Afgørelse

Indsigelse mod hæftelse for lån optaget i tilknytning til virksomhed/ejendom som klageren ikke var medejer af

Indledning

Denne sag vedrører klagerens indsigelser mod at hæfte for et lån optaget i tilknytning til en virksomhed/ejendom, som hun ikke var medejer af.

Sagens omstændigheder

Klageren og dennes tidligere og nu afdøde ægtefælle, M, drev i fællesskab et stutteri på en ejendom, der også var parrets bopæl.

Ved kautionserklæring af 29. marts 2001 påtog klageren sig selvskyldnerkaution for M’s kassekredit med et maksimum på 175.000 kr. i Sydbank. Banken har oplyst, at kassekreditten blev benyttet som driftskredit for stutteriet, og at klageren havde fuldmagt til kreditten.

Per den 1. december 2008 blev stutteriets heste vurderet til i alt 1.485.000 kr. Heraf var heste til en samlet værdi på 765.000 kr. til salg.

Den 26. januar 2009 underskrev klageren og M et gældsbrev til Sydbank vedrørende et lån på 575.000 kr., der skulle afvikles med en månedlig ydelse på 5.500 kr. Samtidig underskrev M en håndpantsætningserklæring, hvorefter banken fik håndpant i et ejerpantebrev på 750.000 kr. med pant i ejendommen til sikkerhed for klagerens og M’s engagement, som på daværende tidspunkt udgjorde i alt 929.000 kr.

Banken har oplyst, at lånet på 575.000 kr. blev anvendt til indfrielse af et midlertidigt overtræk på 450.000 kr. på kassekreditten og i øvrigt til nedbringelse af denne. Det var hensigten, at lånet skulle nedbringes ekstraordinært, når klageren og M fik solgt nogle heste.

I begyndelsen af 2011 blev klageren og M separeret. I den forbindelse blev ydelsen på lånet nedsat til 3.350 kr. i 24 måneder. Klageren og M underskrev den 25. februar 2011 et nyt gældsbrev med bestemmelser om den ændrede afvikling for lånet, hvorpå restgælden nu var 528.498,54 kr.

På et ikke nærmere oplyst tidspunkt herefter døde M.

I foråret 2012 henvendte klageren sig til banken vedrørende hæftelsen for lånet, idet hun nu havde konstateret, at hun ikke var medejer af hverken ejendommen eller stutteriet.

Banken fastholdt klagerens hæftelse for lånet.

Parternes påstande

Den 20. august 2012 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal frigøre hende for hæftelsen i henhold til gældsbrevet af 25. februar 2011 på 528.498,54 kr.

Sydbank har nedlagt påstand om principalt afvisning, subsidiært frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at hun til stadighed har handlet ud fra, at hun var medejer af ejendommen og stutteriet.

Det er urimeligt og i strid med gængs praksis, at hun skulle påtage sig at hæfte for gæld stiftet af M. Da hun hverken var medejer af ejendommen eller stutteriet, havde hun ikke nogen økonomisk interesse heri.

Banken bør derfor frigøre hende for hæftelsen for lånet.

Sydbank har til støtte for afvisningspåstanden anført, at lånet blev optaget til indfrielse og nedbringelse af gæld vedrørende et stutteri, som klageren og hendes daværende ægtefælle drev i fællesskab. Klagen bør derfor afvises som erhvervsmæssig.

Subsidiært bør sagen afvises i medfør af Ankenævnets vedtægter § 7, stk. 1, idet en afgørelse af sagen ville forudsætte en bevisførelse, som ikke kan ske for Ankenævnet. Der er således blandt andet uenighed om, hvorvidt det har stået klageren klart, hvad provenuet af lånet skulle bruges til.

Til støtte for frifindelsespåstanden har banken anført, at lånet blev optaget til finansiering af manglende salg af heste, hvilket klageren var fuldt ud klar over.

Klageren fungerede som daglig leder af stutteriet og forestod opdræt og salg af stutteriets heste. Klageren havde økonomisk interesse og fuldt indblik i stutteriet økonomi.

Lånet blev etableret efter drøftelser på et møde på ejendommen med deltagelse af klageren, M og to af bankens medarbejdere. Klageren, der i forvejen var kautionist, var bekendt med den risiko, som hun påtog sig ved at optage lånet.

Klageren underskrev lånet to gange og kunne ikke være i tvivl om sin hæftelse.

Finansrådet og Forbrugerrådets fælles holdning til hæftelse for gammel gæld vedrører kaution og ikke et direkte skyldforhold som det foreliggende.

Det er ikke bankens ansvar, at klageren fejlagtigt antog, at hun var medejer af ejendommen og stutteriet.

Ankenævnets bemærkninger

Indledningsvis bemærkes, at Ankenævnet ikke finder, at sagen skal afvises som erhvervsmæssig. Ankenævnet har lagt vægt på, at det omhandlede stutteri var en mindre virksomhed, og at det spørgsmål, som klagen angår, ikke adskiller sig væsentligt fra et privat kundeforhold.

I 2001 kautionerede klageren for sin daværende ægtefælles, M’s, kassekredit i Sydbank. Kreditten blev anvendt som driftskredit for et stutteri, som klageren og ægtefællen drev i fællesskab fra en ejendom, der også udgjorde deres fælles bopæl.

I 2009 optog klageren sammen med M et lån til indfrielse af overtræk og nedbringelse af kreditten.

Det bemærkes, at det samlede kundeforhold mellem klageren og indklagede har strakt sig over 10 år. Det er ikke indklagedes ansvar, at klageren i en så lang periode var uvidende om sin egen retsstilling i forhold til sin daværende ægtefælle.

Ankenævnet finder herefter, at klageren ikke har godtgjort omstændigheder, der kan medføre, at Sydbank er forpligtet til at frigøre klageren for hæftelsen for lånet, hverken helt eller delvist.

Klageren får derfor ikke medhold i klagen.

Ankenævnets afgørelse

Klageren får ikke medhold i klagen.