Kaution, omfang.
| Sagsnummer: | 295/1990 |
| Dato: | 13-12-1990 |
| Ankenævn: | Frank Poulsen, Niels Busk, Arnold Kjær Larsen, Jørn Ravn, Erik Sevaldsen |
| Klageemne: |
Kaution - omfang
|
| Ledetekst: | Kaution, omfang. |
| Indklagede: | |
| Øvrige oplysninger: | |
| Senere dom: | |
| Pengeinstitutter |
Den 6. juli 1983 påtog klagerne sig selvskyldnerkautionsforpligtelse for et lån på 143.000 kr., ydet af indklagede. Derudover håndpantsatte debitor en livsforsikring på 150.000 kr. til sikkerhed for lånet. Ifølge gældsbrevet skulle lånet afvikles med en månedlig ydelse på 2.000 kr. første gang den 30. november 1983.
I afviklingsperioden tiltrådte klagerne, at debitor blev fritaget for ydelserne pr. 30. november 1983, 31. december 1983, 1. april 1984, 1. maj 1984, 1. juni 1984 (halv ydelse), 28. februar 1986, 31. marts 1986, 30. april 1986, 1. november 1987 og 1. december 1987 mod, at lånets løbetid, der i gældsbrevet var fastsat til ca. 14 år, blev forlænget med ca. 9½ måned.
I forsommeren 1989 lod indklagede endvidere lånet gå tre ydelser tilbage, uden at dette blev tiltrådt af klagerne.
Den 24. oktober 1989, da restgælden udgjorde 166.549,12 kr., indbetalte den ene af klagerne 160.549,12 kr. Restancen på 6.000 kr., der opstod i forsommeren 1989, er senere blevet indbetalt af debitor.
Klagerne har herefter indbragt sagen for Ankenævnet med påstand om, at indklagede tilpligtes at tilbagebetale 160.549,12 kr. forrentet fra den 24. oktober 1989.
Indklagede har nedlagt påstand om frifindelse.
Klagerne har til støtte for påstanden anført, at den ene af klagerne i oktober 1989 henvendte sig hos indklagedes, idet debitor på grund af en skilsmisse havde anført, at hun ikke kunne afdrage mere end 1.500 kr. om måneden. Klageren kunne på dette tidspunkt konstatere, at gælden ikke var reduceret, men derimod vokset til 166.509,12 kr. Denne klager indfriede herefter gælden excl. de tre måneders ydelse, som indklagede havde ladet lånet gå tilbage med uden klagernes accept. Klagerne finder, at indklagede burde have taget initiativ til opstramning af afdragsordningen på et tidligere tidspunkt, samt have holdt kautionisterne orienteret om låneforholdets forløb med faste intervaller. Klagerne havde i alt accepteret henstand i 9½ måned, hvorfor klagerne forventede, at lånets løbetid ville blive forlænget med 9½ måned. På tidspunktet for låneindfrielsen, udgjorde renten 14,25% p.a., og med denne rente ville gælden med månedlige afdrag på 2.000 kr. have haft en løbetid på i alt 36 år, hvilket er en forlængelse i løbetiden i forhold til den i gældsbrevet fastsatte løbetid på 14 år på i alt 22 år, hvilket må ses i forhold til de 9½ måneds forlængelse af løbetiden, som fremgår af henstandserklæringerne. Det er endvidere ikke korrekt, at det forhold, at restgælden er større end hovedstolen, hovedsageligt skyldes, at ydelsesudsættelserne hovedsageligt fandt sted i begyndelsen af lånets løbetid, således at lånet henstod i næsten 1 år inden normal afvikling påbegyndtes. Det fremgår af gældsbrevet, at første afdrag skulle falde den 30. november 1983, og at lånet blev udbetalt den 6. juli 1983. Det er derfor forkert at medregne denne periode som havende nogen indflydelse på gældsudviklingen, idet de her påløbne renter må formodes at være medregnet ved fastsættelsen af afviklingsordningen.
Indklagede har anført, at lånet er et annuitetslån med faste månedlige ydelser og variabel rente, og så længe ydelsen betales, foretager indklagede sig normalt intet. Ved anmodning om ydelsesudsættelse kan man eventuelt stille krav om yderligere tilbagebetaling, men det er ved kautionslån indklagedes normale praksis at yde henstand uden betingelser, når kautionisterne tiltræder dette. Restgældens størrelse skyldes, at der er påløbet renter i næsten 1 år, inden normal afvikling blev påbegyndt, samtidig med de efterfølgende ydelsesudsættelser har betydet stor forøgelse af gælden. Ydelsen er endvidere ikke blevet reguleret i takt med renteændringer. Klagerne har haft lejlighed til at kræve oplysninger vedrørende låneforholdet i forbindelse med underskrivelsen af ydelsesudsættelserne, og indklagede er berettiget til at kræve beløb ud over hovedstolen betalt af kautionisterne, idet klagerne som selvskyldnerkautionister indestår for skadesløs opfyldelse af samtlige debitors forpligtelser ifølge gældsforholdet. For så vidt angår ydelsesudsættelsen i tre måneder i 1989 har indklagede henvist til gældsbrevets lånebetingelser § 8, hvorefter indklagede kan give debitor henstand uden samtykke fra kautionister eller pantsættere, samt § 41 i bank- og sparekasseloven.
Ankenævnets bemærkninger:
Det bemærkes, at klagerne i 1983, 1984, 1986 og 1987 i flere tilfælde har givet tilladelse til, at debitor fik udsættelse med lånets afvikling. Herefter, og idet det om afviklingen af lånet i forsommeren 1989 oplyste findes uden betydning for sagens afgørelse, findes der ikke grundlag for at tage klagen til følge, hvorfor
Den indgivne klage tages ikke til følge.