Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Midlertidig rentenedsættelse.

Sagsnummer: 58/1994
Dato: 04-10-1994
Ankenævn: Niels Waage, Jørn Rytter Andersen, Niels Busk, Erik Sevaldsen, Søren Stagis
Klageemne: Rente - udlån
Ledetekst: Midlertidig rentenedsættelse.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Medhold klager


I oktober 1990 aftaltes en ændret afvikling af klagerens lån i indklagedes Dalum afdeling. Baggrunden var, at skattevæsenet over en periode på to år ville foretage løntilbageholdelse i klagerens løn. Der etableredes nyt lånedokument, hvoraf fremgår, at lånets restgæld på 99.622,08 kr. skulle afvikles med 1.400 kr. månedligt, første gang 1. december 1990. Aftale om videre afvikling skulle træffes den 1. november 1992; fra 1. december 1992 skulle der betales et månedligt afdrag på 2.800 kr. Rentesatsen fastsattes til p.t. 14% p.a.; indklagede har oplyst, at dette svarede til 4 procentpoint under normalsatsen for klagerens lånekategori.

Ved skrivelse af 23. december 1992 meddelte indklagede, at lånets ydelse kunne bibeholdes på 1.400 kr. for december 1992 samt januar 1993, hvorefter ydelsen fra 1. februar 1993 ændredes til 2.800 kr. månedligt. Endvidere oplystes, at "lånets øvrige vilkår og bestemmelser er de samme som hidtil".

Primo januar 1994 modtog klageren kontoudtog for lånet for hele 1993 og rettede herefter henvendelse vedrørende rentens størrelse. Af kontoudtog for lånet for 1992 og 1993 fremgår, at lånets rente pr. 1. december 1992 var 13,75%; pr. 1. januar 1993 var renten 20% p.a.

Ifølge klageren har han ved flere henvendelser i 1993 fået oplyst, at lånet havde en speciel lav rente.

Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbageregulere renten til det tidligere niveau.

Indklagede har under sagens forberedelse ydet klageren en rentegodtgørelse, 3.601,69 kr. for 1993 og 312,72 for første kvartal 1994. Pr. 1. april 1994 er renten reguleret til 14% p.a. og ved skrivelse af 10. juni 1994 ændret til 15,25% med virkning fra 11. juli 1994. Indklagede har i øvrigt nedlagt påstand om frifindelse.

Klageren har anført, at det af indklagedes skrivelse fra december 1992 fremgik, at lånet efter den aftalte periode med ydelsesnedsættelse fortsatte på samme vilkår som hidtil. Af indklagedes almindelige lånebetingelser for kreditaftaler, pkt. 9, fremgår, at hvis renten ændres væsentligt til ugunst for debitor, og ændringen ikke har forbindelse med udviklingen i indklagedes almindelige niveau, vil debitor få et varsel om renteændringen på mindst en måned. En sådan meddelelse er ikke afgivet før i forbindelse med klagesagens behandling, og renteændringen pr. 1. januar 1993 var derfor uberettiget. Den rentegodtgørelse, som indklagede har betalt, er beregnet i forhold til en fast rente på 14%, men en sådan rente er for høj. I december 1992 var renten således 13,75%, og renteniveauet i 1993 var stærkt faldende, hvorfor lånets rentesats i foråret 1994 burde være omkring 10%.

Indklagede har anført, at det var aftalt med klageren, at lånets rente efter udløbet af perioden med ydelsesnedsættelse skulle genplaceres i den oprindelige lånekategori "udlån uden sikkerhed". Indklagede har imidlertid valgt at imødekomme klagerens krav om en rentekompensation. Rentekompensationen er opgjort som gennemsnitsrenten for 1993 og første kvartal 1994, og man har godtgjort klageren forskellen mellem gennemsnitsrentesatsen på 18,172% og 14%.

Ankenævnets bemærkninger:

Ankenævnet finder ikke, at det er godtgjort, at det mellem indklagede og klageren blev aftalt, at klageren skulle betale en rente, der til stadighed lå 4% under renten på den pågældende lånekategori.

Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at yde yderligere rentekompensation end den, der allerede er givet klageren under klagesagens behandling.

Som følge heraf

Den indgivne klage tages ikke til følge. Klagegebyret tilbagebetales klageren.