Omlægning af obligationsbeholdning. Kurssikring af lån til omprioritering. Afvisning, bevis.
| Sagsnummer: | 209/1995 |
| Dato: | 22-01-1996 |
| Ankenævn: | Niels Waage, Niels Bolt Jørgensen, Jørn Ravn, Mette Reissmann, Jens Ole Stahl |
| Klageemne: |
Realkreditbelåning - kurssikring
Værdipapirer - køb, salg, rådgivning |
| Ledetekst: | Omlægning af obligationsbeholdning. Kurssikring af lån til omprioritering. Afvisning, bevis. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Klageren, der er født i 1919, omlagde i april 1993 sin beholdning af 9% og 10% kreditforeningsobligationer (1999 og 2010), der lå i depot hos indklagede, til 8% statsobligationer 2003. I juli 1993 blev obligationerne omlagt til 6% obligationer 2003. Efter yderligere to omlægninger den 5. oktober og 2. december 1993 var beholdningen omlagt til nominelt 1.408.000 kr. 6% 2026 Nykredit.
Ved lånetilbud af 14. februar 1994 tilbød Realkredit Danmark et 30-årigt kontantlån på 1.187.000 kr. baseret på 6% obligationer i klagerens ejendom til indfrielse af et eksisterende lån med en obligationsgæld på 1.147.091 kr. i samme realkreditinstitut. På et møde hos indklagede den 21. februar 1994 accepterede klageren lånetilbudet og underskrev de dokumenter, der var nødvendige for omprioriteringens gennemførelse. Ifølge klageren blev hun ikke på mødet orienteret om mulighederne for kurssikring af det nye lån eller med, at hun påtog sig en kursrisiko. Ifølge indklagede tilkendegav indklagedes medarbejder på mødet: "Du ved, hvad du har i dag, men du ved ikke, hvad du får i morgen", men klageren fandt ikke kursen den 21. februar 1994 (88) tilfredsstillende og ønskede at afvente kursudviklingen. Det eksisterende kreditforeningslån blev opsagt til indfrielse pr. 30. juni 1994.
Omprioriteringslånet blev ikke hjemtaget. Det opsagte lån blev i juni 1994 indfriet med et lån på 1.122.548 kr. ydet af indklagede.
Klageren har indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagekøbe beholdningen af 6% obligationer 2026 til kurs 87,5.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klageren har anført, at hendes økonomi var tilrettelagt således, at hendes obligationsbeholdning mere end dækkede prioritetsgælden i hendes ejendom. Herved var det sikret, at indtægter og udgifter i store træk modsvarede hinanden. Efter gentagne henvendelser fra indklagede accepterede hun i april 1993 en omlægning af obligationerne til 8% obligationer, ligesom hun på indklagedes anbefaling accepterede de senere omlægninger. Omlægningen fra 9% og 10% obligationer til 6% obligationer blev foretaget efter pres fra indklagede. Indklagede burde have orienteret om, at omlægningen indebar en risiko. Hun havde klart tilkendegivet, at obligationsbeholdningen skulle modsvare prioritetsgælden, hvorfor indklagede burde have sikret, at der samtidig med købet af 6% obligationer skete en tilsvarende omlægning af prioritetslånene. I slutningen af 1993 foreslog indklagede omlægning af realkreditlånet og fremsendte den 3. december 1993 forslag til omlægning af lånet i Realkredit Danmark til Danske Kredit. Da hun ikke ønskede at skifte kreditforening, indhentedes lånetilbudet af 14. februar 1994. På mødet den 21. februar 1994 blev det aftalt at gennemføre omprioriteringen. Indklagedes medarbejder rådede hende til at opsige det eksisterende lån og at afvente hjemtagelsen af det nye lån, idet der var god tid hertil. Hun blev ikke på noget tidspunkt orienteret om muligheden for kurssikring, ligesom hun var uvidende om, at hun påtog sig en kursrisiko ved at afvente hjemtagelse af lånet. Hun havde ikke forstand på placering af værdipapirer eller hjemtagelse af lån. Efter underskrivelsen af dokumenterne havde hun tiltro til, at alt var i orden. Ved efterfølgende henvendelser i afdelingen spurgte hun til sagen, hvorpå medarbejderen svarede "det går godt". Det bestrides, at kursudviklingen og tidspunktet for hjemtagelse af lånet blev drøftet. Først den 13. juni 1994 blev hun orienteret om, at lånet skulle hjemtages inden den 30. s.m. Indklagede burde have påset, at det nye lån blev hjemtaget eller kurssikret samtidig med opsigelsen af det gamle lån. Indklagede bør tilpligtes at tilbagekøbe obligationsbeholdningen til købskursen, 87,5, hvilket beløb med tilskrevne renter vil være tilstrækkelig til indfrielse af omprioriteringskontoen.
Indklagede har anført, at baggrunden for forslaget om omlægning af obligationsbeholdningen til 6% 2026 var en generel og begrundet forventning i markedet om et rentefald, der indebar, at beholdningen af 9% og 10% obligationer for hovedpartens vedkommende ville blive udtrukket. Som følge heraf var forslaget om omlægning til en lavere forrentet obligation udtryk for en sikring af beholdningens renteafkast. Ved flere lejligheder i sidste halvdel af 1993 drøftedes fordelene ved at omlægge det eksisterende 10% realkreditlån i klagerens ejendom til et lavere forrentet lån. Klageren oplyste, at hun påregnede inden længe at sælge ejendommen. På baggrund af indklagedes konsekvensberegninger indhentedes et lånetilbud fra Danske Kredit. Dokumenterne var klar til underskrift medio januar 1994, hvor lånet kunne være hjemtaget til kurs ca. 92. Først den 10. februar 1994 oplyste klageren, at hun ønskede lån i Realkredit Danmark. Den 21. februar 1994, var kursen faldet fra 92 til 88, hvorfor klageren ikke ville hjemtage lånet, men afvente højere kurser. Det eksisterende lån blev efter aftale opsagt til indfrielse 30. juni 1994, ligesom de øvrige underskrevne dokumenter vedrørende omprioriteringen blev fremsendt til Realkredit Danmark med besked om, at nyt lån kun måtte effektueres efter nærmere aftale med indklagede. Klageren blev efterfølgende gentagne gange kontaktet vedrørende hjemtagelse af lånet, ligesom der blev orienteret om aktuelle kurser og forventningerne til renteudviklingen. Klageren blev ligeledes løbende orienteret om den risiko, hun påtog sig ved ikke at hjemtage lånet. Det afvises, at der blev lagt pres på klageren i forbindelse med omlægningerne. Indklagede har ydet en saglig og seriøs rådgivning, der ikke har medført en forøgelse af forskellen mellem klagerens renteindtægter og prioritetsydelser til skade for klageren. Klageren bærer selv ansvaret for konsekvenserne af ikke at ville hjemtage det aftalte realkreditlån i januar 1994.
Ankenævnets bemærkninger:
Ankenævnet finder efter det foreliggende ikke tilstrækkeligt grundlag for at antage, at indklagede i forbindelse med omlægningerne af klagerens obligationsbeholdning eller i forbindelse med omprioriteringen af klagerens ejendom har ydet mangelfuld rådgivning frem til mødet den 21. februar 1994, hvor det blev aftalt at gennemføre omprioriteringen. Ankenævnet finder, at indklagede vil være erstatningsansvarlig over for klageren for mangelfuld rådgivning, såfremt det kan lægges til grund, at hun ikke forinden mødet den 21. februar 1994 var eller på mødet blev gjort bekendt med, at der var en risiko for tab ved ikke straks at hjemtage det nye lån, og at denne risiko eventuelt kunne imødegås gennem kurssikring. Indklagede har anført, at klageren på mødet fuldt ud var bekendt med og forstod denne risiko. Dette har klageren bestridt, idet hun har anført, at hun på intet tidspunkt er blevet gjort bekendt med kursrisikoen eller mulighederne for kurssikring. En stillingtagen til dette afgørende spørgsmål forudsætter en bevisførelse i form af parts- og vidneforklaringer, som ikke kan ske for Ankenævnet, men i givet fald må finde sted for domstolene. Ankenævnet afviser derfor sagen i medfør af vedtægternes § 7, stk. 1.
Som følge heraf
Ankenævnet kan ikke behandle denne klage. Klagegebyret tilbagebetales klageren.