Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Rådgivning i maj 2008 om placering af midler i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagsnummer: 149 /2009
Dato: 09-09-2009
Ankenævn: John Mosegaard, Hans Daugaard, Troels Hauer Holmberg, Ole Jørgensen, Karin Sønderbæk
Klageemne: Rådgivning - investering
Ledetekst: Rådgivning i maj 2008 om placering af midler i bl.a. Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.
Indklagede: Jyske Bank
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne klage vedrører klagerens erstatningskrav i anledning af Jyske Banks investeringsrådgivning om placering af midler i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer.

Sagens omstændigheder.

Klageren er kunde i Jyske Bank.

På et møde den 21. maj 2008 fik klageren udarbejdet en investeringsprofil. Af denne fremgår, at klageren havde en begrænset viden om investering, at han ønskede at investere for 2 mio. kr. af en samlet formue på 5,3 mio. kr.; hans investeringshorisont var på mellem tre og syv år, og han kunne acceptere et tab på 10 % over en vilkårlig etårig periode. Skulle værdien i et enkelt år falde med mere end forventet, ville han alligevel fastholde risikoen. Klageren angav at være "ret afhængig" af de investerede midler. Klageren underskrev et papir vedrørende oplysningerne; umiddelbart inden underskriften er anført, at "Vær opmærksom på, at selv om De har oplyst banken om, hvor stort et negativt afkast De kan acceptere, tager banken ikke ansvar for, at et eventuelt negativt afkast under uheldige omstændigheder kan blive større".

Samme dag udarbejdede banken et investeringsforslag for klagerens investering af beløbet på 2 mio. kr. 1,6 mio. kr. blev fordelt på fire obligationsafdelinger i Jyske Invest, mens 400.000 kr. blev fordelt på aktiebaserede afdelinger af Jyske Invest, heraf 100.000 kr. i "Jyske Invest Markedsneutral – Obligationer".

Ved brev af 11. november 2008 rettede klageren henvendelse til Jyske Bank og anførte, at banken i forbindelse med investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer havde givet udtryk for, at det var en meget sikker investering, hvilket viste sig ikke at holde stik, da kursen nu var faldet ca. 80 %. Han forventede derfor, at banken godtgjorde ham tabet.

Ved brev af 9. februar 2009 afviste banken klagerens krav.

Parternes påstande.

Klageren har den 20. februar 2009 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Jyske Bank godtgør hans tab på ca. 80.000 kr.

Jyske Bank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer blev præsenteret som et stabilt papir, uanset om markedet gik op eller ned. Alligevel har det tabt ca. 80 % på seks måneder.

Han forventede ikke, at banken solgte så risikofyldt et papir henset til hans investeringsprofil, som banken henfører til gruppen "stabil".

Jyske Bank har anført, at investeringsforslaget af 21. maj 2008 blev tilpasset klagerens investeringsprofil som stabil.

At et enkelt af de papirer, hvori der blev investeret, efterfølgende faldt mere end forventet, ændrer ikke ved, at investeringsforslaget var i overensstemmelse med klagerens risikoprofil.

Klageren burde indse, at han alene bærer risikoen for kurstab. Banken kunne ikke forudse den finanskrise, der er årsagen til den faldende kurs på papiret. Klageren har ikke realiseret noget tab.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

3 medlemmer – John Mosegaard, Ole Jørgensen og Karin Sønderbæk – udtaler:

Vi finder ikke, at Jyske Bank har pådraget sig et erstatningsansvar over for klageren i forbindelse med rådgivningen i maj 2008 om klagerens investering af 2 mio. kr. Herved bemærkes, at investeringen i Jyske Invest Hedge Markedsneutral – obligationer udgjorde 5 % af den samlede investering. Klageren måtte endvidere indse, at bankens rådgivning om placeringen af hans midler beroede på bankens forventninger til den fremtidige kursudvikling, som kunne vise sig ikke at holde stik, og at han selv måtte tage beslutningen for investeringen og bære risikoen herfor.

Vi stemmer derfor for, at klagen ikke tages til følge.

2 medlemmer – Troels Hauer Holmberg og Hans Daugaard – udtaler:

Vi finder, at Jyske Invest Hedge Markedsneutral – Obligationer er et produkt baseret på spekulation. Der er således ikke – som navnet kunne forlede til – tale om en obligation med et afkast af en formue, men en gearet spekulation i rentemarginaler, som i almindelighed ikke er egnet til private. Betegnelsen markedsneutral giver forventning om lav risiko og findes dermed at være vildledende for produktet. På den baggrund finder vi, at det må påhvile banken på tydelig måde at informere klageren om, hvorledes papirerne risikomæssigt adskilte sig fra almindelige stats- og realkreditobligationer, herunder den særlige og betydelige risiko, som var en følge af gearingen af produktet. Vi finder det ikke godtgjort, at der i den foreliggende sag er givet tilstrækkelig rådgivning og stemmer derfor for, at klagen tages til følge.

Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet.

Som følge heraf

Klagen tages ikke til følge.