Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om ansvar i forbindelse med porteføljepleje

Sagsnummer: 68/2016
Dato: 10-01-2017
Ankenævn: John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes, Astrid Thomas, Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist
Klageemne: Værdipapirer - formuestyring
Ledetekst: Spørgsmål om ansvar i forbindelse med porteføljepleje
Indklagede: Sydbank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning

Denne sag vedrører, om Sydbank har pådraget sig et erstatningsansvar i forbindelse med bankens porteføljepleje.

Sagens omstændigheder

Klageren, der er kunde i Sydbank, underskrev den 21. maj 2013 en PengePlan depotplejeaftale med banken. Klageren indskød 530.680 kr. Omkostningerne forbundet med tilmelding til PengePlan var handelskurtage på 35 kr. pr. handel pr. fondskode, kapitalforvaltningshonorar på 7,5 % af et positivt afkast dog minimum 600 kr. pr. år og eventuelt et depotgebyr. Til aftalen var knyttet en konto -132 og et depot -969. Af aftalen fremgår også:

”…

Banken foretager på kundens vegne køb og salg af investeringsbeviser på baggrund af bankens forventninger til de finansielle markeder og med baggrund i kundens investeringsprofil.

Midlerne investeres i overensstemmelse med bankens til enhver tid gældende anbefalinger gældende for Sydbank PengePlan ® og udelukkende inden for én af følgende tre investeringsprofiler:

1 Konservativ

2 Balanceret

3 Vækstorienteret

3. Investeringspolitik og- rammer

Sydbank PengePlan ® investerer udelukkende i investeringsbeviser i danske og udenlandske investeringsforeninger …, som banken har en samarbejdsaftale med og modtager provision fra. Du kan se en oversigt over Sydbanks samarbejdspartnere og provisionssatser på bankens hjemmeside sydbank.dk, som opdateres løbende.

4. Investeringsstrategi

Formålet med denne aftale er at opnå størst muligt afkast under hensyntagen til den valgte investeringsprofil, ovennævnte investeringspolitik og rammer. Banken garanterer ikke noget minimumsafkast, eller at afkastet ikke kan blive negativt. Afkastet søges opnået ved aktiv porteføljepleje ved en løbende tilpasning af porteføljen efter bankens skøn.

7. Afkastrapportering

Handler

Banken sender løbende fondsnotaer på gennemførte handler under ordningen.

13. Underskrifter og fuldmagt

Undertegnede kunde erklærer sig indforstået med, at banken for min regning og risiko forvalter de af mine midler, der er omfattet af denne aftale, jf. afsnit 1, ud fra den investeringsstrategi, der er beskrevet i afsnit 4. Jeg erklærer endvidere, at banken har rådgivet mig om de risici, som er forbundet med investeringer i medfør af denne aftale.

Jeg giver samtidig banken fuldmagt til, at banken kan foretage enhver disposition på kontoen og depotet i relation til handel med værdipapirer, herunder indgå og afregne handler på mine vegne og for min regning og risiko.

…”

Klagerens investeringsprofil var ”Balanceret”, hvorefter investeringsrammerne var 30-90 % i investeringsbeviser i investeringsforeninger, der investerede i obligationer, 0-50 % i kontant og 10-40 % i aktier.

Banken har under sagens forberedelse for Ankenævnet fremlagt en opgørelse over samtlige handler banken foretog på klagerens depot fra begyndelsen af 2014 frem til 7. januar 2016 og redegjort for omstændighederne for hver ændring i porteføljen. Banken omlagde eller tilpassede flere gange porteføljen efter det af banken oplyste for at minimere rente- og valutarisiko og foretog to såkaldte rebalanceringer.

Banken har under sagen oplyst, at samtlige fondsafregningerne vedrørende køb og salg af værdipapirer til klagerens depot var tilgængelige for klageren på netbank.

Af et depotoverblik pr. 31. december 2014 sendt til klageren fremgår, at værdien af klagerens portefølje den 1. januar 2014 var 518.953 kr. Den 31. december 2014 var værdien 493.136 kr. Porteføljen var pr. 31. december 2014 sammensat af 73,4 % obligationer, 1,5 % kontanter og 24,9 % aktier. Der var et positivt afkast på 26.772 kr. i perioden 1. januar 2014 til 31. december 2014. De opgjorte omkostninger var 2.042,86 kr. og udgjorde 280 kr. i kurtage, 150 kr. i gebyr til værdipapircentralen og 1.612,86 kr. i kapitalforvaltningshonorar.

Klageren og banken var i 2015 i løbende dialog om depotplejeaftalen, og klageren var den 9. oktober 2015 til et møde i banken herom. I et brev fra klageren til banken dateret den 1. oktober 2015 fremgår blandt andet:

”…

Mine spørgsmål har været ganske klare som flg:

Hvorfor solgte man papirer i dec. 2014 for igen i ca. april at købe papirer som gav negativ afkast.

Senere på sommeren sælger man igen og køber nye papirer, som stadig giver negativ afkast.

Man kan da undres og derfor har jeg spurgt, men intet svar fået ud over du skal nok ikke være med i Penge Plan, dette opfatter jeg ikke som et svar.

Min værdipapirbeholdning var d. 1.1.15

485.517

[Den 30.06.15] var beløbet

-

477.340

Den 30.09.15 er beløbet

-

455.565

Jeg har en berettiget forventning om at når man handler en vare, så kan man også forklare hvorfor den bliver handlet.

…”

Klageren sendte efterfølgende breve til banken dateret den 12. oktober, den 2. november og den 23. november 2015, hvor hun blandt andet klagede over sin rådgiver, R1, i banken. Af brevet dateret den 2. november 2015 fremgår, at hun var utilfreds med, at R1 ikke ville vise hende et skærmbillede som en anden rådgiver, R2, under et møde i banken den 17. april 2015 havde fremvist.

Banken vendte tilbage over for klageren den 10. december 2015. Af brevet fremgår blandt andet:

”…

Dine investeringer i Pengeplan har både i 2014 og indtil dato i 2015 givet et positivt afkast. Baggrunden for at værdien af din Pengeplan er faldet i 2014 og 2015 er, at du har trukket penge ud af ordningen både i 2014 (kr. 49.000) og i 2015 (kr. 30.100), og at disse udtræk af ordningen overstiger det positive afkast, der har været på din Pengeplan i perioden.

Det er korrekt, at rådgiver ønskede at få din stillingtagen til, om du ønskede at fortsætte med Pengeplan, når du gav udtryk for, at du ikke var tilfreds med det afkast, der har været de senere år. Rådgiver forstod på dig, at du ønskede at fortsætte i Pengeplan. Såfremt du ikke længere ønsker at have dine midler placeret i Pengeplan, skal du kontakte din rådgiver, som vil hjælpe dig med at komme ud af ordningen.

…”

Af et porteføljeoverblik pr. 31. december 2015 sendt til klageren fremgår, at porteføljens værdi 1. januar 2015 var 493.136 kr., mens værdien den 31. december 2015 var 470.775 kr. Porteføljen var pr. 31. december 2015 sammensat af 69,6 % obligationer, 0,4 % kontanter og 29,9 % udenlandske aktier. Der var et negativt afkast på 7.272 kr. på danske og udenlandske obligationer. Det samlede afkast var positivt med 12.316 kr. De opgjorte omkostninger var 1.663,89 kr., og de udgjorde 364 kr. i kurtage, 225 kr. i gebyr til værdipapircentralen og 1.074,89 kr. i kapitalforvaltningshonorar.

Klageren skrev i løbet af december 2015 flere breve til banken. Banken besvarede klagerens henvendelser den 5. januar 2016. Af brevet fremgår blandt andet, at banken ikke havde mulighed for at vise det skærmbillede R2 tidligere havde vist klageren, da der var tale om et øjebliksbillede. Klageren og banken var i januar og februar 2016 i fortsat dialog.

Den 14. marts 2016 indbragte klageren sagen for Ankenævnet.

Sydbank har under sagen oplyst, at klageren fortsat har sine midler placeret i PengePlan.

Parternes påstande

Ankenævnet forstår klagerens påstand således, at Sydbank skal betale hende erstatning for det tab, som hun har lidt ved bankens køb og salg af tabsgivende værdipapirer til hendes depot samt udlevere et skærmbillede fra et møde afholdt den 17. april 2015.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at Sydbank har handlet i strid med god skik ved at sælge tabsgivende værdipapirer fra hendes depot og efterfølgende købe de samme værdipapirer til hendes depot. Banken er den eneste, der har tjent på dette, da hvert salg og køb til eller fra depotet blev pålagt et gebyr. Banken har på trods af flere henvendelser fra hende og et møde ikke redegjort for baggrunden eller fremlagt det skærmbillede, som hun blev præsenteret for på mødet i banken den 17. april 2015.

Banken har i hele perioden talt udenom og undladt at svare på hendes spørgsmål. Banken har fuldmagt til at pleje midlerne, som hun har indsat på depotplejeaftalen, men hun har som fuldmagtsgiver stadig rettigheder.

Spørgsmålene til banken har ikke nogen sammenhæng med, at hun har hævet midler fra ordningen eller det afkast ordningen har skabt i 2014 og 2015. Banken har nægtet at forklare, hvorfor den først sælger tabsgivende værdipapirer og så køber de samme papirer igen.

Banken har handlet i strid med hendes interesse og overtrådt sin beføjelse.

Sydbank har anført, at klageren ved tilmelding til Pengeplan gav banken fuldmagt til aktivt at pleje hendes investering i depotet, herunder ved køb og salg af værdipapirer. Banken har derfor været berettiget og forpligtet til at pleje værdierne i depotet ud fra bankens forventninger til de finansielle markeder og i overensstemmelse med klagerens risikoprofil.

Der er ikke sket uberettigede køb eller salg af værdipapirer fra klagerens depot. Køb og salg blev foretaget for løbende at tilpasse og optimere klagerens investeringer. Tilpasningerne blev blandt andet gennemført, da klageren i 2014 og 2015 trak penge ud af ordningen for at sikre, at porteføljen var i overensstemmelse med investeringsstrategien og rammerne for aftalen, og hvor banken har skønnet det fordelagtigt for klageren.

Banken har redegjort for samtlige handler. Hvis klageren har yderligere spørgsmål til specifikke handler bedes klageren præcisere hvilke.

Ankenævnets bemærkninger

I maj 2013 indgik klageren en depotplejeaftale med Sydbank med en balanceret risikoprofil. Sydbank fik fuldmagt til at pleje hendes depot på 530.680 kr. Banken beregnede sig herfor handelskurtage på 35 kr. pr. handel pr. fondskode, kapitalforvaltningshonorar på 7,5 % af et positivt afkast dog minimum 600 kr. pr. år og eventuelt et depotgebyr.

I 2014 udtog klageren ekstraordinært 49.000 kr. af ordningen, der i samme år havde et positivt afkast på 26.772 kr. Omkostningerne for 2014 var på 2.042,86 kr., heraf var 1.612,86 kr. kapitalforvaltningshonorar og 150 kr. handelskurtage. Ved udgangen af 2014 var porteføljens værdi 493.136 kr.

I 2015 udtog klageren ekstraordinært 30.100 kr. af ordningen, der i samme år havde et positivt afkast på 12.316 kr. Omkostningerne for 2015 var på 1.663,89 kr., heraf var 1.074,89 kr. kapitalforvaltningshonorar og 364 kr. handelskurtage. Ved udgangen af 2015 var porteføljens værdi 470.775 kr.

Klageren har under sagen oplyst, at hun ønskede svar på, hvorfor banken solgte tabsgivende værdipapirer og efterfølgende købte de samme værdipapirer til hendes depot men ikke redegjort for de køb og salg, der kunne være problematiske. Klageren har gjort gældende, at banken handlende uden for sin fuldmagt og påførte hende tab i form af handelskurtage og gebyrer. Banken har under sagen fremlagt en opgørelse over samtlige handler foretaget over klagerens depot, redegjort for omstændighederne for de enkelte handler og oplyst, at klageren kan se samtlige fondsafregninger på sin netbank.

Tre medlemmer – John Mosegaard, Andreas Moll Årsnes og Astrid Thomas - udtaler:

Vi finder ikke, at klageren har godtgjort, at banken har handlet uden for sin fuldmagt eller i strid med depotplejeaftalen. Vi finder i øvrigt ikke, at klageren har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at banken skal betale et beløb til klageren.

Disse tre medlemmer stemmer derfor for, at klageren ikke gives medhold i påstanden om erstatning.

To medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Finn Borgquist – udtaler:

Ud over de i sagen oplyste omkostninger, er der betydelige indirekte omkostninger forbundet med handel med investeringsbeviser i form af kursskæring, emissionstillæg og indløsningsfradrag. Henset til de med handlerne forbundne samlede omkostninger for klageren, finder vi ikke, at der var et tilstrækkeligt investeringsmæssigt rationale bag de omtvistede handler. Vi finder, at banken har handlet i strid med aftalen om at opnå størst muligt afkast for klageren.

Disse to medlemmer stemmer derfor for, at banken skal erstatte klageren de med handlerne forbundne direkte og indirekte omkostninger, bortset fra de handler der vedrørte udbetalinger til klageren.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Ankenævnet kan ikke pålægge banken at fremlægge det skærmbillede, som klageren blev præsenteret for under mødet i banken den 17. april 2015. Banken har også under sagen oplyst, at det ikke er muligt at fremlægge skærmbilledet, da der var tale om et øjebliksbillede.

Klageren får herefter ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.