvskyldnerkautionserklæringer, dog beløbsbegrænset til 125.000 kr. pr. partner. Indklagede bærer ikke risikoen for, at partnerne senere blev uenige om samarbejdet, og at klageren valgte at udtræde.

Klageren har med sin underskrift på kautionsdokumentet bekræftet, at han modtog kopi af dokumenterne vedrørende den kautionssikrede fordring. Den 2. februar 2004 fik klageren tilsendt ny kopi af kreditaftalen og kautionsdokumentet efter anmodning, idet klageren ikke kunne huske, om han havde fået kopi af dokumenterne.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Klagen angår et erhvervsmæssigt kundeforhold og Ankenævnet finder, at den ikke kan sidestilles med en klage vedrørende et privat kundeforhold. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af nævnets vedtægter § 2, stk. 2 og 3.

Som følge heraf

Ankenævnet kan ikke behandle klagen.

Klagegebyret tilbagebetales klageren.