Det finansielle ankenævn behandler klager fra private kunder over pengeinstitutter, realkreditinstitutter og investeringsfonde.

Afgørelse

Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i juli 1994.

Sagsnummer: 189 /1999
Dato: 18-11-1999
Ankenævn: Niels Waage, Lisbeth Baastrup, Jette Kammer Jensen, Ole Reinholdt, Erik Sevaldsen
Klageemne: Realkreditbelåning - rådgivning
Realkreditbelåning - ejerskifte
Ledetekst: Spørgsmål om rådgivningsansvar i forbindelse med optagelse af kontantlån baseret på 6% obligationer i juli 1994.
Indklagede:
Øvrige oplysninger:
Senere dom:
Pengeinstitutter

Indledning.

Denne sag vedrører spørgsmålet om, hvorvidt indklagede har pådraget sig rådgivningsansvar i forbindelse med hjemtagelse af et kontantlån på basis af 30-årige 6% obligationer i klagerens ejendom i juli 1994.

Sagens omstændigheder.

Ved købsaftale underskrevet af klageren den 27. maj 1994 og af sælger den 31. s.m. købte klageren og dennes ægtefælle en fast ejendom til overtagelse 10. juli 1994. Af købesummen på 1.130.000 kr. skulle 1.055.000 kr. finansieres ved optagelse af et 30-årigt kontantlån fra Realkredit Danmark.

Ved skrivelse af 13. juni 1994 til den medvirkende ejendomsmægler tilbød Realkredit Danmark et kontantlån på 1.035.000 kr. Kontantlånet var baseret på 6% obligationer, hvis kurs samme dag var 79,10.

Ved påtegning af købsaftalen af 18. juni 1994 accepterede parterne lånetilbudet fra Realkredit Danmark, idet det aftaltes, hvorledes der skulle forholdes med differencen på de 20.000 kr. i "manglende" lånetilbud.

Indklagede var sælgernes pengeinstitut og skulle forestå hjemtagelsen af ejerskiftelånet. Den 18. juni 1994 underskrev sælgerne udbetalingsbrev til brug for ejerskiftelånets udbetaling.

Indklagede har fremlagt kopi af internt notatark, hvoraf fremgår, at man den 21. juni 1994 skrev til klageren og opfordrede denne til at henvende sig med henblik på eventuel kurssikring. Af samme notatark fremgår, at det den 10. august 1994 er noteret, at klageren havde "været inde for at kurssikre".

Kontantlånet blev afregnet af Realkredit Danmark den 11. august 1994; lånets obligationshovedstol blev 1.349.413,30 kr.

I januar 1999 rettede klageren henvendelse til indklagede og anførte, at indklagede burde have hjemtaget lånet på basis af obligationer, der lå så tæt på kurs 100 som muligt. Klageren fandt derfor, at indklagede burde betale en erstatning i størrelsesorden 300.000 kr. Indklagede afviste kravet.

Parternes påstande.

Klageren har den 7. juni 1999 indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at betale erstatning.

Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.

Parternes argumenter.

Klageren har anført, at inden lånet skulle hjemtages, havde han et møde med indklagede. Han ønskede at få et lån, så han siden hen havde mulighed for at omlægge det. Indklagede rådede til at få et lån med lavest mulig rente. Det aftaltes, at indklagede skulle kontakte ham, når lånet var klar til hjemtagelse. Der var nogen ventetid på lånet, hvorefter han blev indkaldt til et møde. Lånet var nu hjemtaget på basis af 6% obligationer. Han var den gang utilfreds hermed, da han mistede muligheden for låneomlægning, med mindre renten faldt til et meget lavt niveau eller steg til et meget højt niveau. Han finder, at hjemtagelse af lånet baseret på 6% obligationer er udtryk for dårlig rådgivning. Indklagede burde i stedet have hjemtaget et lån, der havde en kurs så nær 100 som muligt, dvs. enten på basis af 8% eller 9% obligationer. Indklagede bør betale erstatning, som omfatter en kompensation både for kurstab og tab af gevinst ved låneomlægning.

Indklagede har anført, at ingen af indklagedes medarbejdere i afdelingen kan huske de nærmere omstændigheder vedrørende sagen. Da indklagede var sælgers pengeinstitut, mens klageren havde et andet pengeinstitut, er det ikke sandsynligt, at klageren modtog rådgivning fra indklagede om finansiering af købet, da køber normalt vil modtage denne rådgivning fra eget pengeinstitut. I indklagedes materiale er der heller intet, der tyder på, at en sådan rådgivning har fundet sted. Selv om det måtte lægges til grund, at klageren har fået rådgivning hos indklagede, kan en eventuel anbefaling af at hjemtage kontantlånet på basis af 6% obligationer ikke anses for ansvarspådragende, da et sådant lån giver en lavere nettoydelse end et lån på grundlag af obligationer med højere kuponrente. Hertil kommer, at det var en typeforudsætning før 1. januar 1996 at vælge et kontantlån frem for et obligationslån, da kurstabet blev konverteret til rente og dermed var fradragsberettiget. Det gøres endelig gældende, at klagerens eventuelle krav er forældet efter 1908-loven om forældelse, da der er forløbet mere end 5 år fra det tidspunkt, hvor klageren angiveligt skulle have modtaget rådgivning.

Ankenævnets bemærkninger og konklusion.

Det er ikke godtgjort, at indklagede i forbindelse med klagerens køb af en fast ejendom af en af indklagedes kunder rådgav eller havde anledning til at rådgive klageren i forbindelse med ejerskiftelånets hjemtagelse. Allerede som følge heraf kan klagen ikke tages til følge.

Ankenævnet finder dog anledning til at tilføje, at det i sommeren 1994, da det omhandlede ejerskiftelån blev optaget, var sædvanligt, at kontantlån blev optaget på grundlag af obligationer på grundlag af en lav kuponrente, idet der herved opnåedes en lavere låneydelse end ved valg af en høj kuponrente, og idet det i penge- og realkreditinstitutter blev lagt til grund som det normale, at låntagernes væsentligste interesse var at opnå den lavest mulige ydelse. Det var således på daværende tidspunkt ikke sædvanlig i forbindelse med optagelse af kontantlån at rådgive om, at det ved valg af en høj kuponrente - mod betaling af en præmie, i form af en højere ydelse - kan skabes mulighed for en senere fordelagtig "nedkonvertering" i tilfælde af efterfølgende rentefald.

Som følge af det anførte

Klagen tages ikke til følge.