Kapitalpension, selvpension, børneopsparing.
| Sagsnummer: | 422 /1992 |
| Dato: | 08-12-1992 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Jørn Rytter Andersen, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn |
| Klageemne: |
Gebyr - overførsel
|
| Ledetekst: | Kapitalpension, selvpension, børneopsparing. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
I juni 1992 anmodede klagerne om overførsel af en kapitalpensionskonto, en selvpensioneringskonto og en børneopsparingskonto fra indklagede til et andet pengeinstitut. Efter overførsel af de omhandlede konti debiterede indklagede den 25. juni 1992 den ene klagers konto 900 kr. i gebyr for overførsel af de tre konti, hvorved kontoen kom i overtræk med 721,65 kr. I den forbindelse debiterede indklagede kontoen for overtræksrente på 7,04 kr. og overtræksprovision på 29,51 kr. Endvidere debiteredes i alt 136,19 kr. vedrørende administrationsomkostninger for deltagelse i en puljeordning.
Efter at klagerne overfor indklagede har protesteret over beregningen af gebyret, har klagerne indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at nedsætte gebyret til et ikke nærmere angivet beløb og godtgøre klagerne overtræksrente og -provision samt beløbet på 136,19 kr.
Indklagede har, efter at sagen er indbragt for Ankenævnet, oplyst, at man har ændret gebyrpolitik, således at overførselsgebyr vedrørende børneopsparingskonti er nedsat til 150 kr. Indklagede har godtgjort klagerne 150 kr. samt overtræksrente og overtræksprovision på henholdsvis 7,04 kr. og 29,51 kr. Indklagede har derudover nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har anført, at de ikke forinden overførslen blev gjort bekendt med, at der var forbundet et gebyr hermed, og uanset indklagede har oplyst, at gebyret oplyses på forespørgsel, finder klagerne, at det er vanskeligt at spørge om størrelsen på et gebyr, når man end ikke er informeret om gebyrets eksistens. Klagerne finder, at det er urimeligt, at indklagede har beregnet sig et gebyr for de to pensionskonti på ialt 600 kr., når der yderligere bliver opkrævet gebyr på 136,19 kr.
Indklagede har anført, at vederlaget er fastsat som et standardgebyr, som er ansat ud fra den ved overførslen gennemsnitlige medgåede tid såvel mandskabsmæssigt som EDB-teknisk ved konti af den pågældende art. Indklagede finder ikke, at det er nødvendigt, at der særskilt gives kunder besked om indførslen af et nyt gebyr, når blot oplysning herom gives på forespørgsel. Gebyret på 136,19 kr. dækker omkostninger ved deltagelse i en puljeordning, henholdsvis administrationsomkostninger, handelsomkostninger m.v.
Ankenævnets bemærkninger:
Klagerne måtte påregne, at indklagede eventuelt ville forlange betaling for det arbejde, der var forbundet med overførslen af de omhandlede konti.
Ankenævnet finder imidlertid, at det af indklagede forlangte gebyr på ialt 900 kr. - under klagesagen nedsat til 750 kr. - må anses for urimeligt stort, og at det samlede gebyr i hvert fald ikke bør overstige 600 kr.
Som følge heraf
Indklagede bør anerkende, at det samlede gebyr for overførslen af de omhandlede konti ikke bør overstige 600 kr., og indklagede bør således godtgøre klagerne yderligere 150 kr. Klagegebyret tilbagebetales klagerne.