Indløsning af udenlandsk check. Falsk.
| Sagsnummer: | 144/2002 |
| Dato: | 10-09-2002 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Christian Egeskov, Niels Bolt Jørgensen, Ole Reinholdt. |
| Klageemne: |
Check - falsk check
Check - udenlandsk check |
| Ledetekst: | Indløsning af udenlandsk check. Falsk. |
| Indklagede: | Skandinaviska Enskilda Banken (SEB) |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning.
Denne sag vedrører spørgsmål i forbindelse med indløsning af en udenlandsk check, som viste sig at være falsk.
Sagens omstændigheder.
Klageren blev kunde hos indklagede den 4. marts 2002, hvor han oprettede en konto med et mindre indestående.
Klageren kontaktede løbende indklagede via e-mail med oplysning om, at han forventede større beløb overført fra udlandet, ligesom han orienterede om sin korrespondance med udenlandske tredjeparter vedrørende økonomiske mellemværender.
Den 22. marts 2002 henvendte klageren sig med en check udstedt til ham på 240.000 USD, som han ønskede at indsætte på sin konto. Checken var trukket på Chase Manhattan Bank Delaware, USA. Indklagede kvitterede for modtagelsen og oplyste, at der ville gå 2-3 uger, før beløbet ville blive indsat på kontoen.
Den 26. marts 2002 kontaktede indklagede klageren telefonisk for at få en anmeldelse af betalingen til Nationalbanken samt en indbetaling af 15.000 kr. til dækning af omkostningerne til indløsning af checken. Indklagede beklagede, at dette ikke var blevet oplyst ved indleveringen den 22. marts 2002. Da klageren ikke ville betale indløsningsomkostningerne, blev det aftalt, at han skulle afhente checken den følgende dag.
Indklagede har oplyst, at man på baggrund af de transaktioner, der blev omtalt i klagerens korrespondance, og størrelsen af checkbeløbet, havde mistanke om, at der kunne være tale om hvidvaskning af penge, hvorfor man som foreskrevet i loven herom rettede henvendelse til Statsadvokaturen for Særlig Økonomisk Kriminalitet.
Den 27. marts 2002, hvor klageren henvendte sig for at afhente checken, var politiet til stede og fik udleveret checken til nærmere efterforskning mod kvittering til klageren.
Efterforskningen viste, at checken var falsk.
Parternes påstande.
Den 27. marts 2002 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med følgende påstand:
"Erstatning for: Kurstab aktier, kurstab ved veksling af $ US dollars. Unødig lang adm-tid for check fra Chase Manhattan Bank, State of Delaware. - Uklare regler om overførsler af andre konti til [indklagede]? Klar oplysning om beløb - max min. på konti VISA, check, inden udlev. af VISA card og checkhæfte, da klager jo ikke bruge sine penge uden disse. Aktiers værdi synes ikke medtaget til vurdering af klagers brug af konti - udtræk? Osv?"
Indklagede har nedlagt påstand om principalt frifindelse, subsidiært afvisning.
Parternes argumenter.
Klageren har anført, at det var et groft brud på reglerne, at indklagede ville have 15.000 kr. i depositum, før man ville sende checken til indløsning i USA.
En kunde bør have fyldestgørende oplysninger ved overlevering af check.
Han har løbende holdt myndighederne i Danmark, USA, EU, Holland m.fl. orienteret om sagen, hvilket indklagede var bekendt med.
Han vidste ikke, at checken var stjålet og falsk.
Selv tvivlsomme sager med check er penge værd i USA, hvor alt er forsikret.
US Corp. Inc. Californien vil gerne overtage checken.
Hans B-indkomst fra USA f.eks. Rewards Compensation to Informers forsinkes, da han ikke har den originale check.
Indklagede har endnu ikke udleveret checkhæfte eller Visa.
Han har bestilt overførsel af aktier til indklagede uden at få afklaring.
Han har konti i USA, som han ønsker at få overført til indklagede.
Indklagede har til støtte for frifindelsespåstanden anført, at den udenlandske check blev behandlet korrekt.
Der er ikke blev modtaget overførsler til klagerens konto, og indklagede har intet kendskab til de af klageren nævnte kurstab for aktier og kurstab på veksling af USD.
For så vidt angår klagepunkterne vedrørende Visakort og checkhæfte har klageren fået oplyst, at udlevering af checkhæfte og Visakort forudsætter, at der er midler på kontoen.
Til støtte for afvisningspåstanden gøres det gældende, at sagen er uegnet til nævnsbehandling, og derfor bør afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7.
Ankenævnets bemærkninger og konklusion.
Ankenævnet finder ikke grundlag for at fastslå, at indklagede i forbindelse med klagerens engagement, herunder klagerens anmodning om indløsning af den udenlandske check på 240.000 USD, har begået fejl eller forsømmelser.
Som følge heraf
Klagen tages ikke til følge.