Mortifikation af ejerpantebrev. Spørgsmål om erstatning af omkostninger.
| Sagsnummer: | 137/1997 |
| Dato: | 16-09-1997 |
| Ankenævn: | Lars Lindencrone Petersen, Lisbeth Baastrup, Ole Just, Bjarne Lau Pedersen, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Ejerpantebrev - omkostninger ved mortifikation
|
| Ledetekst: | Mortifikation af ejerpantebrev. Spørgsmål om erstatning af omkostninger. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
I juni 1983 fik klageren tinglyst adkomst til en fast ejendom. I denne forbindelse overtog klageren et på ejendommen allerede lyst ejerpantebrev, som i juli 1985 blev forhøjet til 500.000 kr., og som var håndpantsat til indklagede til sikkerhed for et byggelån. Byggelånet blev indfriet ultimo 1985.
Den 18. juli 1991 underskrev klageren en pantsætningserklæring, hvorefter han gav indklagede pant i et løsøreejerpantebrev på 100.000 kr. med pant i en bil. Pantsætningen skete til sikkerhed for, hvad klageren var eller måtte blive indklagede skyldig i henhold til et lån på 6.000 kr., et boliglån på 30.000 kr., et billån på 132.000 kr. samt en økonomikonto med et maksimum på 15.000 kr.
I maj 1995 overførte klageren sit engagement til et andet pengeinstitut. Af en overførselsanmodning i denne forbindelse fremgår, at klagerens gæld til indklagede vedrørte ca. 113.000 kr. i henhold til et boliglån og et billån samt saldoen på klagerens økonomikonto. Ved afkrydsning var anført, at deponerede sikkerheder samtidig ønskedes overført. Indklagede ekspederede overførslen og fremsendte ved skrivelse af 17. maj 1995 løsøreejerpantebrevet på 100.000 kr. til klagerens nye pengeinstitut. Ejerpantebrevet i klagerens faste ejendom var ikke nævnt i skrivelsen.
I forbindelse med klagerens salg af ejendommen i oktober 1996 oplyste indklagede, at man ikke var i besiddelse af ejerpantebrevet på 500.000 kr., som i overensstemmelse med indklagedes praksis måtte anses for udleveret i forbindelse med indfrielsen af byggelånet i 1985. Indklagede fandt derfor ikke, at man hæftede for omkostninger i forbindelse med ejerpantebrevets mortifikation.
Ved skrivelse af 7. marts 1997 fremsatte klageren gennem sin advokat et erstatningskrav på 17.864,15 kr. over for indklagede.
Ud over direkte omkostninger ved ejerpantebrevets mortifikation krævede klageren godtgørelse for en garantiprovision stillet over for en kreditforening i forbindelse med ejendommens omprioritering samt garantiprovision stillet over for retten i forbindelse med mortifikationssagen. Indklagede afviste at betale kravet.
Klageren har den 3. april 1997 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at godtgøre omkostninger i forbindelse med ejerpantebrevets mortifikation.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at det er ubestridt, at ejerpantebrevet har været i indklagedes besiddelse, og at indklagede ikke kan oplyse eller dokumentere, hvordan ejerpantebrevet skulle være udleveret. Han finder ikke, der er praksis for, at et ejerpantebrev udleveres i forbindelse med indfrielsen af det engagement, for hvilket ejerpantebrevet stilles til sikkerhed. Tværtimod synes erfaringen fra ejendomshandler at vise, at pengeinstitutter beholder ejerpantebreve, netop fordi ejerpantebreve, der udleveres, kan bortkomme.
Indklagede har anført, at man ikke længere er besiddelse af ejerpantebrevet, som må antages at være blevet udleveret til klageren i forbindelse med byggelånets indfrielse. Dette er indklagedes normale praksis. Hertil kommer, at ejerpantebrevet ikke blev nævnt i pantsætningserklæringen af 18. juli 1991, uanset det i en sådan situation er praksis, at samtlige sikkerheder samles i ét pantsætningsdokument. Der blev ikke efterfølgende stillet yderligere sikkerhed for klagerens engagement. Det er således ikke sandsynligt, at ejerpantebrevet har været i indklagedes besiddelse efter indfrielsen af byggelånet i 1985. Pålægges det indklagede at fremlægge dokumentation for, at ejerpantebrevet er blevet udleveret til klageren mere end fem år efter, at ejerpantebrevet kan have tjent til sikkerhed for et engagement hos indklagede, vil dette være ensbetydende med en væsentlig skærpelse af bogføringslovens opbevaringspligt. Med hensyn til opgørelsen af klagerens krav bemærkes, at omkostningerne synes at overstige, hvad der er sædvanligt i mortifikationssager, ikke mindst i relation til garantistillelsen.
Ankenævnets bemærkninger:
Det findes ikke på nuværende tidspunkt at kunne pålægges indklagede at føre bevis for, at ejerpantebrevet blev udleveret til klageren i forbindelse med indfrielsen af dennes byggelån hos indklagede i 1985. Ankenævnet finder herefter ikke grundlag for at pålægge indklagede at afholde omkostninger ved mortifikationssagens gennemførelse.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.