Afgørelse

Spørgsmål om betydning af tidsbegrænsning.

Medhold klager

Indledning

Sagen vedrører indsigelse mod en tidsbegrænset tabskaution, som klageren afgav over for Sydbank i 2010.

Sagens omstændigheder

Den 4. oktober 2010 underskrev klageren som tabskautionist en kautionserklæring over for Sydbank, hvoraf blandt andet fremgår:

”…

Til sikkerhed for opfyldelse af enhver forpligtelse vedrørende det nedenfor beskrevne gældsforhold som

Debitorer [navne på debitorerne]

Tidspunkt nu har eller senere måtte få,

Kreditor over for Sydbank A/S herefter benævnt ”banken”

Tabskautionist Indestår undertegnede som tabskautionist

[navn på klageren]

Gældsforhold Kautionisten kautionerer for 600.000,00 kr. for kontonr. -616, maksimum udgør 750.000,00 kr.

Kautionen er gældende indtil den 01.10.2013

…”

Af bankens generelle bestemmelser for kaution, punkt 5, fremgår blandt andet:

”…

Privat kaution ophører dog ved kautionens udløb, medmindre banken forinden har gjort krav gældende overfor kautionisten/erne eller kautionen er forlænget.

…”

Af et tillæg til tabskautionen underskrevet af debitorerne og klageren den 4. oktober 2010 fremgår blandt andet:

”…

Kautionistens kaution omfatter kun det tab, som banken måtte lide på hovedskyldneren, efter at alle andre sikkerheder og andre kautioner er realiseret og gjort gældende, ligesom der skal være gennemført udtømmende retsforfølgning mod hovedskyldneren, før tabskautionen kan gøres gældende overfor kautionisten.

…”

I et brev af 19. april 2013 meddelte banken klageren, at den havde opsagt det lån, som klageren kautionerede for, over for låntagerne, og at klagerens kautionsforpligtelse som følge heraf kunne blive gjort gældende.

I et brev af 14. maj 2013 meddelte banken klageren, at dens engagement med låntagerne ikke var blevet indfriet, og at det i nærmeste fremtid ville overgå til retslig inkasso hos advokat. Banken anførte, at den ville vende tilbage med et eventuelt krav i henhold til den stillede tabskaution, når der var sket udtømmende retsforfølgning.

Banken har oplyst, at den sendte sagen til retslig inkasso den 30. maj 2013, og der blev udtaget stævning omkring den 20. juni 2013, hvorefter der opstod en række forhold omkring renter, som skulle afklares. Svarskrift, replik og duplik blev afgivet henholdsvis den 30. august 2013, den 5. september 2013 og den 31. oktober 2013. Efter bankens afgivelse af et yderligere processkrift i sagen, tog låntagerne den 16. december 2013 bekræftende til genmæle. Der blev afsagt dom i sagen den 7. januar 2014, som banken modtog den 29. januar 2014. Sagen blev sendt i fogedretten den 6. februar 2014, og sagen blev foretaget i fogedretten den 20. marts 2014.

I brev af 24. marts 2014 meddelte banken klageren, at der var sket udtømmende retsforfølgning uden, at låntagerne kunne tilbyde nogen afvikling af gælden. Banken meddelte samtidig, at kautionsforpligtelsen nu var effektiv og bad i den anledning klageren indbetale 600.000 kr.

Klageren gjorde indsigelse mod kautionsforpligtelsen og anførte, at den var bortfaldet. Banken fastholdt sit krav.

Den 9. september 2014 udtog banken stævning mod klageren med påstand om, at han tillpligtedes at betale kautionsforpligtelsen på 600.000 kr. samt rente heraf fra den 24. april 2014 til betaling fandt sted.

I svarskrift af 7. oktober 2014 anmodede klageren blandt andet om, at retten henviste sagen til Ankenævnet, hvilket retten herefter gjorde.

Parternes påstande

Den 28. november 2014 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at Sydbank skal anerkende, at kautionsforpligtelsen er ophørt.

Sydbank har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter

Klageren har anført, at kautionsforpligtelsen ophørte den 1. oktober 2013, og at banken ikke rettidigt har gjort kautionsforpligtelsen gældende. Bankens brev af 14. maj 2013 var ikke et rettidigt kald på kautionsforpligtelsen. Der var alene tale om et forbehold om eventuelt senere at rejse et krav.

Der var først foretaget udtømmende retsforfølgning over for låntagerne i marts 2014, og banken gjorde først kautionsforpligtelsen effektiv den 24. marts 2014. Dette var for sent, og banken har derfor ikke ret til nogen betaling på grundlag af kautionsforpligtelsen.

Ankenævnets afgørelse af 24. maj 2000 i sag nr. 380/1999 i en tilsvarende sag handler om betingelserne for at kalde på kautionen over for kautionisten. Afgørelsen tager stilling til, hvilke forhold der skal være opfyldt for, at et pengeinstitut kan rejse krav mod en tabskautionist og dermed forhindre, at en tidsbegrænset tabskaution ophører. Det fastslås i afgørelsen, at et brev, der alene kan forstås som et forbehold om eventuelt senere at rejse et krav, ikke er tilstrækkeligt til at opretholde kautionsforpligtelsen efter udløbet af en tidsbegrænsning.

Sydbank har anført, at bankens brev af 14. maj 2013 er at betragte som et kald på kautionen. Banken har således kaldt klagerens kaution rettidigt og inden den 1. oktober 2013. På grund af kautionens natur (tabskaution) kunne kravets størrelse først opgøres efter, at der var foretaget udtømmende retsforfølgning mod låntagerne.

Der blev foretaget behørig udtømmende retsforfølgning mod låntagerne, som blev startet inden den 1. oktober 2013, og som blev gennemført snarest muligt.

Det må stride mod formålet med den indgåede tabskaution, hvis klageren kan undgå sine aftalte forpligtelser blot ved den tilfældighed, at den udtømmende retsforfølgning først blev fuldendt ca. fire måneder efter den 1. oktober 2013.

Det må ligeledes stride mod formålet med en tabskaution, såfremt en meddelelse til kautionisten om kald og om, at udtømmende retsforfølgning mod låntager er påbegyndt, ikke er tilstrækkeligt til at opretholde kautionsforpligtelsen.

Kald af kautionen kan ikke alene afhænge af, at udtømmende retsforfølgning er fuldendt inden udløb af kautionen, idet klageren og/eller låntagerne teoretisk ville kunne forhale retsforfølgningen mod låntagerne, og derved spekulere i muligheden for derved at fritage kautionisten for sine forpligtelser.

Ankenævnets afgørelse i sag nr. 380/1999 var konkret begrundet og adskiller sig faktuelt fra denne sag. Kautionen i sag nr. 380/1999 blev alene kaldt på grund af kautionistens manglende tiltrædelse af en forlængelse af kautionen. I denne sag blev kautionen kaldt, da låntagernes engagement blev ophævet på baggrund af misligholdelse den 19. april 2013.

Ankenævnets bemærkninger

Det fremgår af kautionserklæringen af 4. oktober 2010, at der er tale om tabskaution, og at kautionen er gældende indtil den 1. oktober 2013.

Af bankens generelle bestemmelser for kaution, punkt 5, fremgår, at kautionen ophører ved kautionens udløb, medmindre banken forinden har gjort krav gældende over for kautionisten.

En tabskaution kan først gøres gældende over for kautionisten, når det gennem retsforfølgning mod låntager og realisation af eventuelle panter m.v. er konstateret, at banken har lidt et tab, jf. blandt andet tillægget til tabskaution af 4. oktober 2010. Ankenævnet finder ikke, at banken ved brev af 14. maj 2013 kunne rejse et krav mod klageren, og brevet måtte derfor alene forstås som et forbehold om eventuelt senere at rejse krav. Dette forbehold kan ikke anses for at være tilstrækkeligt til at opretholde kautionsforpligtelsen, og Ankenævnet finder derfor, at klagerens kautionsforpligtelse ophørte den 1. oktober 2013.

Ankenævnets afgørelse

Sydbank skal anerkende, at klagerens kautionsforpligtelse påtaget ved kautionserklæring af 4. oktober 2010 er ophørt, således at banken ikke kan gøre krav gældende mod klageren.

Klageren får klagegebyret tilbage.