Forholdet til pant stillet af debitorerne.
| Sagsnummer: | 171/1989 |
| Dato: | 17-11-1989 |
| Ankenævn: | Peter Blok, Arnold Kjær Larsen, Kirsten Nielsen, Jørn Ravn, Ole Simonsen |
| Klageemne: |
Kaution - forhold til pant
|
| Ledetekst: | Forholdet til pant stillet af debitorerne. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Medhold klager
Den 14. oktober 1985 påtog klageren sig selvskyldnerkautionsforpligtelse for et lån på 150.000 kr., som indklagedes Aalborg afdeling ydede hendes søn og dennes ægtefælle til køb af en slagterforretning. Af gældsbrevet fremgår, at debitorerne stillede sikkerhed i henhold til almindelig håndpantsætningserklæring af 10. oktober 1985. Der er mellem parterne enighed om, at indklagede ifølge denne håndpantsætningserklæring, som er bortkommet, tillige med kautionen fik supplerende sikkerhed for lånet i et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i slagterforretningen (inventar og goodwill). Klageren kautionerede endvidere for en kassekredit på 30.000 kr. ydet til samme debitorer. Der forefindes ingen kopi af denne kreditkontrakt.
Den 9. juni 1986 underskrev debitorerne en almindelig håndpantsætningserklæring, der afløste den tidligere håndpantsætningserklæring (hvis dato nu angives at være 14. oktober 1985). Ifølge den nye erklæring blev der givet sikkerhed i et ejerpantebrev på 40.000 kr., løsørepantebrev 150.000 kr. med pant i driftsinventar i slagterforretningen samt løsørepant i debitorernes bil for alt, hvad disse skyldte eller senere måtte komme til at skylde indklagede.
I skrivelse af 21. august 1986 meddelte afdelingen klageren, at debitorerne var i restance med betaling af ydelserne på de lån, som klageren havde kautioneret for, og at kassekreditten var i overtræk med ca. 140.000 kr. Indklagede afventede et salg af slagterforretningen, hvorefter der ville blive taget endelig stilling til sagen.
Den 1. september 1986 blev slagterforretningen solgt. Provenuet på 100.000 kr. blev den 18. september 1986 krediteret kreditten, hvis saldo herefter udgjorde ca. 71.000 kr. Løsøreejerpantebrevet på 150.000 kr. blev aflyst.
Den 8. oktober 1986 oprettedes en ny kassekredit med et maksimum på 45.000 kr., for hvilken klageren påtog sig selvskyldnerkaution ved underskrift på lånedokumentet. Samtidig underskrev klageren en kautionserklæring, ifølge hvilken hun kautionerede som selvskyldner for ethvert beløb, som debitorerne måtte være eller blive indklagede skyldig, dog således, at forpligtelsen kun kunne gøres gældende med hensyn til lånet på oprindelig 150.000 kr. og den nye kassekredit. Endvidere håndpantsatte klageren et ejerpantebrev på 15.000 kr. til sikkerhed for debitorernes gæld. Den 10. oktober blev debetsaldoen på 90.000 kr. fra den hidtidige kredit debiteret den nye kredit.
Efter at have opsagt lånet og kassekreditten til indfrielse overfor henholdsvis debitorerne og klageren anlagde indklagede den 23. februar 1988 sag mod klageren ved retten i Aalborg med påstand om betaling af ca. 243.000 kr. med tillæg af nærmere angivne renter.
På klagerens begæring er sagen af retten henvist til behandling i Ankenævnet.
Klageren har for Ankenævnet nedlagt påstand om, at indklagede tilpligtes at anerkende, at hendes kautionsforpligtelse er bortfaldet eller fastsættes til et mindre beløb, der dog maksimalt udgør 115.858,74 kr.
Indklagede har for Ankenævnet nedlagt påstand om frifindelse, således at klagerens kautionsforpligtelse opretholdes.
I øvrigt har parterne henvist til deres processkrifter for byretten.
Klageren har anført, at hun ved bedømmelsen af sin risiko, da hun kautionerede for lånet, gik ud fra, at hun ved en eventuel indfrielse af lånet ville indtræde i indklagedes yderligere sikkerhed stillet af debitorerne. Hun har aldrig tiltrådt, at provenuet ved salget af slagterforretningen blev afskrevet på kassekreditten, hvor hendes kautionsforpligtelse er maksimeret til 45.000 kr., i stedet for på lånet, eller at ejerpantebrevet, der var stillet som sikkerhed for lånet, blev aflyst. Såfremt provenuet var afskrevet på lånet, ville hendes kautionsforpligtelse pr. 27. august 1987 have udgjort 115.858,74 kr., hvilket fremgår af en skrivelse af 9. september 1987 fra indklagede til dennes akvokat. Kautionserklæringen af 8. oktober 1986 må tilsidesættes i medfør af aftalelovens § 36, idet indklagedes dispositioner omkring kautionerne må betegnes som stridende med redelig handlemåde.
Indklagede har på intet tidspunkt oplyst hende om, at kautionserklæringen også dækkede gammel gæld vedrørende slagterforretningen. Klageren bestrider endvidere at være blevet gjort bekendt med indholdet af håndpantsætningserklæringen af 9. juni 1986.
Indklagede har henvist til, at indklagede efter lånebetingelsernes pkt. 2, der følger dansk rets almindelige regler, "er berettiget til at betragte alle engagementer med debitor som ét mellemværende". Dette indebærer, at indklagede ligeledes har været berettiget til at betragte klagerens kaution som kaution for et samlet mellemværende. Heraf følger endvidere, at indklagede har været berettiget til at træffe bestemmelse om, på hvilken af de to konti provenuet ved salget af slagterforretningen skulle afskrives. Klageren har ved tiltrædelsen af kautionserklæringen af 8. oktober 1986 accepteret, at provenuet ikke blev afskrevet på lånet, men derimod på kassekreditten. Klageren blev inden tiltrædelsen af kautionserklæringen gjort bekendt med konsekvenserne heraf, ligesom hun var bekendt med, at indklagede havde afskrevet salgsprovenuet på kreditten.
Ankenævnets bemærkninger:
Lånet af 14. oktober 1985 på 150.000 kr. blev optaget til finansiering af debitorernes køb af en slagterforretning. Af det lånedokument, klageren underskrev som kautionist, fremgår, at debitorerne selv stillede sikkerhed for lånet i henhold til en håndpanterklæring, og det må lægges til grund, at klageren var bekendt med, at denne håndpanterklæring omfattede et løsøreejerpantebrev på 150.000 kr. med pant i den købte forretnings inventar og goodwill. På denne baggrund og i mangel af et udtrykkeligt forbehold fra indklagedes side om det modsatte findes klageren med føje at have kunnet gå ud fra, at løsøreejerpantebrevet med pant i forretningen primært var stillet til sikkerhed for det heromhandlede lån og således i videst muligt omfang ville formindske klagerens risiko ved den påtagne kautionsforpligtelse for dette lån. Det bemærkes, at den af indklagede påberåbte bestemmelse i lånebetingelsernes pkt. 2 ikke kan tillægges betydning for det heromhandlede spørgsmål.
Efter det anførte har indklagede ikke i forhold til klageren været berettiget til at anvende det ved salget af forretningen indkomne provenu på 100.000 kr. til afskrivning på det ikke kautionssikrede overtræk på kassekreditten i stedet for til afskrivning på lånet på oprindelig 150.000 kr. Klagerens underskrivelse af kautionserklæringen af 8. oktober 1986 findes henset hertil ikke at kunne betragtes om en bindende accept af indklagedes fremgangsmåde, ligesom det ikke findes godtgjort, at klageren på anden måde har afskåret sig fra at gøre indsigelse herimod.
Der findes ikke at være oplyst andre forhold, som kan føre til yderligere nedsættelse eller bortfald af klagerens kautionsforpligtelser, men Ankenævnet finder, således som sagen er forelagt for nævnet, ikke at have tilstrækkeligt grundlag for at foretage en endelig opgørelse af klagerens samlede forpligtelser over for indklagede.
Som følge af det anførte
Indklagede bør anerkende, at lån af 14. oktober 1985 oprindelig stort 150.000 kr. i forhold til klageren som kautionist skal anses for nedbragt ved indbetaling af 100.000 kr. den 18. september 1986. Klagegebyret tilbagebetales klageren.