Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om kompensation.
| Sagsnummer: | 548/2023 |
| Dato: | 06-02-2024 |
| Ankenævn: | Ankenævnets næstformand, Henrik Waaben i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22 |
| Klageemne: |
Formandsafgørelse - Formandsafgørelse
Indlån - opsigelse |
| Ledetekst: | Indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om kompensation. |
| Indklagede: | Nykredit Bank |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Indledning
Sagen vedrører indsigelse om opsigelse af kundeforhold begrundet i regler om hvidvask. Krav om kompensation.
Sagens omstændigheder
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en privatkonto.
På et ikke oplyst tidspunkt skiftede klageren en del af sit engagement til et andet dansk pengeinstitut, der herefter fungerede som hans primære bank. Klageren havde fortsat en konto hos Nykredit Bank.
Af bankens Almindelige forretningsbetingelser for privatkunder fremgår blandt andet:
”…
15. Opsigelse
Både du og banken kan til enhver tid bringe kundeforholdet til ophør uden varsel. Banken kan dog kun opsige udlånsaftaler med et varsel på 3 måneder, medmindre der foreligger misligholdelse eller andet grundlag for forfald.
…
Kundeforholdet kan også opsiges uden varsel, hvis du ikke meddeler banken de oplysninger, som banken er forpligtet eller berettiget til at kræve af dig i henhold til lovgivningen som eksempelvis skattelovgivningen og hvidvaskloven.
En opsigelse fra bankens side skal være sagligt begrundet og vil blive meddelt skriftligt.
…”
Banken har oplyst, at klageren hovedsageligt anvendte sin konto i banken til at indsætte og overføre penge til og fra spilselskaber og fra sin konto i sin primære bank.
Ved netbankbesked af 2. juni 2023 stillede banken en række spørgsmål til klageren som led i sine kundskabsprocedurer.
Den 6. juni 2023 besvarede klageren bankens spørgsmål. Han oplyste, at han forventede at overføre 60.000 kr. om året fra sin primære bank, og at han forventede at hæve 80.000 kr. i kontanter om året, der skulle bruges til køb af restpartier og spil. Han forventede også at indsætte 150.000 kr. i kontanter om året, der stammede fra salg fra hobbyvirksomhed og spil. Han uploadede en række dokumenter via et link.
Ved netbankbesked af 6. juni 2023 skrev banken, at den ikke havde modtaget de af klageren uploadede dokumenter, og den spurgte desuden ind til, hvilken type hobbyvirksomhed han havde. Klageren svarede, at der var tale om en ikke-momspligtig virksomhed med en omsætning på under 50.000 kr.
Ved netbankbesked af 15. juni 2023 bad banken igen klageren besvare en række spørgsmål som led i sine kundekendskabsprocedurer.
Den 20. juni 2023 besvarede klageren bankens spørgsmål. Han oplyste, at han forventede at modtage overførsler på 80.000 kr. om året via mobilepay fra sin datter, afregning af lån til rejse og bil samt diverse. Han forventede at hæve 80.000 kr. i kontanter om året, der skulle bruges på lommepenge og spil. Han forventede også at indsætte 100.000 kr. i kontanter om året, der stammede fra overskud i lommepenge, gevinster fra spil og diverse fra salg af privat indbo.
Den 7. juli 2023 kontaktede banken klageren telefonisk og spurgte nærmere ind til hans brug af kontoen. Banken har fremlagt et internt telefonreferat, hvoraf fremgår, at klageren under telefonsamtalen oplyste, at han var kunde i banken, fordi den tog imod kontanter, hvilket hans primære bank ikke tilbød. Klageren oplyste endvidere, at pengene på hans konto udgjorde gevinster fra spilselskaber.
Ved brev af 24. juli 2023 opsagde banken klagerens kundeforhold pr. den 20. oktober 2023 med den begrundelse, at banken efter gennemgang af de af klageren indsendte dokumenter fortsat ikke havde tilstrækkelig forståelse af hans brug af banken, hvorfor den ikke mente at kunne leve op til kravene om kundekendskab.
Umiddelbart efter opsigelsen indsendte klageren en klage til bankens klageansvarlige over opsigelsen og sagsbehandlingen i forbindelse dermed.
Den 29. august 2023 afviste banken klagen begrundet med, at klagerens anvendelse af sin konto i banken som transitkonto for modtagelse af kontante indbetalinger fra spil og overførsler til/fra klagerens primære bank ikke ligger inden for de forretningsmål, som banken vil acceptere.
Parternes påstande
Den 7. september 2023 har klageren indbragt sagen for Ankenævnet, der har forstået klagerens påstand således, at Nykredit Bank skal anerkende, at opsigelsen af hans kundeforhold var uberettiget, og at banken derfor skal genetablere kundeforholdet, og at Nykredit Bank skal betale kompensation til ham for den uberettigede opsigelse af kundeforholdet.
Nykredit Bank har nedlagt påstand om frifindelse.
Parternes argumenter
Klageren har anført, at han samarbejdede og besvarede bankens henvendelser. Han forsøgte at forklare og dokumentere de kontante indsættelser og andre forhold omkring hans brug af kontoen, herunder ved fotos af gevinstudbetalinger fra spilleautomater, men banken havde tilsyneladende stadig en manglende forståelse for hans brug af banken. Det var uklart, hvad der præcist blev forventet af ham som kunde. Da det ikke er almen viden for en privatperson, hvordan denne dokumentation skal gemmes, opbevares og udleveres, afleverede han på bedste vis alt, hvad han kunne.
Han overholdt hvidvasklovens bestemmelser ved at levere de nødvendige oplysninger og dokumentation. Han var derfor overrasket over bankens beslutning om at opretholde opsigelsen, da banken angav, at den ikke kunne opnå tilstrækkelig forståelse for hans brug af banken. Han har været åben og samarbejdsvillig i hele processen og gav banken de nødvendige oplysninger i overensstemmelse med hvidvaskloven.
Han anerkender, at banken som enhver anden finansiel institution er underlagt reglerne i hvidvaskloven og skal udføre kundekendskabsprocedurer, dog var han som almindelig privatkunde ikke bevidst om, hvilke krav pengeinstitutter kunne stille til privatborgeres dokumentation af økonomiske dispositioner.
Banken begrundede primært opsigelsen af hans kundeforhold med henvisning til hvidvaskloven. Han påklagede opsigelsen og bad banken specificere og uddybe sin forklaring på, hvordan hans oplysninger og dokumentation ikke var tilstrækkelig, og hvilke specifikke krav han ikke havde opfyldt.
Bankens klageafdeling udvidede grundlaget for opsigelsen i besvarelsen af hans klage, hvilket skabte forvirring omkring beslutningens reelle grundlag. Det tog i øvrigt klageafdelingen lang tid at besvare hans klage, hvilket ikke tilvejebragte den nødvendige klarhed omkring opsigelsen.
Det var mærkværdigt, at opsigelsesvarslet ikke blev forlænget, mens klagen blev behandlet. Tre måneders opsigelsesvarsel er tilstrækkelig tid til at finde en alternativ bankforbindelse. Det var dog rimeligt og i tråd med retfærdighed og god skik, at opsigelsesvarslet blev forlænget i overensstemmelse med varigheden af behandlingen af hans klage.
Han brugte ikke kun kontoen som en transitkonto, men også til andre finansielle aktiviteter. Han har til hensigt at fortsætte samarbejdet med banken for at finde en løsning, der tager højde for hans individuelle behov samtidig med overholdelse af bankens forpligtelser.
Hvis Ankenævnet finder, at opsigelsen af hans kundeforhold var uberettiget, bør banken kompensere ham for det økonomiske tab/de ulemper, han har lidt som følge af opsigelsen.
Nykredit Bank har anført, at banken er underlagt hvidvasklovens regler for pengeinstitutter, hvilket medfører en række forpligtelser, herunder dem, der fremgår af hvidvasklovens kapitel 3 om kundekendskabsprocedurer.
Efter hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 4, skal banken vurdere og, hvor det er relevant, indhente oplysninger om forretningsforbindelsens formål og tilsigtede beskaffenhed. Efter § 11, stk. 1, nr. 5, skal banken løbende overvåge en etableret forretningsforbindelse, og transaktioner, der gennemføres som led i en forretningsforbindelse, skal overvåges for at sikre, at disse er i overensstemmelse med bankens viden om kundens forretningsprofil og risikoprofil, herunder om nødvendigt midlernes oprindelse.
Kan kravene i hvidvasklovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner, jf. § 14, stk. 5, 1. pkt.
Banken er således ikke blot berettiget, men også forpligtet til at gennemføre ajourføring af kundekendskabsoplysningerne i kundeforholdet og opsige engagementet, hvis banken på baggrund heraf finder, at det ikke i tilstrækkelig grad vil være muligt at efterleve forpligtelserne efter hvidvaskloven ved at fortsætte kundeforholdet.
Banken har derfor løbende forholdt sig til klagerens kundeforhold og har bedt om relevant dokumentation fra ham for at give banken tilstrækkelig indsigt i hans brug af banken. Banken foretog en grundig gennemgang og vurdering af klagerens kundeforhold. Ved denne gennemgang fandt banken, at de transaktioner og pengestrømme, som skete på klagerens konti, der primært bestod af overførsler og kontanthævninger relateret til spilselskaber og desuden mange overførsler til og fra hans konto i hans primære bank, medførte, at banken ikke i en tilfredsstillende grad kunne opnå den nødvendige forståelse for hans brug af banken og derfor ikke ønskede at stille konti til rådighed. Banken opsagde derfor kundeforholdet.
Banken tog de i hvidvasklovens nødvendige foranstaltninger i brug korrekt for at begrænse hvidvaskrisici.
Opsigelsen var i overensstemmelse med bankens almindelige forretningsbetingelser punkt 15. Henset til, at klageren har en basal betalingskonto hos sin primære bank, var det ikke nødvendigt med et forlænget opsigelsesvarsel.
Opsigelsen var saglig og i overensstemmelse med bekendtgørelse om god skik for finansielle virksomheder § 6, stk. 5. Derudover blev klageren skriftligt meddelt om opsigelsen med et forudgående varsel på tre måneder, som bankens klageansvarlige enhed besluttede ikke at forlænge. Denne beslutning blev truffet under hensyntagen til, at klageren allerede disponerer over en basal indlånskonto hos sin primære bank. Efter klagesagen blev afvist hos bankens klageansvarlige, har klageren haft tilstrækkelig tid (to måneder) til at finde en alternativ bankforbindelse.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Ankenævnets bemærkninger
Ankenævnets formand er i medfør af Ankenævnets vedtægter § 22, jf. bemyndigelse af 26. april 2023 fra Ankenævnets stifterorganisationer, bemyndiget til på Ankenævnets vegne at træffe afgørelse i klagesager, hvor der foreligger en fast praksis.
Klageren var kunde i Nykredit Bank, hvor han havde en konto. Klageren havde dog sit primære bankengagement hos et andet dansk pengeinstitut.
I juni 2023 anmodede banken klageren om at indsende nærmere angivne oplysninger og dokumentation om hans brug af kontoen i banken. Efter at have modtaget oplysninger fra klageren opsagde banken den 24. juli 2023 klagerens kundeforhold til ophør den 20. oktober 2023. Banken anførte blandt andet, at den efter en gennemgang af klagerens oplysninger kunne konstatere, at den stadig ikke havde en tilstrækkelig forståelse af hans brug af banken. Banken mente derfor ikke, at den kunne leve op til kravene til kundekendskab, som den er underlagt i henhold til hvidvaskloven.
I hvidvasklovens kapitel 3 er det beskrevet, hvordan virksomheder skal gennemføre kundekendskabsprocedurer. Det følger af hvidvasklovens § 14, stk. 5, at hvis kravene i lovens § 11, stk. 1, nr. 1-4, og stk. 2 og 3, ikke kan opfyldes, skal en etableret forretningsforbindelse afbrydes eller afvikles, og der må ikke gennemføres yderligere transaktioner.
Efter Ankenævnets faste praksis er det som udgangspunkt op til pengeinstitutterne selv at afgøre, hvilke krav de af hensyn til overholdelse af reglerne i hvidvaskloven om kundekendskabsprocedurer bør stille i henseende til dokumentation, behandling af dokumentation eller forklaringer på større eller usædvanlige transaktioner på kunders konti i banken. Der er ikke grundlag for at fravige dette udgangspunkt i denne sag. Der er således ikke grundlag for at fastslå, at bankens opsigelse af klagerens kundeforhold var uberettiget.
Klageren får herefter ikke medhold i klagen.
Ankenævnets afgørelse
Klageren får ikke medhold i klagen.